First North har været præget af mange fiaskoer de seneste år, og typisk private investorer har tabt mange hundrede millioner. Men der begynder nu også at tegne sig et billede af fremtidens vindere blandt de noterede selskaber. Økonomisk Ugebrev gennemgår nogle af kandidaterne til at vokse sig rigtig store, eller som alternativt er opkøbskandidater.
Markant stigende aktiekurser er ikke nødvendigvis en garanti for stor fremtidig succes. Men i de fleste tilfælde er kursstigninger på 50-100 pct. en god indikation på, at tingene bevæger sig i den rigtige retning, og at selskabet ikke står overfor en umiddelbar konkurstrussel.
Vi har gennemgået regnskaber og børsmeddelelser fra de 12 First North-selskaber, som i 2023 har leveret mere end 20 pct. i afkast. Flertallet af dem er fortsat udfordret af store underskud og en anstrengt likviditet. Og flere af dem oplyser også mangelfuldt, eksempelvis ved ikke at oplyse data for omsætning, og flere giver heller ikke summariske kvartalstal.
En lille håndfuld selskaber falder særligt i øjnene som sandsynlige langsigtede vindere: Hove er steget mere end 100 pct. i år, til en aktuel markedsværdi på 213 mio. kr. Allerede i 2022 blev der leveret solid fremgang, men væksten ser ud til at fortsætte i det seneste halvår.
Selskabet, der leverer vedligehold og service for vindmølleselskaber med hovedvægt på smøring af mekaniske lejer, leverer regnskab for halvåret den 30. august, men opjusterede årsforventningen i starten af juli.
Omsætningen ses nu at ramme 175-190 mio. kr., mod tidligere forventet 145-160 mio. kr. Ebitda ses mere end fordoblet i forhold til den tidligere forventning på 9-12 mio. kr. – nu på 25-30 mio. kr. Udviklingen afspejler på bedste vis de problemer, Vestas og andre vindmølleproducenter står med i form af stigende omkostninger til råvarer og underleverandører. Selskabet oplyser, at fremgangen skyldes øget kundetilgang, men overskudsgraden er tydeligvis også skudt markant i vejret.
Donkey Republic leverede i Q2 et solidt positivt ebitda på 6,2 mio. kr. Selskabet, der står bag cykeludlejning i en stribe europæiske storbyer, omsatte i andet kvartal for 34 mio. kr., hvilket er mere end en fordobling fra samme periode sidste år. Ledelsen skriver, at selskabet nu har bevist, at det kan onboarde nye byer på langtidskontrakter, uden at det går ud over lønsomheden.
Seneste nye byer er Antwerpen, Turku og Kiel. En stor mangel i halvårsregnskabet er, at der ikke oplyses bundlinjeresultat, likviditetstræk og aktuel likviditetssituation. Til gengæld oplyses, at der er hentet 19 mio. efter halvåret i et private placement til at understøtte fortsat vækst.
FOM Technologies, der planlægger et skifte til main market i år, udmeldte en tocifret millionordre i juni, hvor årsforventningen til omsætningen samtidig blev løftet til 65-75 mio. kr. – et plus på 10-15 mio. kr. Ebitda blev dog fastholdt på moderate 2-5 mio. kr., nogenlunde det samme som i 2022, hvor likviditeten i slutningen af året var 20 mio. kr., efter forøgelse af leverandørgæld med 18 mio. kr. og en kapitalforhøjelse på 13 mio. kr.
Gamingfirmaet Throphy Games, med Løves Hule-deltager Jan Lehrman og Karsten Ree som storinvestorer, ses at være på vej mod plus på bundlinjen. Ledelsen forventer for helåret et overskud før skat på op mod 5 mio. kr. – efter en omsætning på 14 mio. kr. i Q2 og et ebitda på 2,2 mio. kr. Ledelsens aktuelle forventninger til helåret 2023 er dog betydeligt lavere end de forventninger, der blev udmeldt sammen med årsregnskabet for 2022.
OrderYOYO, som leverer softwareløsninger til restaurationsindustrien, kom for nylig med halvårstal, hvor omsætningen var mere end fordoblet til 116 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. Et ebitda på 7 mio. kr. blev via store nedskrivninger på 22 mio. kr. forvandlet til et stort bundlinjeminus. Afskrivninger og nedskrivningsposten er mere end femdoblet i forhold til første halvår sidste år, men forøgelsen er ikke nærmere forklaret i regnskabet. Det står tvivl om soliditeten i den underliggende forbedrede lønsomhed.
Samesystem, som er et software as a service-selskab med forretning inden for workforce management rettet mod retail og foodservice, leverede halvårstal i slutningen af juni. Selskabet har præsteret moderat vækst siden første halvår sidste år – fra 20,1 mio. kr. til 23,7 mio. kr.
Til gengæld er ebitda forbedret markant, fra minus 16 mio. kr. sidste år til 2,4 mio. kr. Forbedringen skyldes en markant reduktion i antallet af ansatte, fra 112 for et år siden til nu 66. Samtidig har en ny ledelse fra foråret ryddet op med afvikling af urentable kunder og afskrivning af kundetilgodehavender.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.