Efter et meget stærkt 2021 for kapitalfondenes danske porteføljeselskaber gik det ned ad bakke i 2022. Selskabernes samlede ebitda dykkede til 5,9 mia. kr., mod 6,6 mia. kr. året før. Faldet i driftsresultaterne ramte bredt med tilbagegang i 43 ud af de 100 selskaber. Tilsyneladende har mange SMV’er haft svært ved at udnytte genåbningsboomet i 2022. Vi gennemgår hovedresultaterne på top 100-ranglisten, hvor vi ser på vindere og tabere blandt porteføljeselskaberne.
2022 var på ingen måde et guld-år for de danske porteføljeselskaber ejet af kapitalfonde. Ebitda faldt fra 6,66 mia. kr. i 2021 til 5,92 mia. kr. i 2022, svarende til et fald på godt 12 pct. Samlet set dykkede resultatet før skat fra 4,4 mia. kr. til 3,3 mia. kr., eller 27 pct.
Tilbagegangen kommer efter solid fremgang fra 2020 til 2021, hvilket antageligt skyldes de første corona-åbninger efter det meget usædvanlige forretningsmiljø fra foråret 2020.
Faktisk steg det samlede bruttoresultat fra 16,0 mia. kr. i 2021 til 16,9 mia. kr. i 2022. Men fremgangen blev altså mere end spist af stigende omkostninger til salg, markedsføring og distribution, herunder stigende transportomkostninger, som nok har været en tung merudgift mange steder, men også komponentmangel og huller i forsyningskæderne har sikkert spillet ind.
Regnskabstallene viser, at de samlede driftsomkostninger, altså omkostningskomponenterne efter bruttoresultatet, blev øget med 1,5 mia. kr., mens bruttoindtægterne kun steg 0,9 mia. kr. Det afspejler, at selskaberne over en bred kam har haft vanskeligt ved at vælte de stigende omkostninger videre til kunderne via højere salgspriser.
Gennemgangen af resultater fra de enkelte porteføljeselskaber viser – ikke overraskende – et meget uensartet billede. En stribe selskaber blev stærkt begunstiget under corona i 2020 og 2021, og de fik det betydeligt vanskeligere i 2022. Bl.a. de selskaber, som opererede inden for sundhed relateret til corona, opnåede ekstraordinært gode resultater. Mens der også var selskaber, som havde salg direkte til forbrugerne, som blev hårdt negativt ramt. Gennemgangen af de fem vindere og fem tabere blandt porteføljeselskaberne i dette tema (denne artikel) viser også, at danske kapitalfonde dominerede ejerskabet af de porteføljeselskaber, som har klaret sig godt, mens de ringeste performere i 2022 hovedsageligt er ejet af udenlandske kapitalfonde.
Dette billede kan skyldes tilfældigheder. Men det kan også afspejle, at de danske kapitalfonde over en bred kam går efter det mere sikre, men også at de danske kapitalfonde har et bedre kendskab til det danske marked, end de udenlandske ejerfonde har.
Artiklen fortsætter under grafikkerne
Generelt synes billedet også at være, at selskaber inden for traditionel industri og service har klaret sig bedre end gennemsnittet. Mens de mere ambitiøse forretningsmodeller, baseret på mange eller store opkøb for at konsolidere brancher eller at skabe helt nye netværk, har haft det vanskeligere.
Ud af de ti porteføljeselskaber med størst reduktioner i antallet af arbejdspladser er der kun fire ejet af danske kapitalfonde. Svenske EQT optræder to gange på denne liste, med ejerskab af henholdsvis Sapiens, der har skåret fra 93 ansatte i 2020 til 47 i 2022, og GlobalConnect, der har skåret fra 662 ansatte til 576 ansatte.
Den udenlandske kapitalfond Etex har skåret antallet af arbejdspladser med 39 pct. i Skamol, fra 422 til 258.
