Gamle forretninger i EKF, som eksport-garantier og lån, hiver overskuddet hjem, mens ventureinvesteringerne i det gamle Vækstfonden giver kæmpe underskud, viser det første årsregnskab fra den fusionerede organisation. Udviklingen skal vende afgørende i år, hvis der også skal præsteres overskud på de aktive investeringer, skriver fagredaktør Carsten Steno.
Det første årsregnskab fra den nye statslige superfond EIFO – fusionen af Eksportkreditfonden, Den Grønne Investeringsfond og Vækstfonden – viser på bundlinjen et overskud på godt 1 mia. kr.
Det udløser et udbytte til staten på 350 mio. kr. Og det hele ser umiddelbart pænt ud på overfladen, hvilket de fleste medier da også noterer sig. Går man dybere ned i tallene, viser det sig, at garantiaktiviteterne i den gamle Eksportkreditfond og den gamle Vækstfonds udlånsforretning redder overskuddet hjem.
EIFOs investeringer direkte og indirekte i danske virksomheder, som var hovedopgaven for den gamle Vækstfond, trækker i modsat retning med et stort minus. De direkte investeringer i vækstvirksomheder – egenkapitalinvesteringer til en samlet værdi af godt 3 mia. kr. – er kommet ud med et minus på 173 mio. kr.
En blandet fornøjelse
Hertil kommer, at de indirekte investeringer, der vedrører EIFOs investeringer i kapital- og venturefonde på i alt i 9,3 mia. kr., kun gav et beskedent plus på 29 mio. kr.
Et stykke nede i den skriftlige beretning lægger EIFO da heller ikke skjul på, at investeringer i vækstvirksomheder i 2023 har været en blandet fornøjelse, om end 2022 var endnu værre med store værdinedskrivninger på porteføljen i forlængelse af de faldende aktiemarkeder.
”En lang række af vores direkte og indirekte porteføljeselskaber har oplevet udfordringer med både omkostninger og omsætningen. En medvirkende faktor har været svære makrobetingelser med stigende inflation og renter”, hedder det bl.a. i årsberetningen, hvor det tilføjes, at resultatet af investeringerne har været på niveau med ”omverdenen”, men lavere end forventet.
I de gamle årsberetninger for Vækstfonden kunne man se, hvor Vækstfonden havde anbragt sine direkte investeringer. Den åbenhed lægger EIFO ikke for dagen, men man oplyser dog i hvilke fonde, EIFO er investor, og hvilke resultater disse fonde har præsteret.
Nærlæser man note 12 og går ind i de enkelte fondsinvesteringer, blinker der flere steder advarselslamper. Hvis udviklingen ikke i mellemtiden er gået i mere positiv retning, kan det blive svært for EIFO at præstere bedre resultater af sine investerings-aktiviteter i 2024.
Således ejer EIFO 62 pct. af IVS-Fund II, som i det seneste regnskabsår er kommet ud med et underskud på 82 mio. kr. Ligeledes ejer EIFO 29 pct. af fonden IVS-Fund III, hvor underskuddet er hele 218 mio. kr. Der er tale om fonde i regi af Northcap-partners, der bl.a. har investeret i virksomheder, som skulle have været børsnoteret i 2022, men hvor børsføringen er udskudt til bedre tider.
IVS er bl.a. storaktionær i Visiopharm, som udvikler software til digital billedanalyse, der giver patologer et værktøj til diagnosticering af bl.a. kræft. Selskabet har i de sidste fem år akkumuleret et samlet underskud på 112 mio. kr.
EIFO ejer ligeledes en tredjedel af venturefonden Seed Capitals fond II, der i 2022 kom ud med et minus på 665 mio. kr. efter store nedskrivninger på porteføljen. Managing partner i Seed Capital Anne Brockenhuus Schack oplyser, at hun først senere kan offentliggøre, hvordan det er gået i denne fond i 2023.
Bedste investering har været en ejerandel i Zealand Pharma, som har givet en ”trecifret” million-gevinst.
Vindprojekt nedskrives
I Eksportforretningen, som bidrager til EIFOs resultat med et overskud på 529 mio. kr., er der også advarselslamper. Hovedparten af aktiviteterne er garantier i forbindelse med opførelse af vindmølleparker, hvor danske leverandører som Vestas og Siemens-Danmark er involveret. Her har man for første gang nogensinde måttet foretage nedskrivninger på en forretning. Det drejer sig om et offshore-projekt i Taiwan, som er nedskrevet med 275 mio. kr.
EIFO har vindmølleforretninger i form af finansiering og garantier for omkring 80 mia. kr., hvoraf en stor del er genforsikret. Her venter EIFO ikke yderligere tab, selvom flere vindmølleprojekter som følge af stigende renter og materialepriser er kommet i vanskeligheder indenfor de senere år.
Carsten Steno
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her




















