Liberale kommentatorer som Amalie Lyhne og Martin Ågerup opfordrer til ikke at tage personligt ansvar omkring klimaet men i stedet vente på, at staten løser problemerne. Deres argumentation er imidlertid det rene vås. Alligevel er det efterhånden ved at blive en sommersport i liberale kredse at berolige klimabekymrede borgere med, at de roligt kan udlede løs – eventuelle uheldige følgevirkninger må politikerne tage sig af. ØU Samfundsansvars redaktør Claus Strue Frederiksen nedskyder i denne kommentar de ”liberale” argumenter for at vælte sig i flyrejser og røde bøffer. Denne form for klimafrigørelse virker umiddelbart appellerende, men bygger på et fundament af misforståelser og tankeløshed, skriver han.
Hej hop og hiv og sving, jeg kan flyve hvorhen jeg vil, glad shopper jeg omkring, fri for klimatosseri.
Om end omskrivningen af den gamle børnesang er knap så elegant, er budskabet om klimafrigørelse besnærende – ingen grønne bånd skal binde mig. Og det er jo ganske rart. For konstant at tænke grønt og tage klimahensyn kan til tider være temmelig anstrengende.
Det er således umiddelbart befriende, når liberale kommentatorer som Amalie Lyhne og Martin Ågerup opfordrer os til at lukke ned for klimasamvittigheden og fnyse ad de klimafrelste livstilssocialister, som udskammer alle os andre, der ikke kører ladcykel og lever vegansk. Da personligt klimaansvar ikke findes, kan vi roligt udlede løs, forsikrer de to kommentatorer.
I en kommentar i Berlingske præsenterer Amalie Lyhne et klassisk argument for ikke at melde sig ind i klimakampen: dine handlinger gør ingen forskel. At tage klimahensyn er ifølge Lyhne ”selvovervurderende, og det er proportionsforvrængende, for dit indtag af oksekød har naturligvis ingen betydning for verdens klima.”
Det er forkert. Den enkeltes individuelle forbrugsvalg gør en forskel, også for klimaet. Forskellen er formentlig beskeden. Men den er der (et udførligt argument herfor findes her).
Den klimabevidste forbruger ved sikkert godt, at vedkommende ikke egenhændigt er i gang med at redde verden, men ønsker alligevel at levere sit beskedne bidrag. Personen lider ikke af selvovervurderende vrangforestillinger. Derimod forekommer det temmelig selvovervurderende, hvis man ikke gider at tage hænderne op af lommen, medmindre ens indsats er af så stor og afgørende betydning, at den sikrer én plads i historiebøgerne.
Ifølge Amalie Lyhne har ”personliggørelsen af klimakampen fået en række ellers for længst forkastede dyder tilbage: Askese, aflad og moralisme.” Dertil kommer, at det at gøre ”klimaforandringer til et personligt ansvar for den enkelte er samtidig en måde for privilegerede mennesker at pudse egen glorie, mens man sparker nedad.”
Indrømmet: Økonomisk privilegerede storbysnobber, der rakker ned på fabriksarbejderen i Nakskov, fordi vedkommende kører i bil på arbejde, er vanskelige at holde af. Men medmindre man læser Politiken eller lever sit liv på Twitter, er risikoen for at støde på sådanne livsstilssocialister heldigvis temmelig begrænset.
Til gengæld er chancen for at møde mennesker, der i forhold til klima og miljø bakker op om John Stuart Mills liberale moralprincip – vi må gøre, hvad vi vil, så længe vi ikke skader andre – formentlig ganske stor. De fleste af os ved derfor godt – og faktisk burde liberalt sindede mennesker stå først i køen for at anerkende dette – at vi har et personligt ansvar for at nedbringe vores klimaaftryk, fordi vores CO2-udledning skader andre.
Politikerne skal også tage ansvar. Det samme gælder erhvervslivet, forskningssamfundet og alle andre centrale samfundsaktører. Det er i høj grad herfra, løsningerne skal komme. Men det betyder ikke, at vi som enkeltindivider bare bør udlede løs.
Som Dieter Helm, professor i økonomi ved Oxford University og en af verdens førende klimaøkonomer, understreger gentagende gange i sin seneste bog ’Net Zero: How We Stop Causing Climate Change’, har vi som forbrugere også et ansvar for at reducere vores klimaaftryk. Helm skriver blandt andet:
”What focusing on carbon consumption rather than just production does is put the spotlight on the polluters – you and me – and get the polluters to do something about their polluting ways. You and I can make a difference if we change our carbon consumption habits.”
Amalie Lyhne er ikke den første liberale kommentator, der har fejret sommerferie ved at opfordre til klimafrigørelse.
I juni 2019 – altså inden covid-19 ramte Danmark og lukkede alt ned – beroligede Martin Ågerup i et debatindlæg i Jyllands-Posten meteorolog Jesper Theilgaard og andre klimabekymrede danskere med, at vi roligt kan flyve, hvor hen vi vil – flyveture skader nemlig ikke klimaet.
Martin Ågerup er udmærket godt klar over, at flyrejser udleder CO2, som skader klimaet. Men – hævder han – hvis vi danskere reducerer vores CO2-udledning eksempelvis ved at flyve mindre, så vil borgere i andre lande bare udlede mere. Det skyldtes ifølge Martin Ågerup måden, EU’s kvotesystem er skruet sammen på. Hvis vi reducerer vores flyrejser, bliver der frigjort CO2-kvoter, som eksempelvis polakker eller tyskere vil gøre brug af.
Martin Ågerup forudsætter således, at CO2-reduktion et sted vil føre til fuldstændig tilsvarende øget udledning et andet sted. Cepos direktøren omtaler dette som ”100 procent lækage inden for kvotesystemet.” Påstanden er imidlertid i direkte modstrid med konklusionen i en omfattende rapport udarbejdet af Det Økonomiske Råd samme år. Her står blandt andet: ”EU ETS (Emissions Trading System, red.) vil imidlertid ikke resultere i en lækage på 100 procent efter den seneste reform af systemet.”
Men hvis vores reduktioner ikke fører til, at CO2-udledningerne øges andetsteds med nøjagtig samme volumen, så falder Martin Ågerups argument til Jorden. Hvis vores mådeholdenhed rent faktisk reducerer det samlede CO2-aftyk i et eller andet omfang, så er det jo ikke ligegyldigt, om vi flyver eller ej.
Desuden har strukturen i Martin Ågerups argument den uheldige konsekvens, at det fritager individer for et personligt ansvar, hvis deres skadelige handlinger, i fald de havde undladt at udføre dem, ville blive udført af andre. Eksempelvis: hvis jeg bliver tilbudt at købe en t-shirt produceret af børneslaver, men som, hvis jeg ikke køber den, vil blive købt af en anden, så kan jeg ifølge Martin Ågerups logik med god samvittighed købe den pågældende t-shirt – det virker mildest talt en smule problematisk.
Er det nemt at handle klimavenligt? Nej, bestemt ikke. Gør jeg det selv? Langtfra altid. Betyder det, at jeg bare skal slå ud med armere og udlede løs? Selvfølgelig ikke. Selvom klimafrigørelse umiddelbart forekommer tillokkende må jeg desværre tage hænderne op af lommen og forsøge at gøre min del.
