First North-selskabet Hydract blev ved noteringen på First North børsen for to år siden betragtet som et af de mest perspektivrige nye vækstselskaber på den danske vækstbørs. Efter tilførsel af 35 mio. kr. havde selskabet en børsværdi på 100 mio. kr. Nu er selskabets pengekasse tæt på at løbe tør. ”Selskabet har kun penge til ultimo maj måned 2023,” skriver ledelsen. Altså ca. to uger endnu.
First North selskabet Hydract blev en kæmpe succes ved børsnoteringen for to år siden, bl.a. på bagkant af historien om, at selskabet var fast leverandør af ventiler til Carlsberg. Perspektiverne var altså store, og der blev tegnet billedet af et kæmpemarked forude. Men sådan er det ikke gået: Efter en omsætning på 7 mio. kr. i 2021 faldt salget sidste år til magre 1,6 mio. kr. Resultatet før skat dykkede fra minus 6 mio. kr. i 2021 til minus 13 mio. kr. sidste år.
Og nu er pengekassen altså tom. Selskabets ledelse har i over et halvt år søgt at finde investorer til at bakke op med ny kapital. Og der er antageligt også på det seneste søgt efter industrielle partnere, der kunne overtage selskabet. Men det er nok ikke så let at få en salgspris ud af en partner, der modsvarer børsværdien på aktuelt 49 mio. kr.
LEDER EFTER KØBER
Ledelsen skriver direkte i en børsmeddelelse, at ”den finansielle situation for Hydract A/S er udfordret og selskabet har (tidligere) indikeret, at selskabet kun har penge til ultimo maj måned 2023. Årsregnskabet indeholder i lyset af kapitaludfordringerne væsentlige usikkerheder vedr. fortsat drift, hvilket også er med i revisionspåtegningen. Hydract A/S har tidligere på året igangsat en M&A proces og forventer at kunne løse selskabets kapitaludfordringer inden ultimo maj 2023.”
Skal man tage ordlyden for pålydende, har selskabet altså godt to uger til at finde en løsning, før pengekassen er tom. Og det er efter, at man har arbejdet et halvt år på at finde en løsning med enten ny kapital eller en parter, herunder antageligt et helt eller delvist frasalg.
Spørgsmålet er, hvor mange penge selskabet egentlig er værd i dag, og med den meget pressede tid til deadline har ledelsen næppe en særlig god forhandlingssituation.
I en kommentar til situationen siger CEO Peter Espersen til Økonomisk Ugebrev: ”Hydracts ledelse arbejder med åbent sind på at finde finansielle løsninger, som kan sikre den fortsatte drift til gavn for Hydract og for Hydracts aktionærer. Alt imens fortsætter salgsarbejdet uanfægtet indenfor bryggeriindustrien og andre industrier. Fødevareproducenter i ind- og udland anerkender de unikke fordele ved Hydracts teknologi, og flere af dem arbejder på at introducere Hydract på helt konkrete projekter. Vi må dog konstatere, at kundernes beslutningsprocesser har taget længere tid, end Hydract har haft likviditet til. Det er vores forventning, at vi sammen med nye investorer snart kan betrygge kunderne i, at Hydract er i stand til at udvikle forretningen i den takt, som potentialet berettiger til.”
Hvis selskabet besidder en unik teknologi og/eller faste leveringsaftaler med store bryggerier, burde der være en vej frem for ledelsen, bl.a. med et frasalg eller et tæt partnerskab. Begge dele synes dog tvivlsomme:
For det første viser sidste års salg på kun halvanden mio. kr., at det er meget vanskeligt for selskabet at hente nye ordrer. Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger handler det bl.a. om, at bryggerier forventer serviceaftaler med leverandører af bl.a. ventiler, og hvis leverandøren er økonomisk usikker eller sårbar, holder de fleste nye kunder sig tilbage.
EN GRAD AF OPTIMISME
For det andet er det et stort spørgsmål, om Hydracts produkter indeholder den fornødne uniqueness, som antageligt vil være et krav fra nye kunder for at gå med ombord. Ledelsen oplyste i forbindelse med årsrapporten, at ”Selskabet har gennemført den lovede udvikling af eget produktprogram, og står derfor efter 2022 med et produktprogram, der er mindst lige så stærkt som vores konkurrenter.”
Formuleringen kan være en indikation om, at det er op ad bakke for selskabet. Der synes dog fortsat at være en betydelig grad af optimisme omkring de fremtidige salgsmuligheder. I de udmeldte årsforventninger for 2023 ses et salg på 15-18 mio. kr. og et resultat før skat på minus 5 til 8 mio. kr. I 2024 ses en fordobling af salget i forhold til 2023.
I forbindelse med aflæggelse af årsregnskabet den 24. april oplyste ledelsen, at ”på nuværende tidspunkt er selskabet i dialog med flere nuværende og potentielle investorer samt kreditinstitutter om at fremskaffe den nødvendige likviditet.”
Morten W. Langer