Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Samfundsansvar

Torben Möger: Global investoralliance skaber resultater i olieindustrien

Claus Strue Frederiksen

tirsdag 01. marts 2022 kl. 5:30

I 2019 var PensionDanmark med til at stifte den globale investoralliance Net-Zero Asset Owner Alliance (AOA), der har til formål at sætte skub i den grønne omstilling via aktivt ejerskab og grønne investeringer. I dette interview fortæller Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, at investoralliancen allerede har skabt resultater. Han svarer også på en del af den kritik, som AOA har været udsat for, herunder hvorfor alliancen ikke forlanger, at dens medlemmer holder op med at investere i selskaber, der udvider deres fossile kapacitet.

Net-Zero Asset Owner Alliance (AOA) blev dannet i foråret 2019 på foranledning FN, der gerne ville skabe en bred global investorkoalition til støtte for den grønne omstilling. Udover PensionDanmark har seks andre danske pensionsselskaber meldt sig ind i alliancen, som i dag tæller 70 medlemmer, der tilsammen forvalter kapital for 10.400 milliarder USD. Andre dele af finanssektoren har skabt lignende alliancer, der sidste år inden klimatopmødet blev samlet under paraplykoalitionen Glasgow Financial Alliance for Net Zero (GFANZ).

Ifølge Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, er formålet med AOA at skabe en grøn investormuskel, der for alvor kan udøve indflydelse på selskaber og udvalgte brancher (se også faktaboks). ”I PensionDanmark ønsker vi at tilrettelægge vores investeringer således, at de understøtter den grønne omstilling bedst muligt. I den forbindelse er et af vores mest centrale værktøjer aktivt ejerskab, hvor vi forsøger at skubbe store selskaber i en mere grøn retning. Men da vi som mange andre investorer af risikohensyn har en stor spredning i vores porteføljer, er vi ret små aktionærer i de enkelte selskaber. I AOA puljer vi vores aktiver med andre investorer, hvorved vi bliver betydelig større aktionærer og derigennem kan udøve langt større indflydelse,” siger Torben Möger Pedersen.

Selvom alliancen er forholdsvis ny, har den allerede skabt resultater, eksempelvis inden for olie- gasindustrien, vurderer han. ”Mange af de store selskaber, herunder Shell og Total, er i gang med en transition som den, der gjorde CO2-tunge DONG til grønne Ørsted. Shell er nu en stærk konkurrent til Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners, når det handler om at byde på nye havvindmølleparker,” siger Torben Möger Pedersen og tilføjer:

”Det er også værd at hæfte sig ved, at der på Shells generalforsamling sidste år blev vedtaget en bestemmelse om, at topledelsens bonus skal afhænge af selskabets klimaresultater. Shell og andre olieselskabers udvikling er en kulmination af, at aktionærer er gået sammen og optræder koordineret.”

Men selvom Shell er begyndt at investere grønt, så er Shells investeringer i fossil kapacitetsudvikling stadig langt højere end selskabets investeringer i grønne projekter. Ifølge en ny rapport fra Mellemfolkeligt Samvirke investererede Shell i 2021 2-3 milliarder USD i grønne projekter men 8-9 milliarder USD i fossile projekter. Er det tegn på grøn transformation?

”Her er det værd at huske på, at Shell for fem år siden slet ikke investerede i grønne projekter. Man kan godt mene, at omstillingen går for langsomt. Men betyder det, at vi skal afhænde vores aktier? Nej, man får jo aldrig lavet noget om ved blot at vende ryggen til problemet. Hvis vi sælger vores aktier i Shell, så bliver de købt af nogle andre investorer – formentlig nogle med mindre grønne ambitioner end os – hvorved presset på Shell bliver mindre.”

Så det ville ligefrem være uansvarligt, hvis I solgte alle jeres fossile aktiver?

”Det ville i hvert være at give op i forhold til at lave tingene om. Og hvis man virkelig ønsker at bruge sin finansielle muskel til at understøtte den grønne omstilling og andre bæredygtighedsmål, så skal man være inde i teltet og ikke stille sig udenfor. Det er også derfor, at vores eksklusionsliste er en af de korteste i branchen, fordi vi tror rigtig meget på dialog. Det sagt, vil jeg dog ikke ligefrem kalde det uansvarligt at afhænde alle fossile selskaber. Tværtimod, jeg har respekt for, at andre vælger at gøre tingene anderledes,” siger Torben Möger Pedersen.

