Opsamling og lagring af CO2, også kaldet Carbon Capture and Storage (CCS), er ifølge FN’s klimapanel en vigtig del af løsningen på klimaforandringerne. Teknologien spiller også en rolle i den danske regerings klimaplaner. Analyser viser dog, at CCS er væsentligt dyrere end forventet. Samtidig er teknologien langt vanskeligere at standardisere og masseproducere end eksempelvis solenergi og der er ingen prisrevolution i sigte. CCS ender derved i et økonomisk dilemma: Enten risikerer teknologien at svække selskabers konkurrenceevne i form af høje CO2-skatter eller også vil den koste statskassen milliarder, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne artikel.
Hvis Danmark skal nå 2030-målet om at reducere udledningen af drivhusgas med 70 procent i forhold til 1990, skal CCS bidrage til reduktionerne. Ifølge den grønne tænketank CONCITO skal teknologien stå for omkring 2 procentpoint af den samlede CO2-reduktion, svarende til 1,3 millioner ton. På den længere bane, frem mod 2050, er der ifølge tænketanken behov for at fjerne endnu mere CO2 fra atmosfæren, op mod 8 millioner ton årligt. Her kan fangst og lagring spille en vigtig rolle.
Der er dog et problem: CONCITO vurderer, at hvert ton fanget og lagret CO2 koster op mod 2.700 kroner, hvilket er dobbelt så meget som en tidligere vurdering fra staten – her var prisen op mod 1.300 kroner pr. ton. Hvis alle 8 millioner ton skulle fanges og lagres til 2.700 kroner pr. ton, ville de årlige omkostninger løbe op i 21,6 milliarder kroner – omtrent samme beløb som Danmarks otte universiteter får i statstilskud om året.*
Der er kun to steder at hente pengene: Statskassen og selskaberne. Modsat andre grønne teknologier er der nemlig ingen direkte forretningsmæssige gevinster ved CCS. Hvis en virksomhed investerer i solceller til fabrikstaget, sænker den klimaaftrykket, men den får også billig energi. CCS er derimod som udgangspunkt en ekstraudgift, som enten skal finansieres gennem statsstøtte eller CO2-skatter, som risikerer at forringe selskabernes konkurrenceevne.
Ifølge Joachim Peter Tilsted, økonom og forsker ved Københavns Universitet, er det vigtigt at betragte CCS som en ekstraomkostning, der ikke kan blive billigere end udgangspunktet: ”Du har en proces, der udleder drivhusgasser, og så udbygger du den. Det står i kontrast til at bygge processer, der ikke udleder drivhusgasser såsom vedvarende energiteknologier. Disse slår deres fossile konkurrenter på pris i dag, selvom de ikke gjorde det til at starte med. Det kan CCS ikke komme til.”
Og det er ikke det eneste problem. Ifølge Joachim Peter Tilsted er CCS også langt mere kompleks og vanskeligere at skalere end vedvarende energi. Som det fremgår af nedenstående figur, kræver CCS en kæde af anlæg og infrastruktur, hvor alle led koster.
Ifølge Joachim Peter Tilsted har flere danske forskere advaret mod, at CCS risikerer at forsinke den grønne omstilling ved at forlænge levetiden for fossile aktiviteter – og derved få os til at udskyde eller undlade at forfølge andre klimatiltag.**
”Det vil sige, at vi holder igen med anden klimapolitik, fordi vi kan henvise til CCS som en måde hvorpå vi kan nå danske klimamål,” siger Joachim Peter Tilsted og påpeger, at det derfor er vigtigt at opstille klare principper for udfasning af fossile brændsler.
Også internationalt er der problemer. Ifølge en analyse offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications i 2024 viser klimascenarier fra FN’s klimapanel, at der omkring 2050 skal lagres 6 milliarder ton CO2 årligt i undergrunden for at begrænse den globale temperaturstigning til højst 2 grader. Det svarer til omkring 14 procent af verdens nuværende årlige CO2-udledning.
Forskerne vurderer selv, at lagring af 5-6 milliarder ton CO2 årligt kan være realistisk i 2050. Det forudsætter dog meget høje årlige vækstrater i lagringsindustrien, helt op mod 20-25 procent. Samtidig tager beregningerne ikke højde for alle de økonomiske og praktiske udfordringer ved at etablere den nødvendige CCS-infrastruktur.
To undersøgende journalister, Katie Worth og Lucas Waldron, fra det prisbelønnede amerikanske medie ProPublica har for nylig kigget nærmere på tallene og konkluderer, at det er urealistisk at fange og lagre så store mængder CO2. Selv hvis vi ser bort fra fangst og transport, som bestemt udgør enorme udfordringer, så udgør spørgsmålet om lagring en nærmest uoverstigelig udfordring.
Ifølge Worth og Waldron har blot 12 store geologiske lagringsprojekter forsøgt at lagre CO2 permanent i undergrunden. Men hvis CCS skal fungere i det nødvendige omfang, vil der være behov for mere end 2.000 lagringssteder af samme størrelse. Det betyder, at der hver fjerde dag frem mod 2050 skal åbnes et nyt stort lagringssted et sted i verden. Læg dertil, at hvert enkelt lagringssted kræver flere års undersøgelser og teknisk forberedelse, før det kan tages i brug.
Alene i det lys – og der er mange andre tekniske udfordringer, herunder udbygning af flere hundrede tusind kilometer rørledninger til CO2-transport – forekommer lagring af 6 milliarder ton CO2 hvert år som ekstremt optimistisk og vanvittig dyrt.
* CONCITOs vurdering af behovet for 1,3 millioner ton CO2-fangst og -lagring i 2030 omfatter alene energi- og forsyningssektoren. Yderligere fangst og lagring kan desuden blive nødvendigt i tung industri. CONCITO vurderer desuden, at omkostningerne ved CCS kan reduceres, blandt andet gennem fælles infrastruktur, ændrede udbudsbetingelser og større statslig involvering. Flere af forslagene handler dog om finansiering og fordeling af risiko snarere end teknologiske prisfald. CONCITO oplyser ikke, hvor meget selve CCS-teknologien kan forventes at falde i pris.
**Joachim Peter Tilsted henviser blandt andet til forskning publiceret af Inge-Merete Hougaard og Kirstine Lund Christiansen.
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
