Ugly Duckling rejste 152 mio. kr. til ny fond, netop da krisen for alvor satte ind. Partnerne ser muligheder for at få langt mere for deres kapital, da startups nu er prissat markant lavere end før, skriver fagredaktør Peder Bjerge i denne status for venturebranchen.
”Hele venturemarkedet er forfrossent lige nu.”
Rune Hven-Jensen, partner i Ugly Duckling Ventures, en af de nyeste aktører på det danske venturemarked, medgiver gerne, at han og medpartneren Andreas Green Rasmussen kom ind på markedet netop, som nedturen begyndte.
”Vi er nok en af de nyeste venturefonde i det danske økosystem. Vi begyndte at rejse penge i slut-2021, da markedet var allervarmest, og vi sluttede vores fundraising i marts måned i 2023. Så vi fik også nedturen med.”
Alligevel har de to tidligere iværksættere formået at rejse godt 152 mio. kr. til en venturefond, der netop har investeret godt 3,75 mio. kr. i den danske startup Unioo med mulighed for, at der kommer yderligere knap 900.000 kr. fra en strategisk investor, som endnu ikke er fundet.
”Hvis man ser på markedet lige nu, er det bare endnu et argument for, at bankerne investerer i software, der, som Unioo, kan spare dem penge ved at gøre det nemmere at håndtere foreninger som kunder,” siger Rune Hven-Jensen.
Han ser netop Unioo som et godt eksempel på den type startups, som har gode chancer for at gøre det godt trods krisen. Ikke alene er der en god business-case for det danske marked, der er også et potentiale for at udvide til andre nordiske lande med yderligere kapital i en næste kapitalrunde, enten sammen med andre eller alene.
”Hvis der ikke er investorer til dette, løfter vi den opgave selv,” siger Rune Hven-Jensen. Han fremhæver, at strategien er, at 25 pct. af Ugly Duckling Ventures fond er afsat til de første investeringer, mens resten er afsat til de selskaber, der viser sig at have det rigtige potentiale for vækst.
”Tidligere var der mere fokus på, at startups skulle blive store på omsætning. I dag har fokus rettet sig mere mod, at de også skal kunne bygge en rentabel forretning. Her passer Unioo godt ind, fordi de har vist, at de kan tjene penge. Det betyder, at de ikke er afhængige af at skulle have flere penge i overmorgen,” siger Rune Hven-Jensen.
I det hele taget er nåleøjet for at hente kapital blevet smallere.
”Som investor og en forholdsvis ny fond synes jeg, at det er et fantastisk marked på den måde at forstå, at jeg får lov at investere til meget lavere værdisætninger, end hvad jeg ville kunne for to år siden. Og jeg har et fondsperspektiv, der hedder otte til ti år. Jeg og rigtig mange investorer tror på, at de investeringer, der bliver gjort under eller på bagkant af en krise, kan vise sig at blive de helt store vindere,” siger Rune Hven-Jensen. Han mener, risikoen for, at vurderingerne falder yderligere, er begrænset.
Ifølge Jimmy Fussing Nielsen, næstformand i Aktive Ejere og medstifter af ventureselskabet Heartcore Capital, er aktivitetsniveauet lavere end tidligere på det danske marked. Og han forventer, at det bliver endnu lavere.
Ser man på EIFO’s egne opgørelser over kapitalrunder, blev der fra august til marts i snit investeret ca. 555 mio. kr. pr. måned, mens gennemsnittet for perioden i 2021 var knap 1,4 mia. kr. pr. måned.
”Ændringen betyder, at det bliver sværere at rejse penge til nye fonde. Så generelt holdes der på pengene for at få dem til at holde længere. Jeg ville nok ikke kalde det en krise men en normalisering, fordi 2020 og 2021 var atypiske, i hvert fald for tech-startups,” siger han.
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.