Pensionsbosser med svage investeringsafkast holder million-lønfest

Topcheferne i pensionssektoren tager for tiden ualmindeligt godt for sig i form af markante lønstigninger. Økonomisk Ugebrevs kortlægning viser, at det ikke er ualmindeligt med halvanden til to mio. kr. ekstra i lønposen de seneste tre år. I PFA har Allan Polack eksempelvis fået halvanden mio. kr. ekstra i løn. Det er sket, selv om han allerede var lønførende i hele pensionsbranchen, og selv om han har skabt det investeringsdårligste afkast i hele branchen.

Mens arbejdsmarkedets parter under coronakrisen har opfordret danskerne til at holde igen med lønkravene, har der på samme tid været lønfest i flere af de største pensionsselskaber.

Så mens mange af pensionskunderne har fået, hvad der svarer til cirka 5 pct. over tre år, har de samtidig været med til at betale lønstigninger til topcheferne i deres pensionskasse på op mod 20 til 40 pct. over samme periode.

Det viser en gennemgang af pensionsselskabernes seneste årsrapporter, foretaget af Økonomisk Ugebrev. Lønførende Allan Polack fra PFA fik i 2018 godt 8 mio. kr. i årsløn, men her tre år senere er hans årsløn steget til 9,5 mio. kr.

Signalforvirring
”Man kan grine, eller man kan græde. Jeg noterer mig, at omkring hver anden direktør i undersøgelsen har fået en lønstigning på mellem 18 pct. og 40 pct. Det er svært at forestille sig, hvordan de herefter kan signalere ud i deres organisation, at der skal konkurreres på både kvalitet og omkostninger. Det undrer mig, at selv medlemsejede pensionsselskaber ikke gør mere for at lade effektiviseringer komme kunderne til gode frem for direktionen,” siger Karsten Engmann Jensen, der er stifter og uvildig pensionsrådgiver i Pengeministeriet.

I et andet kommercielt selskab, Velliv, har adm. direktør Steen Michael Erichsen set sin løn gå fra 4,5 mio. kr. årligt til sidste år 6,5 mio. kr. Altså 2 mio. kr. mere i løn på tre år, hvilket svarer til 42 pct. I Velliv oplyser man, at bestyrelsen har udbetalt ekstraordinære bonusser til ham, fordi de var bange for, at han skulle gå.

I Danica har Ole Krogh Petersen fået en lignede lønstigning, der dog også dækker over, at han overtog stillingen som topchef i 2018, men han har været en del af topledelsen det meste af perioden.

I pensionskasser, der er ejet af arbejdsmarkedets parter og altså medlemmerne selv, er topbosserne heller ikke gået glip af festen. I PensionDanmark er det eksempelvis lykkedes adm. direktør Torben Möger Pedersen at score en lønstigning på 13 pct. over de seneste tre år. Altså næsten tre gange mere, end hvad hans medlemmer har fået efter en forhandling mellem arbejdsmarkedets parter.

Her er det måske svært at argumentere for lønstigningen som en fastholdelsesbonus, da han nærmest er groet fast i pensionskassen, med næsten 30 år på posten. Men det giver sikkert gode relationer til bestyrelsen og arbejdsmarkedets parter. For pensionskassens afkast har været decideret ringe de senere år. Men mere herom senere.

”Jeg finder det direkte usmageligt, at medlemsejede pensionsselskaber går forrest i lønspiralen, når de samtidig signalerer samfundsansvar og et ønske om, at konkurrencen i pensionssektoren skal sættes i fokus. Når det er så svært at flytte sine arbejdsmarkedspensioner, er det ekstra problematisk, at direktørlaget i sektoren ikke alene modtager relativt høje lønninger på op imod 9 mio. kr. om året, men ligefrem har øget deres løn med mellem 1,5 mio. kr. og 2 mio. kr. på så få år,” siger Karsten Engmann Jensen.

I det nye P+, som er en sammenlægning af pensionskassen for jurister og økonomer (JØP) og ingeniørerne (DIP), har adm. direktør Søren Kolbye Sørensen heller ikke ligget på den lade side i de senere år. Hans løn er steget 15 pct. på tre år.

