Med mindre 2025 overrasker alle med et rekordår for tilførsel af risikovillig kapital til nye venturefonde, vil der mangle penge til biotech-startups i løbet af i år, advarer erfaren venturemand. Lige nu er kapitalen i de gamle fonde med kapital rejst i de gode år ved at være opbrugt. Det danske marked er dog mindre hårdt ramt, da bl.a. Novo Nordisk deltager i store finansieringsrunder, skriver fagredaktør Peder K. Bjerge.
Trods de seneste års økonomisk afmatning synes alt rosenrødt, når det gælder strømmen af venture-millioner til danske startups inden for segmenterne life science, biotech og healthtech. Trods den økonomiske usikkerhed synes der at være rigelig kapital.
Alene de sidste tre måneder er en tredjedel, 11 ud af 32, af alle kapitalrunderne gået til netop den type startups, hvor to af den dem – til Orbis Medicines og Antag Therapeutics – har været på over en halv milliard kr., viser EIFOs seneste opgørelse af ventureinvesteringer i danske startups.
Men det rosenrøde billede bliver mere gråt i gråt, eller endog ligefrem sort – når man begynder at kratte lidt i overfladen. Startups indenfor disse segmenter vil nemlig snart stå overfor at mangle risikovillig kapital og investorer, vurderer Søren Lemonius, managing general partner i Sunstone Life Science Venture, der har mange års erfaring og speciale i netop dette markedssegment.
”Vi står overfor et interessant dilemma. På den ene side er markedet for biotech præget af, at det er svært at finde investorer og få projekterne i luften. På den anden side viser tallene, at sidste år var et godt år for biotech med mange projekter med store finansieringsrunder til danske biotech-virksomheder,” siger han.
Selv om de to trends på overfladen synes uforenelige, er det ikke tilfældet, hvis man ser lidt nærmere på udviklingen.
”De finansieringsrunder, vi ser lige nu, er resultater af de fonde, der er rejst de sidste tre til fem år. 2021 og 2022 var nogle af de største år for at rejse penge til den type startups. I ’21 blev der startet et historisk stort antal fonde i Europa,” siger Lemonius.
”Til gengæld var antallet af nye fonde, der blev rejst penge til sidste år, meget lavt. Der er tale om få men store fonde. De biotech selskaber, vi taler med, er pressede, fordi der er færre fonde og mindre interesse for at investere. Det, vi hører fra vores selskaber, er, at markedet er ved at blive delt i dem, der kan få penge og dem, der ikke kan,” tilføjer han.
Opstår et hul i markedet
Hvis ikke fondene rejst i gode år bliver fornyet med ny risikovillig kapital, vil markedet blive ramt af en nedtur.
”De fonde, som skulle være fornyet i 2022 og 2023, blev det ikke. Det mest sandsynlige er, at vi kommer til at stå overfor en signifikant bølgedal. I Sunstone havde vi f.eks. håbet at kunne rejse penge til en ny fond sidste år. Men det kommer tidligst til at ske i år. Den samme udvikling ser vi i resten af markedet, siger Lemonius.
”Enten indhenter vi i 2025 al den kapital, vi ikke har fået de tre seneste år, eller også får vi et finansieringshul. Og skal vi indhente det hul, kræver det tæt på et rekordår på linje med 2021. Med det geopolitiske og finansielle scenarie vi står overfor, er det meget svært at tro på. Det kan måske godt udvikle sig til et ok år. Men jeg vurderer ikke, at vi kommer til at se et rekordår,” siger Søren Lemonius.
Lige som den samlede danske samfundsøkonomi nyder godt af Novo Nordisks vækst på verdensmarkedet, holder de store etablerede medicinalgiganter hånden under de danske startups indenfor biotech og life science.
Ikke alene er de med til at skabe en fødekæde af nye startups, de er også afgørende for en stor del af kapitaltilførslen til disse. Søren Lemonius fremhæver, at det danske marked indtil nu har nydt godt af særligt Novo Nordisk og Lundbeckfonden, der står bag en række store kapitaltilførsler.
Blandt andet var Novo Holdings med i de to konsortier, der stod bag de to største kapitaltilførsler i årets første tre måneder. Dette har kompenseret for, at det danske marked generelt har meget få specialiserede venturefonde indenfor biotech og healthtech.
”Hvis ikke de havde involveret sig i markedet, havde det godt nok set meget skidt ud for dansk biotech.”
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.