KASI-familien og Pandora er langt fra færdige med hinanden. Men udsigten til en ny voldgiftssag har fået en alvorlig – og muligvis afgørende – bremse. Voldgiftsinstituttet har besluttet, at de 2,2 mio. kr., som Jesper Nielsen havde indbetalt som sikkerhed for sagen mod Pandora, skal tilbagebetales til hans konkursbo. Samtidig ønsker konkursboet efter Andanne Holding ikke at indtræde i sagen. Dermed er det økonomiske fundament under en fortsættelse af voldgiftssagen i praksis fjernet – i hvert fald indtil videre.
Det langvarige og opsigtsvækkende opgør mellem familien bag KASI og Pandora har taget endnu en dramatisk drejning.
Voldgiftsinstituttet meddelte fredag den 21. august, at det depot på 2,2 mio. kr., som Jesper Nielsen havde indbetalt i sagen mod Pandora, skal udbetales til konkursboet efter Jesper Nielsen. Der fratrækkes 100.000 kr. i administrationsafgift samt mindre bankomkostninger, så konkursboet får 2.099.900 kr. tilbage.
Afgørelsen betyder, at den finansielle sikkerhed, der skulle danne grundlag for voldgiftssagen, nu forsvinder ud af sagen.
Det sker, før selve voldgiftsretten overhovedet er blevet nedsat. Voldgiftsinstituttet oplyser direkte, at der endnu ikke er påløbet udgifter til voldgiftsretten, netop fordi voldgiftsretten ikke er etableret.
Dermed er konflikten ikke juridisk afgjort. Men KASI-siden står med et nyt og meget konkret problem: Hvis sagen fortsat skal føres ved voldgift, skal der på ny skaffes finansiering til den nødvendige sikkerhedsstillelse.
Landsrettens kendelse rammer finansieringsmodellen
Voldgiftsinstituttets beslutning hænger direkte sammen med Østre Landsrets kendelse fra 22. maj 2026.
Instituttet fremhæver, at landsretten har tiltrådt, at penge, som stammer fra Jesper Laustrup Nielsens aftaler om salg af såkaldte miniandele i det mulige krav mod Pandora, tilhører Jesper Nielsens konkursbo.
Det er centralt.
Den hidtidige konstruktion, hvor investorer har været med til at finansiere forfølgelsen af kravet mod Pandora gennem køb af andele i et muligt fremtidigt provenu, kan dermed ikke uden videre bruges til at holde allerede indbetalte penge uden for konkursboet.
Og netop derfor kan Voldgiftsinstituttets afgørelse vise sig at være langt mere betydningsfuld end alene spørgsmålet om de 2,2 mio. kr.
Hvis KASI-familien ønsker at genstarte eller fortsætte voldgiftssporet, skal der findes nye penge. Det åbne spørgsmål er derfor, om familien kan få eksterne investorer eller andre finansielle støtter til at stille det nødvendige depositum – og om en sådan ny finansieringsmodel kan etableres på en måde, hvor pengene faktisk kan anvendes til voldgiftssagen og ikke mødes af nye krav fra konkursboet.
Det spørgsmål besvares ikke af Voldgiftsinstituttets afgørelse. Men afgørelsen illustrerer, hvor vanskelig finansieringen af en ny sag kan blive.
Også Andanne-boet trækker sig
Problemerne stopper ikke ved Jesper Nielsens personlige konkursbo.
Voldgiftsinstituttet oplyser samtidig, at kurator for konkursboet efter Andanne Holding ApS den 20. august meddelte, at boet ikke ønsker at indtræde i voldgiftssagen. Kurator har samtidig anmodet om, at også den sikkerhedsstillelse, som Andanne Holding har indbetalt, tilbagebetales til konkursboet. Parterne har frist til 31. august til at komme med eventuelle bemærkninger.
Det forstærker billedet af en voldgiftssag, hvor det hidtidige parts- og finansieringsgrundlag er ved at falde bort.
Det betyder ikke nødvendigvis, at KASI-familiens krav mod Pandora er endeligt dødt. Men det betyder, at vejen frem er blevet væsentligt mere besværlig.
Kampen mod Pandora fortsætter
Den nye afgørelse bør derfor ikke ses som afslutningen på striden mellem KASI-familien og Pandora. Tværtimod.
