Med en kapitaltilførsel på 22 mio. kr. kan Okto Grid forlænge levetiden på det eksisterende elnet, der bliver stadigt mere presset i takt med den grønne omstilling. Potentielt kan der vente et enormt marked forude, skriver fagredaktør Peder Bjerge.
Trods økonomisk krise og forsigtige investorer synes de grønne startups ikke at have meget at frygte angående fremtiden. Selv i et marked med mindre risikovillig kapital og mere krævende venture-folk, peger de fleste nyhedshistorier på en voksende efterspørgsel efter grønne og bæredygtige teknologier.
Konsulenter og analytikere forudser massive investeringer i det, der bliver kaldt climate tech, i 2023. I de sidste dage af det forgangne år forudså dataanalysefirmaet PitchBook en voldsom vækst i netop dette segment. Over de næste fem år vil de globale investeringer vokse til 1,4 billioner dollars, lyder forudsigelsen.
Ny kapitaltilførsel
Mens nye grønne teknologier kan synes fascinerende, er størstedelen af verdens forsyning af energi bundet op på en infrastruktur, der for det første er gammel, og for det andet ikke kan udskiftes med et snuptag eller bare inden for en overskuelig årrække.
Her er det, at danske Okto Grid kommer ind i ligningen: Selskabet er i færd med at udvikle teknologier, så den eksisterende infrastruktur kan holde længere og øge mængden af den af grønne energi i netværket. Selskabet har i december fået godt 3 mio. euro, eller 22 mio. kr., af to ventureselskaber, hollandske Rockstart og spanske Elewit Venture Capital samt af danske EMD Fonden i Aalborg.
”Okto Grid kan gøre en stor forskel i den grønne omstilling. De kan give elselskaberne et klart billede af status for deres transformatorer og dermed hvor meget grøn strøm, de kan sende ud på elnettet,” siger Christian Ingerslev Sørensen, direktør i EMD Fonden, der som erhvervsdrivende fond bl.a. har til sigte at støtte projekter, ”der har til formål at reducere ressourceanvendelsen og miljøbelastningen.”
Ifølge Christian Ingerslev Sørensen er det mulige marked for den nye startup ”gigantisk.”
”Du kan jo også se, at de har fået en stor international spiller med som investor, nemlig industrikoncernen ABB. Ifølge CVR har ABB en ejerandel på mellem 5 og 10 pct. siger han.
Ifølge Golam Sadeghina, CEO og stifter af Okto Grid, betyder den grønne omstilling, at elnettet skal omstilles fra at få strømmen fra få store kraftværker, hvor man centralt kan skrue op og ned for produktionen, til mange decentrale energikilder som vindmøller og solceller, hvor produktionen varierer. Samtidig indebærer den grønne omstilling, at stadigt flere dele af samfundet elektrificeres, alt fra tung industri i Tyskland til, at der kommer flere elbiler på vejene.
”På et tidspunkt når man en kapacitetsbegrænsning på elementerne i elnettet, som også er gammelt. Samtidig er tilstandsmonitorering af dem ikke særligt udbredt. I dag monitorerer man dem ved at tage ud og inspicere dem eller at tage olieprøver på transformatorer,” siger han.
Som et eksempel fremhæver Golam Sadeghina, at et typisk forsyningsselskab har omkring 30.000 lavspændingstransformere og omkring 100 højspændingstransformere. De skal kunne opgraderes uden risiko for flaskehalse i strømnettet. Samtidig mangler selskaberne hænder til at udføre opgaverne.
”Et typisk forsyningsselskab i Danmark skal bruge op mod 20 mia. kr. over de næste ti år på at investere i eksisterende anlæg og etablere nye anlæg for at være klar til det forbrug, man forventer om ti år,” siger han.
Det bliver så dyrt, at forsyningsselskaberne vanskeligt kan betale det selv. Derfor kan det betale sig at anvende teknologier, som kan få elnettet til at holde længere, måske endda op til 40 år mere, ved at overvåge det elektronisk. Samtidig kan forsyningsselskaberne med Okto Grid-teknologi få et klart billede af, hvor meget strøm de kan sende ud på nettet på et givet tidspunkt.
Ifølge Max Ter Horst, managering partner indenfor energisegmentet i ventureselskabet Rockstart, har Okto Grid en enorm forretningsmæssig mulighed, fordi udfordringerne for forsyningsselskaberne er de samme over hele verden. Rockstart er blandt de ventureselskaber, der har specialiseret sig i bl.a. den grønne omstilling i energisektoren.
”I den sammenhæng er Okto Grids teknologi særligt interessant, fordi den er baseret på akustiske sensorer, der ligefrem lytter til transformerne. Det er en stor fordel, fordi så behøver man ikke at tage dem ud af drift,” siger Max Ter Horst.
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.