ØU Mangfoldigheds Rating 2024: Syv af de 43 danske large cap-selskaber har lige mange kvinder og mænd i bestyrelsen, altså knap hvert femte selskab. Men ifølge Erhvervsstyrelsens definition opfylder næsten alle selskaberne kravet om kønslighed. Erhvervsstyrelsen mener eksempelvis, at der er kønslighed i GN Store Nords bestyrelse, som består af fire mænd og to kvinder, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne analyse af kvindeandelen i danske large cap-selskabers bestyrelser.
Erhvervsstyrelsens meget brede og fleksible definition af kønslighed betyder, at langt hovedparten af danske large cap-selskaber nu har opnået kønsligestilling i bestyrelsen. Også selvom kvinder er underrepræsenteret i 4 ud af 5 selskaber.
Ni af de 43 large cap selskaber har lige mange mænd og kvinder – eller flere kvinder end mænd. Vestas bestyrelse består af seks generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer (altså ekskl. medarbejdervalgte), heraf fire kvinder. Den danske vindmøllegigant har således flere kvinder i bestyrelsen end mænd. Men det er et særsyn i dansk erhvervsliv.
Blandt de 43 danske large cap-selskaber er det kun Vestas og smykkekoncernen Pandora, der har flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer end mænd – omvendt er 34 af de 43 bestyrelser domineret af mænd.
Selvom mænd er i overtal i langt de fleste bestyrelser, så mener Erhvervsstyrelsen, at størstedelen – nærmere bestemt 91 procent – af selskaberne har opnået kønslighed i bestyrelsen.
Erhvervsstyrelsen definerer en ligelig kønsfordeling efter en meget rummelig formel, så de fleste selskaber ikke behøver at tænke mere over deres kvindeandel i bestyrelsen. Erhvervsstyrelsens formel lyder sådan: ”En fordeling på 40/60 pct. af henholdsvis kvinder og mænd eller det antal, som kommer tættest på 40 pct. uden at overstige 40 pct.”
Det lyder lidt kringlet. Men bag udtrykket ‘kommer tættest på’ gemmer sig en finurlig oprundingsregel. I et oversigtsskema over definitionen slår Erhvervsstyrelsen nemlig fast, at definitionen indebærer, at en bestyrelse med eksempelvis fire medlemmer har en kønslige fordeling, hvis ét enkelt af medlemmerne er kvinde og tre er mænd.
Oprundingsreglen betyder at blandt andet, at GN Store Nords bestyrelse, der består af fire mænd og to kvinder, har en kønslige fordeling, selvom 66 procent af medlemmerne er mænd. Se en udførlig kritik af Erhvervsstyrelsens definition af kønslighed her.
Steen Frentz Laursen, VP Group Communications i GN Store Nord, fremhæver da også Erhvervsstyrelsen definition af kønslighed i et svar til Økonomisk Ugebrev: ”Det er korrekt, at vi i 2024 har en kønsdiversitet blandt generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelsen med 2 kvinder og 4 mænd. Denne bestyrelsessammensætning er i fuld overensstemmelse med definitionen af ligelig kønsfordeling i bestyrelsen i lov om skærpede krav om måltal og politikker for det underrepræsenterede køn.”
Steen Frentz Laursen understreger, at GN Store Nord tilstræber at have en bestyrelse af højt kvalificerede medlemmer, og at der derfor må forventes udsving i den kønslige balance – og at bestyrelsen sidste år havde en overvægt af kvinder: ”Ændringen fra 2023 til 2024 skyldes, at to kvinder i 2023 valgte at fratræde, og at to mænd blev valgt ind af generalforsamlingen i 2024. Hvor vi i en årrække havde en overvægt af kvinder i bestyrelsen har vi således nu en overvægt af mænd blandt de generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelsen.”
Udover GN Store Nord har A. P. Møller – Mærsk, Carlsberg og Demant også reduceret andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer det seneste år. Modsat har hele 14 af de 43 large cap-selskaber øget andelen af kvinder i bestyrelsen det seneste år (se tabel nederst i artiklen).
I 2024 er der kun tre selskaber – Jeudan, Københavns Lufthavne og Schouw & Co. – der har under 25 procent kvinder i bestyrelsen. For fem år siden var andelen af kvindefattige bestyrelser langt højere: I 2019 havde knap hvert tredje large cap-selskaber en bestyrelse, hvor under 25 procent af medlemmerne var kvinder.
Det gælder eksempelvis ROCKWOOL. I 2019 havde isoleringsgiganten ingen kvinder i bestyrelsen, i dag består bestyrelsen af to kvinder og tre mænd. Ifølge Rasmus Windfeld, Pressechef i ROCKWOOL, har selskabet en ambition om en bredt sammensat bestyrelse, også hvad kønsdiversitet angår.
”Al evidens viser, at det giver det bedste ledelsesrum. Så det er en udvikling, vi er tilfredse med og som vi agter at fastholde. Vi arbejder også med ambitiøse målsætninger andre steder i vores virksomhed for at tilstræbe en god balance i diversiteten,” siger Rasmus Windfeld.
Kilde til tabel: cvr.dk 10. sep. 2024. Undtagen Nordea, Noble Corporation og Novonesis; her er data hentet fra hjemmesiden. I kortlægningen indgår kun bestyrelsesmedlemmer, der er valgt på selskabernes generalforsamlinger (dvs. ekskl. medarbejdervalgte).
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.