Sådan kan tilsynet gribe ind med hårde sanktioner overfor skabsfonde

Både eksterne og interne tal indikerer, at PFA og Danica i årevis har solgt den dyreste forvaltning, men kun leveret den billigste. Økonomisk Ugebrevs research viser, at problemstillingen også kendes fra udlandet. Men myndighederne i andre lande har lagt en betydeligt hårdere linje, end Finanstilsynet har herhjemme. Retssager, store bøder og offentliggørelse af fusk med varedeklarationen er nogle af de redskaber, Finanstilsynet har i værktøjskassen ved et indgreb. Fagredaktør Carsten Vitoft gennemgår sagen.

Mens Finanstilsynet i 2016 måtte opgive at gribe ind over for danske skabsfonde, der siger, de investerer aktivt og dyrt, men i virkeligheden er helt passive, er myndighederne i vores nabolande gået helt anderledes hårdt til værks over for de investeringsfonde og pensionsselskaber, som mistænkes for snyd.

I Norge har Forbrugerombudsmanden udstedt en bøde på et trecifret millionbeløb til Norges største bank DNB for at markedsføre en kæmpefond som aktivt forvaltet, mens man reelt bare fulgte markedsindeksene. Det endte i en retssag, der gik helt til den norske højesteret. Dommerne gav Forbrugerombudsmanden fuldstændigt ret i, at DNB skulle kompensere 180.000 kunder i den aktuelle investeringsfond.

Undersøgelse løb ud i sandet
Den udvikling står i skarp kontrast til indgrebene herhjemme, hvor tidligere undersøgelser fra Finanstilsynet har afsløret hele 188 investeringsfonde, som ifølge tilsynet kunne mistænkes for samme manøvrer, som DNB blev knaldet på.

Men herhjemme gik det anderledes. Efterfølgende gik tilsynet med til at sænke barriererne, så de 188 blev reduceret til 22 på grund af lempede krav, og ingen af fondene blev nogensinde offentliggjort ved navn. Finanstilsynet endte med at konstatere, at loven ikke var brudt. Og sådan løb tilsynets undersøgelser mere eller mindre ud i sandet.

I andre lande har der dog ikke været den mindste tøven med at offentliggøre navnene på de investeringsfonde, der snød med forvaltningen af kundernes penge. Sverige satte navn på dem i sine undersøgelser, mens Storbritannien gjorde det samme og endda også udstedte bøder, som ikke en gang kunne bestrides af investeringsfondene, som det skete i Norge. I Storbritannien har en uafhængig rapport konkluderet, at briterne årligt taber over 10 mia. kr. i pension på disse skabsfonde.

Nu står det danske finanstilsyn altså foran at skulle undersøge dette område igen – denne gang på pensionsområdet, hvor det sidste gang, i 2016, handlede om investeringsforeningerne. En række nye forhold tyder dog på, at tilsynet er nødt til at stramme gevaldigt op denne gang.

Siden Danmark satte det i gang i hele Europa i 2013 – undersøgelsen var færdig i 2016 – har Finanstilsynet været med til at presse på i resten af Europa via ESMA-samarbejdet, som i 2020 udstedte en stærkt kritisk rapport med oplysninger om, at hele 15 pct. af alle aktive investeringsfonde i EU i virkeligheden kunne være skabsfonde, selv om de selv skrev, at de investerede aktivt.

At Danmark har haft den slappeste tilgang over for disse skabsfonde kan skyldes, at Finanstilsynet netop var de første til at se problemet. Men det bliver svært at bevare den tilgang, da man siden har siddet med ved bordet i Europa, hvor linjen altså er strammet gevaldigt siden. Irland og Tyskland har også hængt en række fonde ud med mistanke om, at der var tale om skabsfonde.

Blød tilgang
Tyskland har som de eneste haft den samme forsigtige linje som Danmark, men her var konklusionen fra det tyske tilsyn BAFIN også mindre klar end den danske. Man fandt kun godt 20 skabsfonde, men disse hørte allerede til de billigste i markedet.

Den bløde tilgang kan også være årsagen til, at disse skabsfonde stadig findes i hobetal i Danmark – og, viser det sig altså nu, også i pensionsbranchen – mens der er blevet rettet gevaldigt ind i lande som Norge, Sverige og Storbritannien, hvor der altså er statueret markante eksempler.

Der må også på pensionsområdet antages at være helt andre forbrugerhensyn, som Finanstilsynet er nødt til at tage hensyn til denne gang, da det nu handler om pensionskunder og ikke private investorer, der bare kan sælge en investeringsfond, hvis de mener, at den er en skabsfond. Nu offentliggør investeringsbranchen i øvrigt selv nøgletal på området via en frivillig aftale i deres årsrapporter, så kunderne kan få indsigt i, hvor aktiv en fond i virkeligheden er forvaltet i forhold til dens omkostninger.

Men i pensionsbranchen vil det sandsynligvis ikke være nok med offentliggørelse, da kunderne jo ikke bare kan forlade deres pensionsselskab, hvis selskabet bruger skabsfonde for at hæve deres egen indtjening. Danskerne er bundet via aftaler på arbejdsmarkedet, som reelt stavnsbinder dem til det pensionsselskab, deres arbejdsgiver vælger.

Og hos arbejdsgiverne eller deres rådgivere, pensionsmæglerne, som i øvrigt ofte får en bid af investeringsomkostningerne fra pensionsselskaberne, har man tilsyneladende ikke været opmærksomme på problemet med skabsfonde, da de største pensionsselskaber, som Danica og PFA, også synes at være de værste syndere.

Danica er eksempelvis det dyreste selskab, men er samtidig selskabet med de ringeste nøgletal i forhold til skabsforvaltning af kundernes pensioner, som Økonomisk Ugebrev har beskrevet i artikler i de seneste udgaver.

Finanstilsynet er i øjeblikket i gang med de indledende undersøgelser, der skal klarlægge næste skridt med at indhente nøgletal fra pensionsbranchen, og i denne periode har tilsynet ladet vide, at de ikke har flere kommentarer til sagen.