Boganmeldelse: Videnskabsjournalist Lone Frank har skrevet en fremragende bog om søgen efter mening, altså det som gør livet værd at leve. Udgangspunktet er hendes egen oplevelse af meningstab. En dag overvejer Lone Frank at renovere sit ellers funktionsdygtige badeværelse, bare for at foretage sig et eller andet. Men i stedet sætter hun hælene i og begiver sig ud i verden, på jagt efter mening. Det er der kommet en fænomenal bog ud af, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
Lone Franks nye bog ’Det vi lever for – Om meningen med det hele’ begynder på badeværelset. En VVS’er skal tjekke rørene og pludselig får Lone Frank en idé: Hvad med at renovere hele molevitten? Ikke for at rette fejl eller reparere utætheder, det hele fungerer nemlig fint. Det handler kun om pænere overflade, altså et tidstypisk moderniseringsprojekt.
Lone Frank indser dog, at renovering af et fuldt funktionsdygtigt badeværelse nok kan bruges til at slå tiden ihjel, men næppe mere end det.
”Hvor mange gange har jeg ikke hånet, hvordan folk opfinder behov for evige ombygninger, jævnlige moderniseringer og i det hele taget ser ud til at kræve en jævn strøm af nye, lækre og dyre ting. Alt sammen er det overflødigt materielt forbrug til at fylde hullet i sjælen. Hvordan er jeg kommet hertil?”
De seneste år er meningen langsomt sivet ud af Lone Franks liv og har efterladt hende med en underlig tomhed. I stedet for at forsøge at fylde tomheden ud med et nyt badeværelse beslutter hun sig for at gå på jagt efter mening.
Første punkt: Rejse. Som barn plagede Lone Frank om familieferier uden for landets grænser. Men faren svarede med at citere Kierkegaard: ”Den, som ikke bærer paradiset i sig selv, vil forgæves søge det under palmerne.” Så familien blev i Danmark.
Som voksen har Lone Frank besøgt de fleste kontinenter. Og nu vil hun på tur igen. En måned til Buenos Aires, sammen med en god ven. Turen ender i skuffelse, og Lone Frank konkluderer, at faren på lange stræk havde ret – at rejse er ikke at leve, som H.C. Andersen ellers hævdede.
Konklusionen bakkes op af tænkere som Nietzsche og Zygmunt Bauman. Et af de mest syleskarpe udsagn stammer fra den portugisiske digter Fernando Pessoa: ”At rejse er for dem, der ikke kan føle. Kun en uendelig fattig forestillingsevne kan retfærdiggøre, at man er nødt til at bevæge sig rundt.”
Som videnskabsjournalist konsulterer Lone Frank naturligvis også forskningen, der kommer til omtrent samme konklusion: Ferierejser beriger generelt ikke vores liv særligt meget.
Forskningen viser også, at mange mennesker hverken oplever eller savner mening i deres liv. Disse ”meningsløse” mennesker, som særligt befinder sig i velstående lande, er dog ikke mere deprimerede eller utilfredse med tilværelsen end andre. Det lyder måske underligt – men som Lone Frank bemærker, er der stor forskel på lykke og mening.
Lækker mad, nye sko og elektroniske gadgets kan give glæde, for en stund. Men mening? Nej. Den kommer ikke ved forbrug, men i stedet ved at bidrage med noget – at det man laver, betyder noget, for nogen. I det lys er det ikke så underligt, at ansatte i omsorgssektoren oplever mere mening end industriarbejdere og folk i akademikerjobs.
Lone Frank genfinder den tabte mening. En af de ting, der særligt hjælper hende på vej, er Ukraine. Hun tager derned sammen med en gruppe ældre mænd og kvinder, der kører gamle biler til Ukraine, så de kan gøre nytte ved fronten – se, det er da aktivisme, der batter noget!
I Ukraine møder hun en befolkning, der er blevet tvunget til at beskæftige sig med andet end boligindretning og andre ligegyldige forbrugsgoder. Her er virkelig noget på spil. Noget der er værd at dø for – og derfor, værd at leve for. Noget meningsfuldt.
Krig er ikke godt, og Putin har ikke gjort ukrainerne er tjeneste. Tværtimod er millioner døde, sårede eller dybt traumatiserede. Men derfor kan vi alligevel godt lære en masse af en befolkning, der i snart fem år har holdt stand mod en af verdens mest skrupelløse despoter.
Bøger om meningen med livet er ofte aldeles ulidelige. Enten er de skrevet af søvndyssende akademikere med hang til abstrakte ligegyldigheder eller af wannabe vismænd, der strør om sig med prætentiøse tekstbidder fra gamle græske filosoffer. Derfor er det en vaskeægte pragtpræstation, at Lone Frank har formået at skrive en både medrivende og indsigtsfuld bog om emnet.
Grebet er enkelt: hun er med hele vejen. Der er tale om en personlig fortælling, krydret med de nyeste forskningsresultater og indsigter fra intellektuelle fyrtårne. Frank spørger i starten af bogen: Hvorfor bruge tid på at læse om en midaldrende kvindes kvaler og erfaringer? Svaret er enkelt: Fordi hun er ualmindeligt godt selskab.