Den danske kapitalfond Axcel er to gange på ranglisten over de største jobtab, dels som ejer af Mountain Top, som har reduceret antallet af ansatte fra 206 til 163, og dels som ejer af Phase One, som dog kun har skåret 5 pct., fra 210 til 200 ansatte. Andre danske kapitalfonde på denne liste er VIA Equity med ejerskab af Mansoft og Catacap med ejerskab af Dafa.
Axcel har dog også en flot placering som den største jobskaber med en jobvækst i Vetgruppen fra 107 i 2020 til 328 ansatte i 2022. Kæden af dyrlæge-klinikker ekspanderer altså voldsomt, men selskabet har også forværret sit ebitda-underskud de seneste år. Blandt de ti største jobskabere er halvdelen af porteføljeselskaberne ejet af udenlandske kapitalfonde.
Næststørste jobskaber er modevirksomheden Les Deux, ejet af kapitalfonden Rôko, der på to år har øget medarbejderstaben fra 31 til 92. Ledelsen skriver, at ”Les Deux ApS er en mode- og livsstilsvirksomhed, hvis hovedaktivitet består i at sælge herre- og børnetøj (…). Med en høj dobbelt-cifret vækst i omsætning og forøgelse i forhold til foregående regnskabsår af det i forvejen solide overskud, har selskabet fastholdt en stærk økonomisk udvikling. Dette til trods for geopolitiske og globale økonomiske udfordringer, hvor høj inflation, stigende renteniveauer og valutakurspåvirkninger har påvirket markederne. Med evnen til konstant at navigere i eksterne udfordringer er det et konstant fokus for Les Deux at kunne tilpasse sig markedsvilkårene.”
Den internationale kapitalfond Verdane Capital optræ-der to gange på jobskaber-ranglisten: I selskabet Hobbii, der hovedsageligt online sælger garn til strik over hele verden, er medarbejderstaben øget til 265, mod 112 to år tidligere. Ifølge regnskabet har selskabet otte fysiske forretninger i Danmark og Tyskland.
Ledelsen skriver: ”Despite challenging global macroeconomic conditions, Hobbii achieved positive year-onyear growth in virtually all months of the 18-month fiscal year, with net revenue reaching DKK 835.9 million. The first six months saw a significant uplift in online sales during Covid lockdowns, while our physical retail stores experienced positive developments as shopping gradually returned to the physical space.”
I selskabet Danelec Electronic er antal ansatte øget fra 31 til 71. Selskabet, der beskriver sig sådan – ”We develop software solutions to improve safety, cost and performance of marine operations as a leading manufacturer of Voyage Data Recorders (VDR), Shaft Power Meters, and provider of IoT infrastructure and Ship Performance Monitoring solutions” – fordoblede ebitda-resultat, fra 41 mio. kr til 82 mio. kr. i regnskabsåret 2022/23.
Artiklen fortsætter under grafikkerne
Andre kapitalfonde på ranglisten over største jobskabere er de fire danske kapitalfonde, nemlig Polaris med to selskaber og desuden Gro Capital med Queue-IT og Industri Udvikling/Dansk Ejerkapital med porteføljeselskabet Effection, der også er med på toplisten over selskaber med største fremgang i ebitda.
De to polaris-selskaber er Audo, en møbel- og designvirksomhed, der også har leveret flot fremgang i ebitda (se næste artikel) og Link Logistics, der på to år har fordoblet antal ansatte fra 82 til 172. Selskabet, der beskæftiger sig med transport- og logistikløsninger, har over en toårig periode øget bruttoresultat, fra 60 mio. kr. til 132 mio. kr., og driftsoverskuddet til 42 mio. kr., mod 19 mio. kr. i 2020.
Om udsigterne for 2023 skriver ledelsen: ”In 2023, focus will be on optimizing the existing business, controlling cost, and executing our growth strategy. Alongside the integration of recently completed acquisitions and harvesting of synergies, we will pursue new relevant and value creating M&A opportunities. We expect to see growth within courier products from our two main customer segments – high end industrial as well as eCommerce customers across all markets, with strongest growth rates in Sweden and the US through the activity in the subsidiaries.”
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.