Mangfoldigheds Rating 2022: Tivoli og Danske Andelskasser er de eneste to danske mid cap-selskaber, der har lige så mange kvinder som mænd i den daglige topledelse. I 63 procent af danske mid cap-selskaber er andelen af kvinder i topledelsen nul procent. I de underliggende ledelseslag går det bedre – her har hver fjerde virksomhed mindst 40 procent kvindelige mellemledere. Redaktør Claus Strue Frederiksen gennemgår her kvindeandelen af topledere og mellemledere i danske mid cap-selskaber.
Forlystelsesparken Tivoli topper sammen med banken Danske Andelskasser listen over danske mid cap-selskaber, der har den højeste procentandel kvinder i topledelsen.* Begge selskaber har ligeså mange kvindelige som mandlige topledere.
Men det er stadig mere reglen end undtagelsen, at topledelsen i mid cap-selskaberne udelukkende består af mænd. Topledelsen består i disse selskaber ofte kun af 2-3 personer, og opgørelsen viser, at det stadig er vanskeligt at få kvinder ind på posterne som CEO og CFO, altså også i de mellemstore børsnoterede selskaber.**
Når det gælder mellemlederne, altså laget under topledelsen, er der også få kvindelige ledere i danske mid cap-selskaber – om end kvindeandelen er højere her end i selve topledelsen.
Syv mid cap-selskaber, nemlig Gyldendal, Sparekassen Sjælland, UIE, Flügger, Matas, Tivoli og Banknordik, har mellem 40 og 50 procent kvindelige mellemledere.
I bunden af listen ligger Vestjysk Bank, Solar, Aquaporin, Aarsleff, Brdr. A & O Johansen, Brdr. Hartmann og Green Hydrogen Systems – alle med under 20 procent kvindelige ledere.
ØU Mangfoldigheds Rating 2022 bygger på data indhentet fra virksomhedernes egne officielle rapporter samt tidligere undersøgelser foretaget af Økonomisk Ugebrev. Research er foretaget af ØU Samfundsansvar ved research assistent Andreja Filipovic. Resultaterne kvalitetstjekkes ved rundsending til virksomhederne for kommentarer og verifikation.
*Orphazyme indgår ikke i undersøgelsen, da selskabet tilsyneladende er under afvikling.
** Undersøgelse bygger på seneste årsrapporter dvs. 2021 data, hvorved procentandelen for kvinder i ledelsespositioner kan have ændret sig for visse virksomheder.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.