Det mangeårige opgør om de økonomiske mellemværender efter KASI Gruppens tidligere samarbejde med Pandora fortsætter, men slagmarken har ændret sig. Hvor spørgsmålet tidligere især var, om KASI-siden kunne få medhold i sit milliardkrav, bliver et stadig mere presserende spørgsmål nu, om der overhovedet kan skabes et økonomisk og juridisk grundlag for at få kravet prøvet i en ny voldgiftssag.
Foreløbig er de penge, der skulle være med til at få sagen i gang, på vej tilbage til konkursboerne.
Det placerer initiativet hos familien Nielsen. Skal opgøret med Pandora fortsætte ved voldgift, må der findes en ny finansieringsmodel – og sandsynligvis nye penge.
Først hvis det lykkes, kan den egentlige kamp om KASI-familiens krav mod Pandora for alvor begynde igen.
Voldgiftsinstituttets skrivelse til familien Kasi Nielsen og Pandoras advokat Kromannreumert
D-3748 – 1) Doja Holding ApS 2) Andanne Holding ApS 3) Jesper Nielsen – Pandora A/S
Med henvisning til tidligere korrespondance har Voldgiftsinstituttet besluttet at det af Jesper Nielsen indbetalte depot på 2,2 mio. kr. i ovennævnte sag kan udbetales til konkursboet efter Jesper Nielsen med fradrag af en rimelig administrationsafgift til instituttet.
Sagen har været drøftet i instituttets bestyrelse og på baggrund heraf samt Østre Landsrets kendelse af 22. maj 2026 i sagen 19. afd. kære nr. B-797-25 og parter-nes bemærkninger hertil, har instituttet besluttet at udbetale det af Jesper Nielsen indbetalte depot på 2,2 mio. kr. til konkursboet efter Jesper Nielsen, således som kurator Therkel Brinth har anmodet om, men med fradrag af bankomkostninger og en rimelig administrationsafgift til instituttet.
Voldgiftsinstituttet har ved sin afgørelse navnlig lagt vægt på, at landsretten i den anførte kendelse tiltræder, at midler, der stammer fra de af Jesper Laustrup Niel-sen indgåede investeringsaftaler vedrørende salg af miniandele i det mulige krav mod Pandora A/S, tilhører Jesper Laustrup Nielsens konkursbo.
Voldgiftsinstituttet har pr. dags dato opgjort administrationsafgiften for behandlingen af nærværende del af sagen til 100.000 kr. Beløbet, som vil blive fratrukket det tilbagebetalte depot, er fastsat under hensyn til instituttets betydelige administra-tive arbejde med blandt andet depotforhold, konkursretlige spørgsmål, partsindsi-gelser og omfattende partsindlæg.
Jesper Nielsen har indbetalt i alt 2.200.000 kr. i sikkerhedsstillelse, fordelt med 1.100.000. kr. for sin egen andel og 1.100.000 kr. for Pandora A/S’ andel.
Differencen udgør herefter 2.099.900 kr., efter fradrag af instituttets administrationsafgift og bankomkostninger på 100 kr. Det bemærkes, at instituttets 2
administrationsafgift til sin tid ved sagens afslutning vil blive reduceret med de 100.000 kr. Det bemærkes endvidere, at der ikke er påløbet udgifter til voldgiftsretten, idet voldgiftsretten endnu ikke er nedsat i sagen.
Beløbet på 2.099.900 kr. vil inden for to uger blive udbetalt til den af kurator Therkel Brinth oplyste konto ved mail af 16. december 2025.
Instituttet har endvidere ved mail af 20. august 2026 modtaget meddelelse fra kurator, Therkel Brinth, om at konkursboet efter Andanne Holding ApS ikke ønsker at indtræde i sagen. Kurator har i den forbindelse anmodet instituttet om, at den af Andanne Holding ApS indbetalte sikkerhedsstillelse tilbagebetales til konkursboet.
Parterne anmodes om at fremsætte eventuelle bemærkninger hertil senest den 31. august 2026.
ØU søger at indhente en kommentar fra Jesper Kasi Nielsen til afgørelsen fra Voldgiftsinstituttet








