Woke-bevægelsens vartegn er kampen for særbehandling. Mennesker med et bestemt køn og hudfarve (læs: kvinder og etniske minoriteter) skal forrest i køen, når attraktive stillinger og uddannelsespladser skal besættes. Positiv særbehandling betragtes som et værktøj til at gøre op med undertrykkelse. Problemet er bare, at hvis man oprigtigt ønsker at gavne udsatte og dårligt stillede mennesker, så er positiv særbehandling på grund af køn og etnicitet ikke løsningen – her bør man først og fremmest kæmpe for at sikre lige behandling, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
The only remedy to past negative racist discrimination that has produced inequity is present positive antiracist discrimination that produces equity. (Ibram X. Kendi, How to be an antiracist, 2023)
Traditionelt handlede kampen mod kvindeundertrykkelse, racisme og homofobi om at sikre lige rettigheder, uanset køn, hudfarve og seksuel orientering. Sådan er det ikke længere. I dag er kampen for lige behandling på lange stræk erstattet af kampen for særbehandling.
Umiddelbart forekommer det rimeligt at skubbe den hvide mand, der i århundreder har undertrykt andre, lidt til side og give blandt andet kvinder og etniske minoriteter en velfortjent forlomme. På et punkt har woke-aktivisterne nemlig ret: Vi har langt fra gjort op med fortidens synder. Eksempelvis er den økonomiske kompensation, der blev givet i forbindelse med slaveriets ophør, helt uden for skiven.
Den franske stjerneøkonom Thomas Piketty fremhæver i bogen ’En kort historie om lighed’ den kompensationsaftale mellem Frankrig og Haiti, der blev indgået i 1825. Ifølge aftalen skulle Haiti betale 150 millioner guldfranc i kompensation til de franske slaveejere, for at holde dem skadesløse for deres tab af ejendom. Altså: Det var slaveejerne, der fik kompensation.
Det er ikke bare skævt, men helt på månen. Ud fra enhver rimelig betragtning var det jo Frankrig og slaveejerne, der skulle betale kompensation for deres urimelig behandling af den haitianske befolkning og ikke omvendt.
Desuden: 150 millioner guldfranc svarede på daværende tidspunkt til 300 procent af Haitis nationalindkomst, altså tre år af landets produktion. I nutidens penge løber det op i 30 milliarder euro – og det lykkedes da også først Haiti at betale den sidste del af gælden i 1950’erne.
Der findes masser af eksempler verden over, hvor ofre for undertrykkelse og urimelig behandling ikke er blevet kompenseret på ordentlig vis. Tre ting er dog værd at bemærke:
Først: Det er ikke kun den hvide mand og Vesten, der har opført sig hensynsløst – slaveri og undertrykkelse har fundet sted over det meste af verden. Eksempelvis anslås den arabiske slavehandel at have 10 millioner afrikanske ofre på samvittigheden og nærmer sig derved den transatlantiske slavehandel med anslået 12 millioner ofre.
For det andet: Slaveri og despotisk undertrykkelse er langt fra udryddet. Ifølge den seneste opgørelse fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) lever omkring 50 millioner mennesker i verden i moderne slaveri, heraf 28 millioner tvangsarbejdere mens 22 millioner befinder sig i tvungne ægteskaber. Omkring 29 millioner af de slavegjorte lever i Asien og Stillehavsområdet. Dertil kommer de milliarder af mennesker, der dagligt undertrykkes af despotiske regimer – ifølge den anerkendte ngo Freedom House lever blot 20 procent af verdens nuværende befolkning i såkaldt frie stater. Det er fint at fokusere på fortiden, så længe nutidens ofre ikke glemmes.
For det tredje: Der er forskel på at tildele mennesker kompensation, fordi de har været udsat for urimelig behandling – og på at give mennesker særbehandling, fordi de tilhører en gruppe, hvoraf en vis andel af medlemmerne er blevet udsat for urimelig behandling.
Altså: Mennesker, der har været udsat for urimelig behandling, har krav på kompensation. Mennesker, der ”blot” deler køn eller hudfarve med ofre for urimelig behandling, har ikke krav på særbehandling.
Problemet ved at give mennesker positiv særbehandling alene på grund af deres køn eller hudfarve er, at programmer for positiv særbehandling ofte gavner de forkerte. Hvis man bekymrer sig om undertrykte og udsatte grupper, så er det socialklasse, man skal fokusere på, og ikke identitetspolitiske markører.
