I essayet ’Bag Litiumbjergene’ betegner den prisvindende danske forfatter Theis Ørntoft den grønne omstilling som en belejlig illusion, der gør os i stand til at fortsætte vores ekstremt naturnedbrydende livsstil – uden at det ødelægger vores nattesøvn. Ørntoft har ret et langt stykke af vejen, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anmeldelse.
Den grønne omstilling eksisterer ikke, det er realiteten. Fortællingen henviser til noget, der ikke findes ude i den virkelige verden. (…) På graferne, som er tilgængelige for alle på Our World in Data, kulminerer den samlede afbrænding af kul, gas og olie lige nu. Hvert år. Igen og igen. (Theis Ørntoft, 2026)
Vi lever på en løgn. I stedet for at indse, at vores nuværende livsstil er i færd med at ødelægge naturen, har vi skabt en fortælling om, at vi er i gang med en grøn omstilling. Fortællingen har ikke hold i virkeligheden, alligevel klamrer vi os til den – som et barn til sin sutteklud. Det er budskabet i Theis Ørntofts essay ’Bag Litiumbjergene’.
Ørntoft har bestemt en pointe. Udledningen af drivhusgasser bliver ved med at stige globalt – og Parismålet om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader er efterhånden komplet urealistisk. Klimagevinsterne ved udrulning af energiformer som sol og vind er blevet ædt op af vores stigende energiforbrug og har således ikke reduceret afbrændingen af fossile brændsler.
Dertil kommer, at mange af de klimavenlige teknologier, der er udset til at spille en central rolle i den såkaldte grønne omstilling, er enormt ressourcekrævende at fremstille. Som Ørntoft påpeger, ankommer vindmøller og elbiler ikke til Jorden fra et parallelunivers, men er bygget af råstoffer udvundet i miner rundtomkring i verden.
Ørntoft beskriver udførligt, hvordan den globale minedrift er en af verdens mest forurenede industrier. Og minerne er jo bare første skridt. Oveni kommer transport, produktion samt bortskaffelse af udtjente produkter – alle led, som også påvirker naturen negativt.
Sidste led, bortskaffelsen, skaber affaldsbjerge – blandt andet af litium. Og selvom det bør være klart for alle, at den nuværende kurs er aldeles uholdbar, fortsætter vi i flok med at forbruge løs.
Vores umiddelbart tossede adfærd får Ørntoft til at sammenligne menneskeheden med en uvidende teenager, der ligesom Kong Theoden i Ringenes Herre – da Saurons hær har omringet slottet – kun har en mulighed: Rid ud og se de barske realiteter i øjnene.
”Rid en tur ud og se på alt det, du har fortrængt. Kong Theoden, du har siddet for længe inde på dit slot. Du er blevet skør af fortrængning. Tid til at løfte blikket. Tid til eventyr. (…) Ikke fordi en ridetur i tordenvejr er noget ønskescenarie, ikke fordi det bliver en søndagsudflugt, men fordi det er bedre end at blive, hvor du er.”
Ørntoft synes her at betragte menneskeheden som et samlet hele. Men det er vi ikke, vi består af flere milliarder separate individer. Og mange af os er ikke direkte truet af den ødelæggelse, som vores massive forbrug medfører. Tværtimod, dårligdommene er langt væk. Og der kan gå rigtig mange år, før vi for alvor kommer til at mærke dem. Og det er det, der er problemet.
Vi lever i en verden, hvor det eneste argument, der efterhånden kan få folk til at handle, er hensynet til egen interesse. Bevares, nogle mennesker ”ofrer sig” og betaler ekstra for kødpakker med dyrevelfærdsmærke – andre vælger tog frem for fly, når afstanden mellem hjemmet og feriehotellet skal tilbagelægges. Men de helt tunge afsavn, gider ingen.
End ikke Alternativet går til valg på, at vi skal leve bæredygtigt. I hvert fald ikke lige nu, eller i morgen. Deres program indebærer blot, at vi skal leve lidt mindre ubæredygtigt.
Det hjælper ikke at ride ud og se virkeligheden i øjnene. Det har vi allerede gjort. Her konstaterede vi, at vi nok skal klare os. I hvert fald lidt endnu, ja formentlig mere. Affaldsbjerge og forurenede floder i lande langt væk bekymrer os ikke særlig meget. Vi tænker først og fremmest på os selv – og så længe det er tilfældet, vil den grønne omstilling til dels være noget, vi leger. Reel grøn omstilling er nemlig ikke en gratis omgang.
Altså: Ørntoft har ret i, at elbiler og vindmøller ikke er grønne, men har enorme naturaftryk. Hans analyse kører dog lidt af sporet, når vi opfordres til at se virkeligheden i øjnene. Det har de fleste allerede gjort – vi ved godt, at den er helt gal. Problemet er, at vi ikke ønsker at opgive vores ressourcetunge livsstil ”bare” for at redde verden.
Theis Ørntoft er en af Danmarks bedste forfattere. Essayet ’Bag Litiumbjergene’ er velskrevet og byder på mange fine indsigter og finurligheder. Rid ud og køb det!
Theis Ørntoft, Bag Litiumbjergene – Om grønne løgne og mørke håb, Gyldendal, 2026, 107 s.
