Selv om massiv økonomisk usikkerhed truer, har udenlandske venturefonde ikke trukket sig ud af det danske marked. Tværtimod. De danske startups er billigere for særligt amerikanske og britiske fonde, samtidig er store transaktioner som Googles milliardkøb af Wiz med til at pumpe frisk kapital ud til nye investeringer i danske startups, vurderer Christian Damgaard Tost, partner i People Ventures. Fagredaktør Peder Bjerge er dykket ned i venturemiljøets aktuelle finansieringsforhold
Trods handelskrig og truende økonomisk nedtur er der ingen tegn på, at udenlandske venturefonde har trukket sig ud af det danske marked. I årets første måneder var to tredjedele af alle kapitalrunder i mindre danske vækstvirksomheder gennemført med udenlandske fonde enten alene eller sammen med danske venturefonde. En tredjedel af de 24 kapitalrunder, som EIFO indtil nu har registeret for 2025, er med deltagelse af US- eller UK-fonde.
”I markedet er tommelfingerreglen, at danske selskaber er billige, mens UK er lidt dyrere, og i det amerikanske marked koster startups endnu mere,” siger Christian Damgaard Tost, partner i den danske ventureselskab People Ventures.
Der er ikke pålidelige opgørelser over forskellen i værdiansættelsen på danske og amerikanske selskaber, men en analyse for perioden 2013-2023 viser tydelig forskel på europæiske og amerikanske startups, hvor en værdiansættelse på en europæisk startup pre-seed i snit ligger på 1,4 mio. euro mod 3,8 for den amerikanske.
Grundlæggende er årsagen til prisforskellen på de danske kontra amerikanske startups, at sidstnævnte fra begyndelsen har formodningen for sig, at de med et enormt hjemmemarked kan skalere deres forretning globalt.
Danske startups skal omvendt vise, at de kan vokse ud over det hjemlige marked. Faktorer som adgang til kapital og konkurrencen trækker i samme retning. Alt det gør, at de prissættes billigere end f.eks. US- eller UK-selskaber, vurderer Tost.
Netop dette er med til at holde gang i det danske marked i en krise, hvor venturefondene har færre risikovillige midler at gøre godt med end i de hektiske år før 2022.
Jacob Bratting Pedersen, Managing Director, partner & Head of Tech Investments i EIFO, vurderer, at også det langt bedre exit-marked for amerikanske og britiske startups har betydning for, at priserne er højere på netop de markeder.
Præget af økonomisk usikkerhed
En tredje begrundelse er tillige, at der er langt mere risikovillig kapital i det amerikanske og de udenlandske markeder, der konkurrerer om disse startups, hvorfor udbud og efterspørgslen er med til at drive priserne op.
Ifølge Christian Damgaard Tost flyder der også meget kapital tilbage til markedet, når selskaber som f.eks. Wiz her i marts 2025 blev solgt til Google for 32 mia. USD., som er den største M&A transaktion til dato i 2025. Ifølge Pitchbook har investorerne skuffet i et marked præget af økonomisk usikkerhed som følge af Donald Trumps gøren og laden.
”Den store handel vil gavne det europæiske økosystem, da mange af medarbejderne i det solgte startup-selskab vil få privat kapital til at starte nye selskaber. Det vil også gavne de investorer, der har været inde i venture fondene med store exits. Og det vil i sidste ende give kapital til hele økosystemet,” siger han.
Selv forsøger People Venture at få udenlandske fonde med i deres kapitalrunder for at øge mulighederne for at deltage i attraktive opkøb af danske selskaber. I den sidste kapitaltilførsel på 22 mio. kr. til den danske AI-startup Pandektes er tyske Interface Capital med for at hjælpe selskabet ind på det tysktalende marked.
Ifølge Jacob Bratting Pedersen skal man blot se til Stockholm for at se en forskel i konkurrencen mellem venturefonde om de bedste startups. ”Det gør, at sigtekornet også bliver sat mod Danmark, fordi vi har mange interessante startups af en høj kvalitet,” siger han.
Adskiller sig internationalt
Samtidig skal man heller ikke underkende effekten af en afgørende dansk styrkeposition indenfor life science, mener Bratting Pedersen, hvor det danske marked nyder godt af det, der populært set kan kaldes ”Novo-effekten,” som Økonomisk Ugebrev tidligere har beskrevet.
”Det går bredere end bare det enkelte selskab, fordi vi altid har stået stærkt netop indenfor life science. Det er blot blevet endnu mere udtalt inden for de sidste år, hvad der er en af årsagerne til, at vi ser en meget stor interesse fra udenlandske investorer.,” siger Jacob Bratting Pedersen.
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.