Det Internationale Energiagentur har været ude og sige, at der ikke er plads i CO2-budgettet til fossil ekspansion. Hvorfor forlanger AOA ikke af sine medlemmer, at de holder op med at investere i selskaber, der som Shell udvider deres fossile kapacitet?

”Der er forskellige fossile brændstoffer. Kul er det værste herefter olie så gas. I forhold til kul har alliancen klart sagt, at der ikke skal investeres i ny kapacitet. Husk på, hele øvelsen handler om at understøtte en så effektiv omstilling som muligt, hvilket betyder, at vi skal gå fra det værste til det mest rene. I en lang række lande fylder kul rigtig meget, og mange steder vil det være nødvendigt at bruge naturgas som trædesten på vej mod et grønt samfund. Gas er ganske vist ikke fossilfrit, men CO2-aftrykket pr. kilowatt-time er markant lavere end for kul.”

Torben Möger Pedersen understreger i den forbindelse, at sustainable finance ikke kun handler om klima men om bæredygtighed i mere bred forstand, herunder social retfærdighed – vi kan ikke bare formene befolkningerne i udviklingslandene adgang til energi.

”Det er simpelthen ikke praktisk muligt på nuværende tidspunkt at erstatte kul – som fylder meget i Kina, Indien og i mange Afrikanske lande – med grønne energikilder. I steder bør vi betragte omstilling af kraftværkerne i de her lande fra kul til gas som et kæmpe skridt i den rigtige retning. Vi kan jo ikke bare slukke for el og varme i alle de lande, der i dag er afhængige af kul,” siger Torben Möger Pedersen.

Der har været arbejdet med klima og grønne løsninger i rigtig mange år, både politisk og i erhvervslivet. Set udefra virker det dog sommetider som om, at der sættes en masse projekter i søen, men at resultaterne udebliver. Ser man på de globale udledninger, så stiger de jo hvert eneste år, med en beskeden tilbagegang grundet Corona. Hvornår forventer du, at arbejdet for alvor bærer frugt og kurven for de globale udledninger knækker?

”Jeg kan ikke sige præcist, hvornår kurven knækker. Det må du spørge det Internationale Energiagentur om. Det sagt, så er jeg stadig optimist på klimaet vegne. For selvom det sommetider ser en anelse sort ud, så er den globale maskine for alvor sat i omdrejningerne nu. Alle lande, inklusiv store udledere som Kina og USA, har tilsluttet sig Paris-aftalen – og genbekræftede jo faktisk deres tilslutning for nylig i forbindelse med klimatopmødet i Glasgow. Og det er jo ikke bare snak. Der er mange ambitiøse planer, hvor der er afsat enorme summer af til gennemførelsen. Se bare på EU, hvor man har udstedt grønne obligationer for 250 milliarder euro. En ting er sikkert, den grønne omstilling går ikke i stå på grund af manglende kapital.” siger Torben Möger Pedersen og tilføjer:

”Alle presser på for grønne løsninger. Det gælder forbrugerne. Det gælder politikerne. Og det gælder medarbejderne. Hvis du som virksomhed vil ansætte de bedste unge talenter, skal du kunne svare på: hvad gør I for at gøre verden til et bedre sted? Og hvis du ikke er ambitiøs nok i forhold til klima og bæredygtighed generelt, så går de unge et andet sted hen. Sådan er det. Og som langsigtet investor er vi naturligvis interesserede i, at de virksomheder, vi investerer i, er opmærksomme på de grønne signaler fra markedet – ellers ender de jo med at gå ned.”

 

FAKTABOKS

Net-Zero Asset Owner Alliance (AOA) blev dannet i foråret 2019 på foranledning FN, der gerne ville skabe en bred investorkoalition til støtte for den grønne omstilling. I starten var der blot tre medlemmer, herunder PensionDanmark, men i dag tæller alliancen 70 medlemmer, der tilsammen forvalter kapital for 10.400 milliarder USD.

Alliancens 70 medlemmer arbejder tæt sammen med forskellige FN-organisationer, særligt med United Nations Environment Programme Finance Initiative, som er sekretariat for alliancen.

AOA har valgt at fokusere indsatsen inden for fire højudledningsindustrier; stål, cement, shipping og tung landtransport. Inden for hvert område udpeges et medlem til at koordinere alliancens tosporede indsats:

  1. Generalforsamlinger – koordinere dialog med ledelsen inden generalforsamlinger og koordinere stemmeafgivelse på generalforsamlinger
  2. Dialog – varetage dialog med specifikke selskaber om grønne løsninger samt forhandle grønne standarder med globale industrisammenslutninger.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Samfundsansvar

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank