EU-kommissionen lægger i et forslag op til et opgør med short-termism, som de anser for en af de største barrierer for at indfri både klima- og verdensmål. EU vil gøre sine klimamål om bl.a. CO2-neutralitet i 2050 til et obligatorisk bestyrelsesansvar og lovmæssigt sikre langsigtede ledelsesbeslutninger og investeringer.
Afslutningen på første lovrunde i handlingsplanen for Sustainable Finance er begyndt. Skytset er rettet mod bl.a. at begrænse muligheden for kortsigtede finansielle beslutninger og incitamentsordninger, samt at sætte restriktioner på udbyttebetalinger.
EU-Kommissionen ligger ikke på den lade side, når det gælder forslag til nye regler for bæredygtig finansiering under handlingsplanen for ’Sustainable Finance’. Næste lovrunde har fokus på at indfange bæredygtighed i bestemmelserne om corporate governance for at sikre ensartethed på tværs af EU-landene.
Topledelsers muligheder for at handle efter kortsigtede finansielle hensyn uden fokus på klima og andre ESG-faktorer skal begrænses, mener EU-Kommissionen.
Forslaget, ” Sustainable Corporate Governance ” er også starten på afslutningen af den første lovbølge om bæredygtig finansiering.
Først vedtog EU klassifikationssystemet for bæredygtige aktiver (taksonomien) samt krav til oplysninger om bæredygtighed og ESG-risici i investeringsprodukter.
I efteråret forventes direktivet om ikke-finansiel rapportering for virksomheder at blive opdateret således, at børsnoterede virksomheder rapporterer i overensstemmelse med kravene til investorerne. Nu er turen så kommet til at sikre forankringen på topledelse- og bestyrelsesniveau.
Dem, der læser dybere ind i forslaget, finder, at EU-kommissionen er meget bevidste om at gøre op med traditionen om, at bæredygtighed er en frivillig sag. ”Især skal det bestemmes, hvilke spørgsmål der skal fastlægges i lovgivningen, og hvilke spørgsmål der hellere skal have plads i supplerende vejledninger”, skriver Kommissionen.
EU-Kommissionen lægger dermed op til at stramme governancekravene og løfte nye elemeter til konkret bindende lovgivning.
For EU går hele øvelsen ud på at få alle elementer i lovpakken til at hænge sammen, så vilkårligheden og relativismen i bæredygtige initiativer vejes og måles på en ensartet måde. Altså nogenlunde på samme måde, som man i dag anskuer bestyrelsens finansielle ansvar og pligter overfor aktionærer og ejere.
Er man i tvivl om alvoren, og måske har mistet orienteringen i EU’s mange informationer om reformprogrammet for bæredygtig finansiering, skal man blot genkalde de overordnede politiske målsætninger. EU vil sikre, at private investeringer for omkring 177 milliarder euro (en billion tre hundrede sytten milliarder danske kroner) inden 2030 allokeres mod bæredygtige aktiver (iht. taksonomien).
Investeringsmålene følges af målsætninger om at styre finansielle ESG-risici samt sikre gennemsigtighed og langsigtede interesser i finansielle og økonomiske ledelsesbeslutninger – herunder etablering af værn med korsigtede incitamenter. I EU-Kommissionens første overvejelser, der allerede er sendt i høringsrunde, fremgår det nemlig, at EU-Kommissionen pønser på et opgør med ’ short-termism” på de finansielle markeder.
Kommissionen opfatter mulighederne for prioritering af kortsigtede gevinster som en meget stor barriere for at komme i mål med EU’s klimamål, som bl.a. dikterer at EU skal være CO2-neutral i 2050. Men også FN’s 17 verdensmål og EU’s Green Deal opstiller ambitiøse krav, der er betinget af, at investeringerne flyder i en lind strøm mod bæredygtige aktiver.
Kommissionen konstaterer, at ”kortsigtet fokus i topchefers vederlag og incitamentsordninger, som afhænger af aktieudviklingen og virksomhedernes indtjeningsstrømme, betyder ofte faldende investeringer.”
”Short-termism kan også bidrage til indkomstuligheder, da kortvarighed skaber pres for at nedprioritere lønninger og ansatte får ofte ikke fordel af aktionærudbetalinger”, hedder det.
Med andre ord har EU-kommissionen lagt op til betydelige stramninger i reglerne om bestyrelsesansvar for EU’s bæredygtige mål.
Hidtil har den europæiske finanslobby være meget aktive i forsøget på at begrænse reguleringen på området. Det er forventeligt, at den finansielle sektor også her vil stejle ligesom erhvervslivets interesseorganisationer formentlig vil kæmpe hårdt for, at Kommissionens ideer ikke finder vej til direktiver og forordninger.
Joachim Kattrup