Når man ser videre til AkademikerPension, har adm. direktør Jens Munch Holst fået 19 pct. ekstra i lønposen, så han nu tjener 3,7 mio. kr. årligt. Eller cirka otte gange end gennemsnittet for hans medlemmer. Det er komisk, fordi Jens Munch Holst selv har været bannerfører mod alt for høje lønninger til topchefer.

”Selvfølgelig skal topchefer og ledende medarbejdere have en ordentlig løn, og selvfølgelig kan løn være et middel til at tiltrække og fastholde de rette kandidater. Men i flere tilfælde er lønfesten blevet for vild, og de vilkår, der ligges til grund, har ganske enkelt ikke været klare nok”, udtalte Jens Munch Holst til Ritzau i 2017 – altså kort før han selv sluttede sig til lønfesten.

Tavse bestyrelser
I bestyrelserne er der ikke stor lyst til at kommentere de rundhåndede lønstigninger.

Økonomisk Ugebrev har henvendt sig til PensionDanmarks bestyrelsesformand Per Christensen fra fagforbundet 3F og efterspurgt en kommentar til Torben Möger Pedersens markante lønstigning.  ”Direktionens lønpakke er aftalt med bestyrelsen, som har vurderet, at den er passende i forhold til det generelle niveau i branchen,” lyder det i en mail fra direktør Ulrikke Ekelund fra PensionDanmark, som derefter erkender, at hun slet ikke har forelagt spørgsmålet for forbundsformand Per Christensen fra 3F.

Efterfølgende har 3F svaret om lønstigningen: ”Hvordan lønnen fastsættes, og hvilke parametre der indgår, er en sag mellem bestyrelsen og direktionen. Bestyrelsen vurderer, at den administrerende direktørs lønpakke er passende både i forhold til det ansvar, der forvaltes, og branchen i øvrigt.”

Økonomisk Ugebrev har også henvendt sig til PFA med skriftlige spørgsmål omkring Allan Polacks løn, adresseret til den nye bestyrelsesformand Peder Hasslev, som i øvrigt også har været formand for det udvalg i bestyrelsen, der har bevilget lønstigningerne. Her er spørgsmålet blevet forelagt Peder Hasslev, lyder det fra PFA’s presseafdeling, men han ønsker åbenbart ikke at svare på, hvilke kriterier der ligger til grund for udviklingen i Allan Polacks løn.

I stedet svarer pressechef Peter Utzon Berg, som jo er ansat af direktionen:

”Direktionens kompensation fastlægges ud fra en række parametre, der tilsammen er et udtryk for PFA’s resultatskabelse.”

Misforhold til præstationerne
Sammenhængen mellem resultater og topchefernes lønstigninger er dog svære at få øje på i flere pensionsselskaber: For ser man på, hvor godt disse pensionsselskaber og pensionskasser samt deres direktører har klaret sig over årene, kunne misforholdet nærmest ikke være større.

Allan Polack har uden sammenligning præsteret det ringeste investeringsafkast i branchen. Medlemspensionerne i PFA er over de seneste år vokset meget begrænset, og selskabet kommer ind på en 12. plads i den mest anvendte benchmark-analyse af branchen.

PensionDanmark og Torben Möger Pedersen ligger i samme uafhængige afkastanalyse som nummer otte. Steen Michael Erichsen fra Velliv er med en tredjeplads faktisk den eneste af de tre store pensionsbosser, som kunne argumentere med, at han er belønnet for gode investeringsafkast til kunderne.

Men det er da heller ikke alle pensionsbosserne, der blot har puttet i lønposen uden at præstere. I Pædagogernes Pensionskasse (PBU) har man ligget nummer et på afkastet over de seneste tre år, og adm. direktør Sune Schackenfeldt har fået stort set det samme i lønstigning som medlemmerne, nemlig godt 5 pct. over tre år. Det kommercielle selskab AP Pension ligger nummer to i afkast. Men her har adm. direktør Bo Normann Rasmussen også fået solide 16 pct. i lønforhøjelse.

Carsten Vitoft