Forårets mange topchefudskiftninger i pensionssektoren kan og bør medføre ændringer i selskabsledelsen med fokus på at sikre bedre og mere planlagte generationsskifter. Det bør være slut med direktioner bestående af kun én topchef. Stillingen bør heller ikke være for livet.
Der har været historisk gang i svingdørene i toppen af den danske pensionssektor de seneste års tid, og i stort set alle tilfældene synes en pludselig afsked at komme allermest bag på selskabernes egne bestyrelser.
Første eksempel var ATP, der mistede CEO Bo Foged til CIP, og derefter PFA, der sagde farvel til Allan Polack stort set samtidig for godt et år siden. Kort tid efter mistede Danica CEO Ole Krogh Petersen, da han skiftede til PFA.
Man kan undre sig over, at der i ingen af de tre store pensionsselskaber stod en efterfølger klar i kulissen. Var bestyrelserne fuldstændig uforberedte? Sådan virker det, selvom såkaldt successionsplanlægning normalt ses som en af bestyrelsens vigtigste opgaver.
Større direktioner
Men det har alle tre bestyrelser tilsyneladende kikset på. Og det genaktiverer debatten om, at der skal udarbejdes klare anbefalinger om god selskabsledelse i pensionssektoren – mere end 20 år efter, det skete for børsnoterede selskaber.
I de store pensionsselskaber blev der endda også rodet rundt med midlertidige konstitueringer, hvilket igen førte til nye rokader, som eksempelvis Mads Kaagaards kommende skifte fra PFA til Danica.
Selv når bestyrelserne selv – i hvert fald officielt – ”tager affære” og afskediger direktøren, har de ikke en fit og proper-godkendt kronprins klar i kulissen. Det viser de seneste eksempler fra P+ og PensionDanmark, hvor adm. direktører Søren Kolbye Sørensen og Torben Möger Pedersen netop er stoppet. Igen uden at der kunne sættes navn på efterfølgere.
Disse erfaringer bør alle bestyrelser i pensionsbranchen nu drage en lære af.
”Jeg kan godt forestille mig at det er ved at være slut med enmandsdirektionen i den danske pensionssektor, som ellers har været den foretrukne model i arbejdsmarkedspensionsselskaberne i mange år. Vi så det jo her på det seneste, hvor der er skifte på vej flere steder, men Velliv var faktisk det eneste pensionsselskab, hvor det er business as usual allerede dagen efter. Her bestod direktionen af fire personer”, siger den uafhængige aktuar Søren Andersen fra FPension.
PFA har over årene haft mest rod med mange udskiftninger på chefposten. PFA har historisk væ-ret vant til enkeltmandsdirektioner helt tilbage til Andr Lublin, Henrik Heideby og senest Allan Polack. Nu består direktionen af fire – ligesom i Velliv. Så det ser ud til, at der er nye vinde på vej i sektoren. Det har den fordel, at man undgår, at en enkelt direktør i direktionen bliver for stærk og løber løbsk, hvilket man nemt kan argumentere for skete i PFA i de seneste tre tilfælde. Det har også den fordel, at man ikke bliver så sårbar ved direktørskifter. ”Det er ikke bare en fordel for det enkelte pensionsselskab at have flere i direktionen. Det er en fordel for hele branchen. Det betyder, at der vil være langt flere kronprinser at tage af, når en direktør slutter brat, men det gælder jo ikke bare internt. Det gælder også eksternt, hvor de kan stjæle fra hinanden. I de her tider med fit og proper er det vel noget, som alle burde kunne se en fordel i” siger Søren Andersen.
Magtfulde topchefer
En større direktion kan også hjælpe bestyrelsen med at holde den stærke direktør i nakken. Og det er der fortsat rigtigt mange i pensionsbranchen, der kan lære af. Ikke mindst skal pensionskasserne lære af de kommercielle pensionsselskaber, der alle har lært den lektie i de senere år. Men i PensionDanmark, P+, Industriens Pension, PKA og Pensam er der fortsat tale om enmandsdirektioner.
Vi har tidligere gisnet om, at bestyrelserne for PensionDanmark og P+ netop havde sagt stop til deres mangeårige topchefer, fordi de var blevet for stærke og kommet på afveje.
Torben Möger Pedersen har siddet i toppen af PensionDanmark i mere end 30 år. Søren Kolbye Sørensen havde siddet i spidsen af P+ i 21 år. Og Steen Michael Erichsen havde siddet i spidsen for Velliv i 15 år.
Nu kan man blot håbe, at de seneste års gennemtræk på direktionsgangene giver anledning til, at også pensionskasserne kommer i gang med at ansætte nogle flere direktører.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.