Ifølge Financial Times viser ny forskning, at økonomisk vækst og grøn omstilling går hånd i hånd. Værten på Radio4’s aktieprogram ’Børsen Brænder’ stemmer i: Vækst er løsningen, ikke fjenden. Problemet er imidlertid, at studiet Financial Times refererer til, på ingen måde viser, at økonomisk vækst har medført markante grønne resultater. Tværtimod understreger forskerne gentagne gange, at vi ikke er i gang med et grønt væksteventyr, og at der er lang vej til en løsning på klima- og naturkrisen, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
John Burn-Murdoch, chief data reporter ved Financial Times, konstaterede for nylig, at lande overalt i verden har formået at sænke deres aftryk på klima og natur samtidig med, at deres BNP er steget betragteligt.
Ifølge Burn-Murdoch viser et nyt studie, at den ellers meget udbredte forestilling om, at øget økonomisk aktivitet medfører øget pres på klima og natur, er forkert. Faktisk er det lige omvendt: Økonomisk vækst har medført solide grønne resultater, helt i modstrid med vækst-kritikernes synspunkter.
Han skriver: “Growth used to come with increased environmental impact; now rich countries are growing while reducing their footprints. (…) Economic growth isn’t everything for everyone, but it turns out it’s pretty close. It has delivered remarkable progress on exactly the benchmarks that its critics prioritise — recently even on environmental impact.”
Magnus Barsøe, vært på Radio4-programmet ’Børsen Brænder’ er begejstret: ”I sidste uge skrev Financial Times’ rigtig gode journalist John Burn-Murdoch en artikel, der banker nulvækst-argumentet i jorden. Han samler op på en masse ny forskning og konkluderer meget klart: Nej, vækst er ikke problemet, hvis vi skal leve grønnere, bedre og mere klimavenlige liv.”
Og videre: ”Det han fandt – og det han skitserer i artiklen – er, at ifølge den nyeste forskning er vækst ikke længere fjenden. Det er løsningen. Det er rigtigt, at vækst tidligere var forbundet med CO2-udledning, forurening, plastik-ødelæggelse af have og så videre. Men sådan er det ikke længere.”
Det lyder umiddelbart som en fantastisk nyhed: Vi kan roligt fortsætte den nuværende vækstkurs, hvor vi hvert år øger vores forbrug og producerer mere og mere. Økonomisk vækst og grøn omstilling går nemlig hånd i hånd – vi kan altså godt afblæse klima- og naturkrisen.
Problemet er dog, at det ikke passer. Det studie, som Burn-Murdoch henviser til, viser ikke, at økonomisk vækst har medført markante grønne resultater.
Ifølge studiet – der endnu ikke er fagfællebedømt og derfor ikke er udgivet i et videnskabeligt tidsskrift – har mange højindkomstlande formået at sænke visse dele af deres negative aftryk på klima og natur, mens deres økonomi er vokset. Men ifølge forskerne betyder det ikke, at vi er på rette kurs.
Aftrykket i højindkomstlande er ifølge studiet samlet set faldet i fem ud af ni udvalgte natur- og klimakategorier, det gælder blandt andet i relation til CO2-udledning. I de resterende fire kategorier, der blandt andet inkluderer udryddelse af arter, går det fortsat den forkerte vej. For lande i andre indkomstgrupper er resultaterne endnu mindre prangende, eksempelvis stiger CO2-aftrykket fortsat i gruppen af øvre-middelindkomstlande.
Forskerne understreger desuden, at selvom der særligt i højindkomstlande er sket en afkobling mellem økonomisk vækst og visse dele af landenes negative aftryk på klima og natur, så er vi på ingen måde i gang med et grønt væksteventyr. De pågældende reduktioner i klima- og naturaftrykket er nemlig alt for beskedne til, at der er tale om en reel grøn omstilling.
Det gælder eksempelvis i forhold til CO2-reduktion: “Although CO2 emissions are declining in many high-income countries, the rate of decline remains too slow to meet international climate targets. In the high-income group, CO2 emissions fell by roughly 0.8% per year over the past decade. Projected pathways limiting 2100 warming to 1.5◦C require global emissions to be reduced ten times faster – by ~7-8% annually from 2024 levels by 2030—or ~4-5% per year for 2◦C.”
Forskerne afviser blankt Burn-Murdoch og Barsøes påstand om, at deres studie skulle vise, at økonomisk vækst er løsningen på de nuværende klima- og naturudfordringer: “We also find some evidence for absolute decoupling (between economic growth and major environmental impacts and pressures, red.), albeit almost exclusively in wealthy nations, and occurring too slowly to meet several expert-recommended environmental targets.”
Mere klart kan det næppe siges: Økonomisk vækst er ikke en tryllenøgle til grøn omstilling. Det er trist at være vidne til, at Financial Times og Radio4 spreder misinformation på baggrund af et studie, de formentlig ikke har læst – og i hvert fald ikke har forstået.







