Boganmeldelse: Et arbejdsliv består af omkring 80.000 timer. Hvordan vi bruger den tid, er ifølge den hollandske historiker og bestsellerforfatter Rutger Bregman et af de vigtigste moralske spørgsmål i vores liv. Ifølge forfatteren spilder millioner af forskere, konsulenter og andre vidensarbejdere deres talent på projekter, der ikke gør en reel positiv forskel i verden. Bogen opfordrer til at skifte kurs, skriver redaktør Claus Strue Fredriksen i denne anmeldelse.
I 2007 udråbte den britiske avis The Independent den franske munk Matthieu Ricard til verdens lykkeligste mand. Baggrunden var, at en scanning viste usædvanlig stor aktivitet i den del af Ricards hjerne, der er forbundet med lykkefølelse. Tilstanden var ifølge Ricard opnået gennem et langt liv med meditation, hele 60.000 timer var det blevet til.
Historikeren og bestsellerforfatteren Rutger Bregman er alt andet end imponeret. I bogen ’Moralske Ambitioner’ konstaterer Bregman, at munken Ricard i alle de timer, svarende til 30 arbejdsår, ikke har gjort noget som helst for et andet menneske – ikke har løftet en finger for at gøre verden til et bedre sted. Spild af talent, mener Bregman.
Og Ricard er ikke alene. Ifølge Bregman spilder millioner af forskere, konsulenter og andre højtuddannede vidensarbejdere oceaner af arbejdstimer på at producere ligegyldige rapporter, strategipapirer og forskningsartikler, uden reel betydning for noget menneske.
”Der findes en modgift mod dette spild, og den medicin hedder ”moralske ambitioner”. Moralske ambitioner er viljen til at gøre en indsats for at forbedre verden drastisk. At vie sin karriere til vor tids store problemer – enten det nu drejer sig om klimaforandringer eller børnedødelighed, skatteunddragelse eller den næste pandemi.”
Skal vi alle blive aktivister og ngo-ansatte? Nej, denne bog er ingen hyldest til Thunberg og Black Lives Matter – tværtimod har Bregman ikke meget ros til overs for mange af nutidens do-gooders. De har alt for lidt fokus på at levere resultater og betegnes som ædle tabere, der har det fint med at have alle de rigtige holdninger og være 100 procent rene, men nul procent effektive.
Eksempelvis har klimaaktivister, Occupy-bevægelsen og Black Lives Matter ifølge Bregman været utrolig gode til at organisere store demonstrationer, men resultaterne er til at overse. Og så kan det jo være ligegyldigt, måske bortset fra at nogen har haft en hyggelig dag med paroleråb og skiltevisning.
Bregmans forbilleder findes andre steder. En stor del af bogen bruges på at fortælle om mennesker, der for alvor har gjort en forskel – som frihedskæmpere eller opfindere. Et af de mest hårdtslående eksempler er Jonas Salk, den amerikanske virolog som udviklede vaccinen mod polio. Den officielle meddelelse blev udsendt 12. april 1955:
”I hele landet sad amerikanere klinet til deres radio. Forretninger havde sat højtalere op, fabrikker blev sat i stå, og dommere afbrød deres retssager. I hundredvis af biografer sad mere end 50.000 læger samtidig og så på nyhedsudsendelsen. (…) Bilister kørte med hornet i bund gennem gaderne og tusindvis gik på gaden for at fejre det.”
Og det manglede da bare, sikke en bedrift. En lille fin krølle på historien er, at Salk ikke ville have patent på vaccinen, da den i hans optik tilhørte menneskeheden.
Det er ikke kun vores tid Bregman er ude efter, det er også vores penge. Mange af os spilder nemlig ikke blot vores talent på nyttesløse jobs, vi spilder også vores penge på ligegyldige ting – penge der rent faktisk kan gøre en stor forskel og redde liv rundt omkring i verden.*
Bregman vil altså gerne have os til at blive mere ambitiøse i vores karrierevalg og vores brug af penge. Ærlig talt: Det kan han da godt have ret i. Visse passager i bogen er dog knap så heldige. Det gælder eksempelvis forestillingen om at skabe ren og ubegrænset energi til hele verden:
”Rent drikkevand til alle? Tjek. Med tilstrækkelig strøm kan vi afsalte ubegrænsede mængder havvand. Opsuge de sidste to hundrede års CO2-udledning? Så gerne, med grøn og praktisk talt gratis energi ville vi kunne trække så store mængder drivhusgasser ud af luften, som vi ville. (…) Og sandsynligvis tænker jeg stadig for beskedent.
Med uendelig meget energi kunne vi flytte alle veje på landjorden ned under jorden, eller bygge byer på bunden af havet. Vi kunne begynde at udforske Mælkevejen, og også gøre planeter som Mars beboelige.”
Vejnet under jorden, byer på havbunden og Mars som klode 2, det taler vist for sig selv. Det ændrer dog ikke ved, at Rutger Bregman – trods tidslerne – har skrevet en udmærket bog, der beder os genoverveje, hvorvidt vi spilder vores talent (og penge). Desuden: med oprettelsen ’The School for Moral Ambition’ forsøger Bregman at tage sin egen medicin.
Rutger Bregman, Moralske Ambitioner, People’s Press, s. 288, udkommer 7. okt. 2026.
* Bregman henviser her til en (i visse akademiske kredse) meget berømt artikel af filosoffen Peter Singer. I artiklen argumenterer Singer for, at hvis vi kan forhindre noget meget dårligt i at ske, eksempelvis forhindre et barn i at dø, så bør vi gøre det, medmindre vi derved skal ofre noget moralsk meget betydningsfuldt.
Den irriterende pointe er, at de fleste af os godt kan forhindre noget meget dårligt i at ske ved at donere en stor sum penge væk, uden at ofre noget moralsk meget betydningsfuldt – de fleste vil formentlig medgive, at et nyt køkken eller en smuttur til London ikke er meget moralsk betydningsfuldt.
Bregman finder dog Singers princip for krævende – og det er jo ganske rigtigt skruen uden ende. Bregmans konklusion synes at være, at de fleste af os bør give meget mere, end hvad vi gør nu, men ikke så meget som Singers princip synes at tilsige.