I bogen ’De Selvretfærdige’ langer den tyske politiker Sahra Wagenknecht ud efter den identitetspolitiske venstrefløjs forsvar for særbehandling: ”De, der ønsker forskelsbehandling i retfærdigheden og mangfoldighedens navn, er næsten uden undtagelse fra middelklassen eller den øvre middelklasse. Kun identitetspolitikere ved, hvorfor det skulle være venstreorienteret at foretrække bankdirektørens datter eller en afrikansk mineejers barnebarn fremfor en faglært arbejders heteroseksuelle hvide søn, når en vellønnet stilling skal besættes.”
Ifølge Wagenknecht konstruerer den identitetspolitiske venstrefløj fælles interesser på baggrund af markører som hudfarve, køn og seksuel orientering, selvom interessefællesskabet for disse grupper på lange stræk er yderst spinkelt.
”Den enkle sandhed er, at efterkommere fra muslimske lande, homoseksuelle eller sågar kvinder, ikke har andre fælles interesser end juridisk ligestilling og en generelt gældende ikke-diskrimination. (…) Hvad har den kvindelige redaktør af et anset tidsskrift, hvis bedstefar kom fra Tyrkiet i tresserne, til fælles med en nordafrikansk indvandres søn, der kæmper sig gennem tilværelsen ved hjælp af midlertidige jobs på Starbucks og McDonalds og nu og da på kontanthjælp?”
I ’The end of race politics’ bemærker den amerikanske forfatter Coleman Hughes, at identitetspolitiske tiltag modsat klassebaserede tiltag har tendens til at gavne i forvejen privilegerede individer.
Hughes bruger eliteuniversitetet Harvard som eksempel og henviser til et studie, der konkluderer at under 5 procent af Havardstuderende i perioden 2000 til 2011 kom fra familier tilhørende de nederste 20 procent af indkomstskalaen, hvorimod 70 procent af de studerende kom fra familier tilhørende de øverste 20 procent af indkomstskalaen.
I samme periode kunne det prestigefyldte universitet dog bryste sig af, at 14 procent af de studerende var sorte – altså omtrent samme andel som befolkningen. Men som Hughes påpeger, kommer hovedparten af de sorte studerende, der går på eliteuniversiteter som Harvard ikke fra noget, der bare tilnærmelsesvis minder om trange kår.
Hvis man vil hjælpe udsatte og dårligt stillede mennesker, så handler det i første omgang om at sikre lige behandling, ikke særbehandling. I essayet ’Racisme skal måles for at overvinde diskrimination’ giver Thomas Piketty en række eksempler på, at det franske uddannelsessystem behandler elever fra velstillede familier bedre end elever fra underklassen.
Piketty påpeger blandt andet, at lærernes gennemsnitsløn i mellemskolen er på under 18.000 kroner om måneden i de 10 procent af franske skoler med den laveste procentdel af socialt velstillede elever. For de 10 procent af franske skoler med højeste andel af velstillede elever er lærernes gennemsnitsløn på 21.000 kroner om måneden, altså 17 procent mere.
En lignende forskel i gennemsnitsløn ses i de franske gymnasier. Generelt stiger chancen for at få fastansatte og erfarne lærere således i takt med familiens indkomstniveau – en trend der ifølge Piketty er gældende i de fleste OECD-lande.
På de videregående uddannelser er det endnu mere skævt. Piketty peger her på, at de offentlige udgifter pr. studerende svinger mellem 112.000 kroner om året for de dyreste uddannelser til 30.000 om året for de billigste – studerende fra bedre stillede hjem er overrepræsenteret på uddannelser med den højeste statsstøtte.
Piketty tilføjer: ”Også her er den bedste politik at følge et lighedsprincip. Hvis man bringer uddannelsesinvesteringen pr. studerende i de forfordelte universitetsuddannelser op på niveau med eliteuddannelserne med adgangsbegrænsning, ville man markant øge uddannelsesmulighederne for unge af beskeden herkomst, uanset deres etniske baggrund.”
Hvis man oprigtigt ønsker at hjælpe udsatte grupper, så er krav om lige behandling et godt sted at starte. Men ligesom woke-bevægelsen sjældent er optaget af de uhyrligheder, som mellemøstlige terrorbevægelser eller asiatiske despoter begår, synes den heller ikke at bekymre sig synderligt om de kvinder og etniske minoriteter, der lever på bunden af vores samfund.
LÆS OGSÅ:
https://ugebrev.dk/samfundsansvar/esg-nyt/wokeisme-myten-om-hvidt-overherredoemme/
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
