Alle aktørerne omkring First North har et medansvar for den dårlige udvikling, lyder det fra EIFO, der håber at skabe succeshistorier ved at trække solide venture-ejede vækstselskaber på børsen. Og så skal en ny growth fund sikre, at de potentielle unicorns ikke søger til udlandet for at hente vækstkapital. Fagredaktør Carsten Steno har interviewet EIFO’s investeringsdirektør.
Siden 2017 har 33 af de 37 virksomheder, der er blevet noteret på First North i København, ikke leveret de afkastmål, de har lovet investorerne. For tiden er en lang række af selskaberne nødlidende, og afnoteringerne står i kø.
Det er en udvikling, som selvsagt ikke er prangende, og som aktørerne omkring First North ikke kan være tilfredse med, erkender investeringsdirektør i EIFO (Fusionen af Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond) Erik Balck Sørensen.
Selv har EIFO investeret direkte i tre af selskaberne, andre har fået lån, og desuden er EIFO engapgeret via en investering på 100 mio. kr. i investeringsforeningen Small Cap Danske Aktier KL, en fond i BankInvest-regi, der har investeret betydeligt i selskaber på First North.
”Vi har alle et medansvar. Ikke mindst selskaberne selv. Men også de rådgivere, der er i markedet, samt Nasdaq, for at få rettet op på kvaliteten,” siger Erik Balck Sørensen.
”Der er for mange selskaber, som aldrig skulle have været børsnoteret. De har ikke haft kvaliteten til det. Vi er blevet præsenteret for mange af selskaberne og har kunnet konstatere, at flere dem forgæves har forsøgt at rejse kapital i det private marked for siden at gå vækstbørsvejen. Men det skulle have været omvendt. Vi skulle jo have haft selskaber på børsen, der havde skaffet privat kapital og i næste fase ønskede at gå bredere ud. Som det er nu, får vi ingen nye noteringer, og det var jo ikke meningen.”
Men alligevel har I selv investeret i First North-selskaber og givet lån til flere af dem. Hår I forsøgt at holde en hånd under dem?
”Nej, det kan man ikke sige. Men vi har haft en målsætning om at få den del af kapitalmarkedet til at fungere. I den forbindelse har vi gjort en indsats. F.eks. ved at være med til at skabe institutionelle investorer som BankInvest. Der har også været selskaber, der på lånetidspunktet så ud til at være i stand til at servicere en gæld. Men i øvrigt tror jeg ikke, man skal blande corona-lån ind i det her. Det var en særlig opgave, vi fik pålagt i forbindelse med at holde kapitalmarkedet åbent under pandemien.”
Hvordan kommer First North på fode igen?
”Det handler grundlæggende om professionalisering. De selskaber, som vil på vækstbørsen, skal gennemgå en grundig selvevaluering. Vi har samarbejdet med Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder om en guide hertil. Desuden skal vi have certificerede rådgivere, som guider virksomhederne – også til at afstå fra en børsnotering, hvis de ikke har kvaliteten. Nasdaq kan også spille en rolle, selvom de som markedsplatform selv mener, de har svært ved at gribe ind.”
Men det har vi hørt i mange år?
”Som jeg ser det nu, kunne det måske være vejen frem at få nogle af de mere solide vækstcases, som vi har i danske ventureselskaber, noteret på vækstbørsen, så vi fik nogle gode historier til at understøtte de succeser, der trods alt også har været. Det er nok ikke let, for de bedste selskaber kan også finde vækstkapital på anden vis. Men vi må prøve.”
Kan venturefondene spille en rolle ved skabelsen af en mere succesfuld vækstbørs?
”En mulighed kunne også være at få solide vækstvirksomheder fra danske ventureselskaber noteret på Nasdaq Small Cap, altså på hovedbørsen, og på den måde skabe nogle succeser, som på længere sigt også kan skabe en tro på en vækstbørs. Det må aktørerne omkring markedet arbejde sammen om. For det er en kendsgerning, at velkørende danske vækstvirksomheder mangler muligheder i Danmark for vækstkapital, når de nået et godt stykke af vejen på deres udviklingsrejse. De må henvende sig i USA og andre steder. Det er ikke nødvendigvis et problem for selskaberne, men set fra et dansk synspunkt mister vi nogle muligheder.”
Selv arbejder EIFO for etablere en growth fund, der kan tilføre stærke danske vækstvirksomheder vækstkapital, når de skal ekspandere globalt.
”Det er en opgave, vi håber at få løst i 2024, selvom det ikke er let. For det er store beløb, der skal rejses. Vi taler ofte om, at en vækstvirksomhed skal tilføres kapital i størrelsesordenen 500 mio. kr. for at slå igennem globalt. Og så forslår et par milliarder jo ikke så meget.”
Carsten Steno
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.