ØU Tema om finanssektorens klimaresultater: I anledning af Parisaftalens 10-års jubilæum sætter Økonomisk Ugebrev i en række interview spot på finanssektorens arbejde med klima og grøn omstilling de seneste ti år. Ifølge Anders Schelde, investeringsdirektør i AkademikerPension, består pensionssektorens vigtigste bidrag i at bygge grøn infrastruktur. Han mener dog også, at eksklusion af fossile selskaber kan presse aktiekursen og skabe bekymring i bestyrelsen, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne anden artikel i serien om finanssektorens klimaresultater.
I 2015 indgik regeringsledere fra det meste af verden en klimaaftale i Paris, der skulle knække CO2-kurven og sparke gang i en massiv grøn investeringsbølge. Ifølge Anders Schelde, investeringsdirektør i AkademikerPension, var det på det tidspunkt gået op for de fleste, at klimaforandringerne var et reelt problem – hvad der skulle gøres, var dog mindre klart.
”I 2016 besluttede vores bestyrelse at skrive ind i investeringspolitikken, at vi skal overholde Parisaftalen. Den nye politik var imidlertid nemmere at formulere end at implementere. Jeg kom til året efter, og det blev min opgave at eksekvere på det. Jeg må indrømme, at jeg ikke anede, hvad vi skulle gøre,” siger Anders Schelde.
”I starten var fokus først og fremmest fokus på fossile selskaber og de risici, de udgjorde. Siden formulerede vi mål for grønne investeringer, udviklede klimadata samt strategier for aktivt ejerskab, der sigtede mod at omstille højtudledende selskaber i en mere grøn retning. I dag har vi meget bedre greb om klimaproblematikken. Men i starten fægtede vi lidt i blinde, det gør vi ikke længere. Så vi er kommet langt, uden dog overhovedet at være i mål.”
AkademikerPension har en af branchens mest vidtgående eksklusionspolitikker og har blandt andet ekskluderet alle fossile selskaber fra investeringsporteføljen. Ifølge kritikerne gør sortlistning af fossile selskaber imidlertid ikke verden grønnere – så hvorfor gøre det?
”Hvis vi som de eneste sælger en aktie, så gør det ikke en forskel. Men hvis mange går den vej, så kan eksklusion udøve et pres på aktiekursen – og det sker faktisk. Så vidt jeg kan se, er der nemlig sket en afkobling mellem de fossile aktiers kursudvikling og deres underliggende fundamentals. De performer simpelthen dårligere, end de burde, også når aktierne stiger,” siger Anders Schelde.
Han peger også på en anden effekt: ”Min erfaring er, at bestyrelser bekymrer sig om sortlistning – og truslen herom – og at det har en effekt på deres adfærd. Eksklusion kan således godt være effektfuld. Også selvom det ikke har en direkte effekt på kursen, fordi det påvirker bestyrelsen og derigennem selskabets adfærd og strategi.”
Anders Schelde understreger, at AkademikerPension også bruger eksklusion som et værktøj til at skærme sig mod den finansielle risiko, som fossile selskaber udgør, og at det var den væsentligste og udløsende faktor for AkademikerPensions brede sortlistning af det fossile.
ØU: En anden kritik af eksklusion af fossile selskaber og andre kontroversielle selskaber går på, at lange eksklusionslister koster på afkastet – koster jeres eksklusionspolitik på afkastet?
”Matematisk set er det korrekt, at eksklusioner begrænser mulighedsrummet og dermed afkastet. Men i virkelighedens verden er effekten ubetydelig. MSCI World indeholder over 2.600 aktier – og køber du blot halvdelen af dem tilfældigt udvalgt, så kan du være ret sikker på at følge indekset 99,9 procent. Så mange eksklusioner i sig selv er ikke et problem, så længe de ikke er systematiske,” siger Anders Schelde.
Han påpeger, at det forholder sig anderledes, hvis det er hele sektorer, der udelukkes fra investeringsuniverset, for her er der systematisk sammenhæng i selskabernes kursudvikling. AkademikerPension ekskluderer i øjeblikket tre sektorer: Tobak, kontroversielle våben og fossile brændsler. Men når der er tale om sektoreksklusioner, så vurderes afkasteffekten ifølge Anders Schelde altid nøje.
”Vores politik er helt klar: Sektormæssige eksklusioner skal besluttes af bestyrelsen og kan kun ske, hvis det har neutral eller positiv effekt på afkast,” siger Anders Schelde.
Han understreger, at tingene kan ændre sig – og at AkademikerPension løbende vurderer sektoreksklusioners afkastmæssige konsekvenser. For nuværende anses sortlistning af tobak som værende helt uproblematisk, da det er en forholdsvis lille sektor uden store fremtidsudsigter.
”Vi er også forholdsvis trygge ved, at eksklusion af den fossile sektor ikke har negativ effekt på afkastet. Det kan dog have stor effekt fra år til år, men det langsigtede risikobillede for det fossile er intakt, vurderer vi. I forhold til udelukkelse af kontroversielle våben, er vi mere usikre givet den nye sikkerhedspolitiske situation – her har vi mistet lidt afkast de seneste par år, men inden da var der dog årtier, hvor investeringer i våbenselskaber klarede sig dårligt eller neutralt. Jeg er sikker på, at vi kommer til at diskutere det meget i den kommende tid internt og på vores forestående generalforsamling,” siger Anders Schelde.
I forhold til grøn omstilling mener Anders Schelde, at AkademikerPension ligesom den øvrige finansielle sektor særligt kan gøre en forskel ved at bygge grøn infrastruktur – det har dog været meget op ad bakke at finde tilstrækkeligt mange rentable projekter de seneste år.
”Jeg er overbevist om, at der er rigeligt med kapital, der står klar, hvis rammebetingelser sikrer den afkast-risiko profil på investeringer – og det har virkelig haltet. Dansk havvind er et godt eksempel på, hvordan man ikke skal gøre. Man bildte folk ind, at den grønne omstilling ikke ville koste skatteyderne noget – faktisk skulle de tjene penge på det. Men det kommer til at koste noget. Det må man se i øjnene politisk,” siger Anders Schelde.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.