Investorer og rådgivere vender sig i stigende grad mod det globale marked for opladning af elbiler og resten af e-transportsektoren, der ventes at vokse voldsomt de kommende år. For tiden foregår der et ræs blandt startups og venturefonde om at få de største bidder af dette vækstmarked, skriver fagredaktør Peder Bjerge.
Selv om en lang række internationale analyser peger på voldsom vækst indenfor e-mobilitet over de næste år, fylder disse startups ikke meget i de seneste opgørelser over danske ventureinvesteringer. Danske investorer, venturefonde og startups ser ikke ud til at være særlig godt med her.
Ifølge seneste opgørelse fra EIFO har der det seneste halve år kun været tre kapitalrunder i startups inden for transport. Til gengæld har en af de seneste kapitalrunder indenfor e-mobilitet overgået de fleste sektorer for investeringer i startups. Nemlig et konsortiums tilførsel af hele 600 mio. kr. til Monta, der har udviklet en softwareplatform for opladning af elbiler.
”Lige nu er vi i et ræs om at komme først for at tage mest muligt af det nye marked: Hvem kommer først og bliver størst. Bliver du f.eks. leverandør af den softwareplatform, som de store hardwareproducenter, som f.eks. Siemens, anvender, får du del i en enorm vækst,” siger Sara Sande, partner & head of green transition team i EIFO. Hun har ansvaret for EIFO’s deltagelse i kapitaltilførslen til Monta og sidder som en del af bestyrelsen i selskabet.
Også analytikere i et andet medlem af konsortiet, Energize Capital, peger på, at både startups og venturefonde løber om kap for at dominere fremtidens marked for ikke-fossil energi, herunder e-mobilitet. I deres analyse af energimarkedet skriver de, at investeringerne i klimarigtige teknologier i 2020 oplevede et stort comeback.
Sara Sande fremhæver, at verdensmarkedet for e-mobilitet vokser med op mod 30 pct. årligt. Hun ser også voldsom vækst indenfor e-transport. Uanset om prognoserne er udgivet af McKinsey eller Boston Consulting Group, peger de alle i samme retning.
”Potentialet i f.eks. det amerikanske marked er stort. Her er Monta særligt interessant, fordi alle er enige om, at elektrificeringen ikke stopper med personbiler. De arbejder også med løsninger inden for andre dele af transportsektoren, hvad der gør dem endnu mere interessante for os som investor,” siger Sara Sande.
Ifølge Energize Capital ligger der særligt store muligheder for vækst indenfor krydsfeltet mellem energiproduktion og software til at effektivisere energiforsyningen til bl.a. elbiler og andre dele af transportsektoren.
Sara Sande understreger, at Monta generelt er en god case på mulighederne indenfor markedet for e-mobilitet.
”Men virksomheden har også en størrelse, som normalt har svært ved at rejse kapital i Danmark, og som derfor rykker til udlandet. Sådanne virksomheder vil vi gerne beholde i landet, så både samfund og økosystem kan nyde godt af den vækst og knowhow, sådan en virksomhed genererer. Der er altså flere grunde til, at vi i EIFO har investeret i Monta,” siger Sara Sande.
”Udover en stærk platform til drift af hele økosystemet for opladning af elbiler arbejder Monta også på at udvikle løsninger, der kan være med til at sikre balancen på elnettet. Hvis man kan se en risiko for, at elnettet bliver overbelastet, vil Monta inden for få sekunder kunne stoppe opladningen af alle elbiler på deres platform. Det er en anden forretningsmodel, der giver spændende perspektiver,” siger Sara Sande.
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her