De bedste danske kapitalfonde kan stadig rejse penge i et svært marked. Andre sakker bagud. Enten fordi de har præsteret dårligt, eller fordi de har brug for nye penge hurtigere end ventet efter succesfulde exits, skriver fagredaktør Carsten Steno i denne kortlægning.
Et sandt udskilningsløb om at rejse nye fonde er brudt ud mellem de danske kapitalfonde.
Mens de bedste og mest populære kapitalfonde har rejst ny kapital så sent som i år, på trods at stigende renter, investorskepsis og nye alternative investeringsmuligheder for pensionskasser i form af bl.a. obligationer med god rente, sakker andre bagud
Det fremgår af en oversigt over kapital-runder blandt danske kapitalfonde, som ØU Finans har udarbejdet.
To af de mest succesfyldte kapitalfonde, Capidea og Via Equity, har rejst i alt knap 3 mia. kr. i år. Pengene kommer bl.a. fra prominente udenlandske investorer som J. P. Morgen og Rotchild. To små fonde, Jysk-Fynsk og Vækstpartnerkapital, har ligeledes fået nye penge, især fra familiekontorer og enkeltinvestorer. Og sidst i 2022 rejste Gro Capital, der udelukkende investerer i softwarevirksomheder, hele 4,5 mia. kr. Også her er der mange udenlandske investorer.
Købere nok, men de mangler lån
Derimod kniber det for den mellemstore fond Catacap at komme i mål med sin tredje fond. Her er lukning af kapitalrejsning til den nye fond udskudt til årets udgang – ifølge partner Wilhelm Hahn Petersen fordi markedet er lidt trægt i øjeblikket. Yderligere har Catacap udskudt salget af virksomheden TP Aero Space – angiveligt, fordi den ellers velkørende virksomhed ikke kan sælges til priser, der modsvarer Catacaps aktuelle forventninger. Der er nok købere, men de kan ikke låne så mange penge som tidligere.
Danske Ejerkapital (tidligere Industri-Udvikling) rejste sin seneste fond i 2019 og har siden foretaget 11 investeringer. Fonden nærmer sig fuldtegning, men der er endnu ikke meldt noget ud om en ny fond.
Helt galt står det til i Maj Invest Private Equity, hvis seneste fond helt tilbage fra 2016 er fuldt investeret. Ifølge årsberetningen er en sjette fond under etablering, men endnu ikke tegnet.
Maj Invest Private Equity er ikke alene oppe imod makrofaktorer, men har også flere problematiske selskaber i sin portefølje. Det gælder først og fremmest restaurantkæden Sticks & Sushi, der forgæves er søgt solgt. Men også Genan (genbrugs-bildæk), der er kommet ud af 2022 med et driftstab på 3 mio. kr., og fødevareproducenten Good Food Group (underskud i 2022 på 59 mio. kr.) volder Maj Invest problemer.
Dertil kommer, at partnerkredsen er relativt ny og uerfaren, efter at de to erfarne partnere Erik Holm og Per Høholt har forladt kapitalfonden.
I forhold til de øvrige kapitalfonde tegner der sig et broget billede. Polaris investerer fra en relativt ny fond og har stadig tørt krudt. Det samme gælder Blue Equity, mens Axcel i raskt tempo har investeret i bl.a. software-virksomheder fra sin fond 6, hvorfor det formentlig inden så længe bliver nødvendigt med en ny fond.
Rober Spliid, ekspert i kapitalfonde og ekstern lektor på CBS, peger på, at de store renteforhøjelser ikke specifikt burde stå i vejen for ny kapital til kapitalfonde.
”Bankerne har masser af likviditet, og derfor vil de også stadig låne penge ud til virksomhedskøb. Samtidig vil priserne på virksomheder jo falde i kraft af rentestigningen, så der er stadig gode penge i at investere i kapitalfonde,” siger Robert Spliid.
”De kapitalfonde, der har svært ved at rejse penge lige nu, kan ikke skyde skylden på makrofaktorer. De har enten haft for dårlige resultater, eller også spiller udskiftninger i partnerkredsen eller andre enkeltfaktorer ind,” tilføjer han.
Carsten Steno
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.