Redaktør Claus Strue Frederiksen indleder i denne uge en artikelserie om woke-bevægelsens absolutte kongeargument: Ulighed i resultater mellem grupper – eksempelvis kvinder og mænd, sorte og hvide – skyldes undertrykkelse. Selvom argumentet kan forekomme tillokkende, er der god grund til at være på vagt, når wokeister bruger det til at blæse til kamp mod hvide mænd – og Vesten, hedder det i denne introduktion.
I gamle dage handlede det om klassekamp. De rige var onde, helten var proletar. Af åbenlyse årsager fik synspunktet ikke meget medvind i erhvervslivet. Studentikose klogeåger med hang til marxisme blev enten henvist til offentlig tjeneste eller måtte efterlade deres revolutionsrøde tankegods uden for virksomhedens porte.
I dag er klassekampen død, mens woke-bevægelsen buldrer afsted. Ligesom klassisk marxisme handler det om undertrykkelse, mennesker opdeles i gode og onde. Men i stedet for at fokusere på økonomisk magt og socialklasse, deler wokeister markører med klassiske racister og chauvinister – køn, hudfarve og seksualitet tillægges stor betydning.
Og denne gang er erhvervslivet mere åben – ja, mange virksomheder har ligefrem oprettet mangfoldighedsteams, nedfældet diversitetspolitikker og sendt medarbejderne på diversitetskurser.
Men man skal ikke lade sig narre. Wokeister taler om blinde vinkler samtidig med, at de med bind for øjnene udpeger andres fejl. De foregiver at værne om tolerance og respekt, men forlanger ensretning og støvletramp.
De ser sig selv som åbne, men lytter kun til trosfæller. I deres optik er diversitet lig mangfoldighed i køn og hudfarve frem for forskellighed i holdninger og opvækstvilkår.
Det væsentligste argument i woke-bevægelsens arsenal er ulighedsargumentet. I bogen ’How to be an antiracist’ indfanger Ibram X Kendi, professor ved Boston University, argumentet i en enkelt sætning:
“Either racist policies or Blanck inferiority explains why White people are wealthier, healthier, and more powerful than Black people.”
Argumentet er umiddelbart besnærende. Enten kan vi anerkende, at uligheden mellem sorte og hvide i USA skyldes racisme eller at sorte er underlegne, fra naturens hånd. Sidstnævnte placerer os i selskab med rabiate racister som Ku Klux Klan og neonazister. Da de færreste af os ønsker den slags venner, må vi umiddelbart overgive os til Kendi og erkende, at ulighed mellem sorte og hvide skyldes racisme.
Udover at være intuitivt appellerende er argumentet også let at anvende. Første skridt: Påpeg en ulighed, eksempelvis at der er færre kvinder end mænd, der bestrider toplederposter i Danmark.
Dernæst, udlæg dilemmaet: Der er to mulige forklaringer på, at kvinder ikke bestrider ligeså mange af de attraktive lederstillinger i Danmark som mænd – enten skyldes det mandschauvinistiske strukturer eller også skyldes det, at kvinder fra naturens hånd er mænd underlegne. Igen, sidstnævnte placerer os i ualmindeligt dårligt selskab med blandt andet kvindefjendske mullaher, og det ønsker vi ikke.
Som det vil fremgå af artikelserien indeholder ulighedsargumentet dog en række faldgruber. I denne uge ser vi nærmere på, hvordan argumentet anvendes til at konstruere og udbrede myten om hvidt overherredømme.
