EU Sustainable Finance truer den danske ledelsesmodel

Analyse: EU-Kommissionens forslag til et nyt fælles europæisk regelsæt for Sustainable Corporate Governance er et frontalt angreb på den unikke danske ledelsesmodel. Hvis EU-Kommissionens forslag bliver til lov, kan soft-law og følg-eller-forklar principper for god selskabsledelse blive erstattet af hård EU-styret regulering, der begrænser topledernes manøvrefrihed.

EU’s insisterende mål om at være bæredygtig frontløber er blevet et politisk spørgsmål, skriver redaktør Joachim Kattrup i denne analyse.

Kommissionens seneste forslag til nye fælles regler for Sustainable Corporate Governance sigter mod at begrænse aktionærrettigheder og tildele magt til en bred skare af eksterne stakeholders.

Som det fremgik af artiklen på Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar d. 12. december – ”Sønderlemmende kritik af EU ’Sustainable Corporate Governance” –  møder forslaget krasbørstig kritik fra både anerkendte professorer, ATP og brancheorganisationen Forsikring & Pension samt mange flere i Europa.

Kritikken har mange facetter, hvilket Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar i den kommende tid vil sætte fokus på.

Helt grundlæggende mener Kommissionen, at medlemslandenes egne governance regler ikke fungerer i forhold til bæredygtighed og EU’s klimamål – og derfor skal de erstattes af ny stram EU-lovgivning. Dermed udfordrer kommissionen også den fleksible danske ledelsesmodel, hvor soft-law blidt regulerer selskabernes handlemuligheder ved at fremme samarbejde og inddragelse.

Det gælder ikke kun for den grønne omstilling, men for al selskabsledelse. Kritikerne hævder, at Kommissionen bruger bæredygtighed som gidsel i jagten på et mål, som har politiske undertoner.

Kommissionen har udset sig short-termism som hovedfjenden i sine bestræbelser på at nå klimapolitiske mål. Kommissionen mener, at alt for mange topledelser, aktionærer og ejere tænker kortsigtet, hvilket hæmmer EU’s bæredygtige mål.

Kommissionen beskyldes kraftigt for manglende dokumentation for påstanden, hvilket flere af de 114 høringssvar i stærke vendinger gør opmærksom på. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at mindst lige så mange svar slet ikke noterer sig problemstillingen.

EU-kommissionen vil sikre, at ledelsesbeslutninger kommer hele samfundet til gode, tjener alle stakeholders, og at EU’s klimamål kan realiseres: “The European Green Deal sets out that “sustainability should be further embedded into the corporate governance framework, as many companies still focus too much on short-term financial performance compared to their long-term development and sustainability aspects,” skriver Kommissionen.

Kommissionen vil med andre ord begrænse selskabernes magt, og lovgive sig til mere bæredygtighed. Stakeholderkomitéer skal have reel indflydelse og bæredygtighed skal tvinges ind i vedtægter. Desuden vil selskaber og ledelser kunne sagsøges, såfremt de ikke lever op til lovbestemte bæredygtighedskriterier.

Problemet for kritikken af forslaget er, at klimakrisen og den grønne omstilling er en nødvendighed. Et nej tak til kommissionens forslag om Sustainable Corporate Governance kan meget vel blive opfattet som et nej tak til bæredygtighed. Derfor tøver mange – eller helt overser denne væsentlige pointe.

Ved at sammensmelte governanceregler med bæredygtighed bliver det svært at afvise forslaget. Dertil kommer den politiske dimension om dels at udfordre ledelsens og kapitalejernes magt, og dels at erodere den fleksible danske ledelsesmodel, hvor åben dialog er bærende.

Den danske ledelsesmodel bygger på kompetent ledelse og dialog mellem bestyrelse og ejere uden hård statslig regulering og indblanding. EU vil standardisere reglerne ved at lovgive om, hvilke bæredygtige hensyn og beslutningskompetencer selskabsledelser skal agere ud fra. Det er, vil kritikerne hævde, politisk intervention i danske corporate goverance bestemmelser pakket ind i bæredygtighed.

Tilhængerne vil mene, at dette netop er prikken over i’et, og at det er helt centralt for at understøtte den grønne omstilling. Det vil sikre, at mange milliarder private investeringer kanaliseres i grøn retning.

I Danmark er vi stolte af den danske ledelsesmodel. Mange vil sige, at den fremmer konkurrenceevnen og styrker danske muligheder andre steder i verden, fordi en smidig og ikke-bureaukratisk governancemodel understøtter danske virksomheder i at være omstillingsparate og tage samfundsansvar og ejerskab for værdierne.

Derfor er der også bred enighed, i dansk erhvervsliv, om, at den grønne omstilling skal – og kan – håndteres i åbent samspil mellem aktører uden al for stram indgriben fra staten – herunder EU. Den danske ledelsesmodel er altså, ifølge erhvervslivet selv, opskriften på grøn omstilling.

Men her skal man huske på, at den danske ledelsesmodel er mindre velkendt og brugt uden for landets grænser. Gør man forretninger uden for Norden vil man formentlig opleve, at desto længere væk man kommer, desto mindre ligner governance-kulturen danske forhold.

Der er altaå ingen garanti for, at blot fordi vi i Danmark bygger vores ledelsessystem på åbenhed og tillid, at det samme sker andre steder. Under alle omstændigheder er der garanti for, at Kommissionen har rettet skytsets mod ejernes, aktionærernes og topledelsernes egen bestemmelse over bæredygtige mål og klimainitiativer.

Kommissionen har igennem mange år ønsket at centralisere de europæiske governance regler, og bæredygtighed (Sustainable Finance) er anledningen, hvor de forsøger.

Alt tyder på, at Kommissionen mener det helt bogstavligt. Kommissionen skriver bl.a., at “Whilst the non-financial reporting is based on incentives “to report”, the sustainable corporate governance initiative aims to introduce duties ‘to do’”. Kommisionen vil dermed sikre sig, at erhvervslivets top forpligtes til at handle gennem regulering – og ikke blot til at rapportere.