Udenlandske storinvestorer som BlackRock, Deutsche Bank og Vanguard er langt mindre transparente omkring eksklusion og engagement end deres danske investorkollegaer. Ifølge en undersøgelse, Økonomisk Ugebrev har udarbejdet, offentliggør blot fem procent af de udenlandske storinvestorer både en engagements- og eksklusionsliste. For store danske investorer er andelen 87 procent. Storinvestorer som Amundi og Morgan Stanley offentliggør hverken engagements- eller eksklusionslister, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen
Danske pensionskasser ligger i international topklasse, når det gælder åbenhed om aktivt ejerskab med fokus på eksklusionslister og engagementslister. Formålet med listerne er at give interessenter og omgivelserne et billede af, hvordan de enkelte professionelle investorer håndterer deres aktive ejerskab, og hvor hårdt de går til de børsnoterede selskaber, de investerer i – eller ikke ønsker at investere i.
Forskellen mellem de danske og udenlandske investorers oplysningskvalitet er slående, efter at de danske institutioner i en årrække har haltet langt efter international best practice.
Ifølge Tom Vile Jensen, underdirektør i Forsikring & Pension, bekræfter undersøgelsen billedet af, at danske pensionskasser tager ansvar: ”De danske pensionsselskaber er længere fremme i forhold til udenlandske investorer, når det kommer til aktivt ejerskab. Det vil sige, at vores medlemmer bruger hele værktøjskassen fra dialog til eksklusion, når det kommer til den bæredygtige omstilling. Og de er åbne herom”.
13 ud af 15 danske storinvestorer offentliggør både en engagements- og eksklusionsliste, altså hele 87 pct. – kun Jyske Bank og Sydinvest offentliggør kun eksklusionslister men ikke dialoglister (mere om hvordan danske storinvestorer bedriver engagement overfor danske selskaber findes her).
Økonomisk Ugebrev har også kortlagt 20 udenlandske storinvestorers åbenhed omkring hvilke selskaber, der enten er ekskluderet fra deres investeringsunivers, eller som de er i investordialog med omkring ESG-relaterede emner, også kaldet engagement.
I forhold til at levere håndfast information i form af offentligt tilgængelige dialog- og eksklusionslister dumper 19 ud af 20 internationale storinvestorer – kun amerikanske State Street offentliggør både en engagements- og eksklusionsliste.*
Udover State Street er det kun Norges Bank, der offentliggør en eksklusionsliste (Norges bank publicerer dog ingen dialogliste). Derved er det kun to ud af tyve store udenlandske storinvestorer, der offentliggør en eksklusionsliste. For undersøgelsens danske storinvestorer er tallet 100 procent.
Ser man på offentliggjorte ESG-relaterede dialoglister klarer de udenlandske storinvestorer sig bedre end på eksklusionsområdet. Syv ud af 20 udenlandske storinvestorer offentliggør dialoglister, altså 35 procent.
I øvrigt optræder otte danske C25 selskaber på disse dialoglister, herunder AP Møller – Mærsk, Danske Bank og Novo Nordisk (mere om hvordan udenlandske storinvestorer bedriver engagement overfor danske C25 selskaber finder her).
Som det fremgår af nedenstående tabel er de danske storinvestorer langt mere åbne end deres udenlandske kollegaer omkring, hvilke selskaber de bedriver engagement overfor og hvilke, de har ekskluderet fra deres investeringsunivers.
AkademikerPension er en af de danske pensionskasser, der offentliggør både en dialog- og eksklusionsliste. Anders Schelde, investeringschef i AkademikerPension, oplyser til Økonomisk Ugebrev: ”Som bekendt benytter vi frasalgs-værktøjet både i forhold til lande som Kina og Saudi Arabien samt i forhold til eksempelvis udvinding af fossil energi, kontroversielle våben med mere. Det får os dog ikke helt i mål uden aktivt ejerskab og transparens herom.”
Videre siger han: ”Det er vigtigt for os at give vores medlemmer og omverdenen indblik i, hvilke selskaber vi bedriver aktivt ejerskab overfor og hvilke, vi slet ikke ønsker at investere i. Vores transparens udspringer i høj grad af, at vi er en demokratisk pensionskasse, der er ejet af medlemmerne. Derfor er dialogen og debatten om vores investeringer en vigtig del af medlemsdemokratiet – og der er transparens en vigtig hjælper.”
* Vi har gennemgået de udenlandske investorernes hjemmesider og foretaget forskellige søgninger for at finde listerne, ofte uden held. Og da transparens ikke blot implicerer, at de relevante oplysninger findes men også at de er forholdsvis let tilgængelige, tillader vi os på den baggrund at konkludere, at oplysningerne for mange af investorernes vedkommende ikke er offentligt tilgængelige. Desuden har vi kun inkluderet egentlige eksklusionslister og dialog/engagement-lister, det betyder blandt andet at JP Morgan Chases ’engagement success’ liste ikke tæller med.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her