Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Mistanke om fejl i PFA’s årsrapporter om milliardgarantier

Carsten Vitoft

torsdag 16. februar 2023 kl. 11:15

Mistanke om fejl i PFA’s årsrapporter om milliardgarantier

I forlængelse af mystikken om værdiansættelsen af PFA ejendomsportefølje i investeringsforeningen BI Erhvervsejendomme vurderer flere eksperter nu over for Økonomisk Ugebrev, at pensionsselskabet i årevis kan have offentliggjort årsrapporter i strid med regnskabslovgivningen. Baggrunden er, at PFA ikke har oplyst om en hemmelig garantiaftale med B ankInvest på mere end 6 mia. kr., og at selve beløbet vurderes at være bogført forkert. PFA afviser kritikken og henviser bl.a. til, at regnskabet er undertegnet af revisor. Fagredaktør Carsten Vitoft fortsætter her artikelserien om værdiansættelserne af pensionssektorens alternativer.

Fredag fremlagde PFA Pension en ny årsrapport, som efter alt at dømme indeholder flere alvorlige fejl, vurderer flere pensions- og regnskabseksperter over for Økonomisk Ugebrev.

Først og fremmest drejer det sig om, at PFA i årsrapporten har glemt at oplyse om en aftale med BankInvest, der i form af en garanti forpligter PFA Pension til at tilbagebetale gæld for op til 6 mia. kr. Det er en aftale, som hidtil har været hemmeligholdt, men som PFA i sidste uge erkendte eksistensen af her i Økonomisk Ugebrev. 

Potentielle tilbagekøb

Dernæst kan der være tale om et brud på årsregnskabsloven, da PFA har optaget denne gæld i årsrapportens balance som langfristet gæld i stedet for kortfristet gæld. Det er problematisk, da gælden ifølge PFA kan indløses hvert kvartal, hvorved den har kortsigtet karakter. Definitionen på langfristet gæld er i FPA’s regnskab, at den løber over fem år – efter regnskabsloven er det et år. 

”Det er naturligvis muligt, at gælden først forfalder efter fem år. Men da der åbenbart kan ske tilbagekøb af obligationen, savner man oplysninger om, under hvilke omstændigheder og vilkår obligationen tilbagekøbes, da det i virkeligheden svarer til et tilbagesalg af den underliggende ejendomsportefølje. Hvis selskabet har en pligt til at tilbagekøbe obligationen til en højere pris, end den eventuelt indirekte handles til på det børsnoterede marked, så bør det efter vores opfattelse oplyses i regnskabet,” siger partner Gert Nielsen fra BEDSTpension.

Konkret handler det om, at investeringsforeningen BI Erhvervsejendomme er baseret på en ejendomsobligation, der er udstedt af PFA, og som omfatter ejendomsværdier for ca. 6 mia. kr. Problemet kan opstå, hvis investorerne begynder at tilbagesælge andele i investeringsforeningen, hvilket vil medføre, at PFA skal tage de tilbagesolgte andele. Altså potentielt op til 6 mia. kr. 

Problemet bliver aktualiseret af, at der for tiden sker tilbagesalg fra investorerne – og at obligationen handler til langt under de værdier, som PFA selv har fastsat. PFA stillede i fredags indre værdier til lige over kurs 220, mens den via investeringsfonden i BankInvest kunne købes på børsmarkedet til lige over kurs 200. Altså en forskel på 10 pct. mellem indre værdi og børskurs, eller hvad der svarer til værdier på over 600 mio. kr. 

Den forskel har i januar betydet massindløsninger på over en halv mia. kr., da investorer selvfølgelig gerne vil score gevinsten på 10 pct. De kan købe billigt i markedet og efterfølgende få indløst papirerne til indre værdi. Det er efter alt at dømme PFA, der i sidste ende har betalt dette beløb. 

PFA afviser

Baggrunden er et samarbejde mellem PFA og BankInvest, hvor kunder i BankInvest kan investere på linje med PFA’s kunder i PFA’s danske erhvervsejendomme. Investeringsfonden hedder BankInvest Erhvervsejendomme. Fundamentet er, at PFA så har udstedt en obligation til BankInvest, der sidste år var 9 mia. kr. værd, men nu er faldet til en værdi på lidt mindre end 7 mia. kr. 

Obligationen er så pakket ind i et PFA-selskab, der hedder PFA DK Core Erhverv I I/S. Men her er samarbejdet og PFA’s forpligtelse altså ikke beskrevet efter reglerne, lige som gælden er optaget som langfristet, idet gælden først forfalder om mere end fem år. Men det er altså forkert, da gælden i praksis kan indløses hvert eneste kvartal, og at 10 pct. af de 6 mia. kr. tilsyneladende allerede blev indløst i januar. 

Enten er der tale om en banal regnskabsfejl, eller også har PFA ikke ønsket, at offentligheden skal vide noget om aftalen med BankInvest – ligesom bogføringen kan have store effekter på likviditeten i PFA.

”Det her er efter min opfattelse klart i strid med årsregnskabsloven, og det er noget, som bør interessere Finanstilsynet. Efter min opfattelse bør PFA rette årsrapporten,” siger en statsaut. revisor, som Økonomisk Ugebrev har fået til at vurdere årsrapporten. Han ønsker at være anonym. 

I PFA erkender man, at årsrapporten fra PFA Core er konsolideret ind i koncernens årsrapport, der kom på gaden fredag, på samme måde. Denne årsrapport kan dermed også have de samme fejl. 

Økonomisk Ugebrev har også præsenteret problemstillingen for en regnskabschef i et af landets andre store pensionsselskaber, og her er vurderingen den samme. Gælden skal optages som kort- og ikke langfristet gæld, når den kan førtidsindfries. 

PFA er dog af en anden mening. Herfra oplyser adm. direktør i PFA Asset Management Irene Holmslykke via selskabets presseafdeling: 

”Indholdet i aftalen er fortroligt og underlagt juridiske bestemmelser, og derfor har vi desværre ikke mulighed for at gå videre ind i den del. Det er fortrolig og konkurrencefølsom information mellem de to selskaber, og vi har som bekendt tidligere fremsendt prospektet og vedtægterne for BI Erhvervsejendomme. Vi vil igen slå fast, at kunder i PFA ikke har tabt på forskellen mellem børsværdien af aktien og den reelle værdi af de underliggende danske erhvervsejendomme. Indfrielsen af aktierne til børsværdi påvirker hverken PFA, vores kunder eller værdiansættelsen af de underliggende ejendomme.” 

PFA siger samtidig, at årsrapporterne er godkendt af landets største revisionsselskab, Deloitte, men her ønsker man ikke at forholde sig til den konkrete problemstilling.

Carsten Vitoft

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag den seneste udgivelse af Finans – det førende magasin om den danske finanssektor.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank