Et hidtil upåagtet aftalepunkt i de seneste overenskomster kommer til at udløse en åbenheds-revolution i pensionssektoren. Fagbevægelsen har aftalt med arbejdsgiverne, at alle rabatter og omkostninger fremover skal fremlægges i de enkelte nye firmapensionsordninger. Forsikring & Pension og Forsikringsmæglerforeningen har accepteret de nye krav, som betyder, at de enkelte pensionsselskaber skal underskrive og rapportere efter en formel indeståelseserklæring, skriver fagredaktør Carsten Vitoft
Det har været helt upåagtet, at årets nye aftalte overenskomster indeholder et såkaldt gennembrudsforlig, der fra denne sommer vil stille helt nye krav til åbenhed og gennemsigtighed i pensionssektoren.
Fremover bliver det obligatorisk for de enkelte pensionsselskaber, der tegner firmapensionsordninger, i hver enkelt ny firmapensionsaftale at oplyse om alle omkostninger, engangsbetalinger og rabatter til store firmakunder og pensionsmæglere.
I sektoren opfattes de afledte effekter på åbenheden i sektoren som en meget stor ting. Det er nye tider, siger landets største pensionsselskab. Den nye udvikling lander lige oven i, at Finanstilsynet er ved at undersøge ulovlige rabatter på investeringsomkostninger fra pensionsbranchen til landets største virksomheder.
Men den sag har altså taget en helt ny drejning, da der i al stilhed i gennembrudsforliget mellem CO-industri og Dansk Industri er indført en voldsom presbold på pensionssektoren og pensionsmæglerne, der omfatter en fælles aftale mellem arbejdstagere og arbejdsgivere om en ny åbenhed på pensionsmarkedet.
“Medlemmerne får med den nye aftale nu et bedre grundlag at træffe beslutning på, når de står over for et valg om pensionsskifte. Det er positivt. I Teknisk Landsforbund har vi længe arbejdet for, at særligt omkostningerne til mæglerne kom frem i lyset. Vi er også optaget af, at vores medlemmers pensionsordninger ikke går til at skaffe virksomhederne store rabatter, men går til gode pensionsvilkår for medlemmerne,” siger forbundsformand Jannik Frank Petersen fra Teknisk Landsforbund.
Oplysningskravene omfatter fuld åbenhed om omkostninger og rabatter, hver gang en virksomhed og dens medarbejdere skifter pensionsselskab.
Der har været arbejdet længe på at få aftalen i hus med bl.a. brancheforeningerne Forsikring & Pension samt Forsikringsmæglerforeningen, og det betyder, at alle pensionsselskaber nu skal lave en indeståelseserklæring hver gang, de modtager en ny firmapension, hvor de lover at overholde den nye aftale mellem funktionærerne i CO-industri og Dansk Industri. De skal også udfylde en oplysningserklæring, hvor alle firmapensionens omkostninger skal oplyses fuldt ud i detaljer.
Styrker PFA
”I de nye overenskomster er man blevet enige om, at medlemmerne fremover skal have oplyst alle omkostninger ved et skift til ny pensionsleverandør. Man vil f.eks. få oplyst præcis, hvor meget man betaler til en pensionsmægler, og hvor meget der skal betales i investeringsomkostninger i det nye pensionsselskab, så man kan sikre sig, at det ikke bliver dyrere end tidligere. Det vil skabe mere åbenhed og transparens, så medlemmerne kan skifte på et oplyst grundlag. Det er helt nyt og træder i kraft den 1. juli,” oplyser CO-industri, der har forhandlet aftalen med Dansk Industri.
Pensionsbranchen har altså nu forpligtet sig til at oplyse alle reelle omkostninger, hver gang de vinder et udbud af firmapension, og det gælder også de lige nu meget omstridte investeringsomkostninger, hvor Finanstilsynet mistænker storkunderabatter, der kan være i strid med reglerne om God Skik i pensionssektoren.
De skal også fremover oplyse om betalinger til mæglere, der hidtil var skjulte for pensionskunderne, og hvor der angiveligt også har været ukendte engangsbetalinger til mæglere i millionklassen, når de flytter store firmapensioner.
”Det er godt med transparens, så nuværende og potentielle fremtidige kunder får et tydeligt billede af, hvad det koster at være kunde i pensionsselskaberne. I PFA tilbyder vi konkurrencedygtige værditilbud og priser, som vi kun er glade for at udbrede, så endnu flere kan blive en del af vores stærke kundefællesskab,” siger Søren Palfelt fra PFA.
Indtil videre omfatter aftalen kun funktionærerne i CO-industri. Men overfor Økonomisk Ugebrev oplyser flere i fagbevægelsen og pensionsbranchen, og der er bred enighed om, at det vil sprede sig til andre overenskomster i løbet af kort tid.
Aftalen siger også, at hvis et medlem ikke er tilfredse med den nye aftale og finder den for dyr, så kan det enkelte medlem afvise at flytte til det nye pensionsselskab.
For tiden arbejdes der på at udforme de konkrete indeståelseserklæringer og oplysningsskemaer, som altså skal ledsage ethvert skifte på pensionsmarkedet i fremtiden – vel at mærke hvis medlemmerne i CO-industri stemmer aftalen hjem til maj.
Skabe skarpe krav
Der er tale om en guldgrube af informationer, som vil tilflyde danske pensionskunder. Men det er også meget konkurrencefølsomme oplysninger. Og det vil også afsløre, om der forskelsbehandles på investeringsomkostninger. Altså det Finanstilsynet for tiden kigger på. Eller når pensionsmæglere får særlige tilskud for at flytte de gode kunder.
I slutningen af sidste år så man f.eks. Dansk Industri selv skifte fra deres eget selskab i PFA til Danica, hvilket var ganske usædvanligt. Skiftet antages at have indeholdt meget store rabatter fra Danica, da PFA både har bedre afkast, men også generelt lavere omkostninger.
Den nye aftale vil i det hele taget gøre det meget sværere for Danica at konkurrere uden, at disse rabatter fremover kommer ud i lyset, og det kan skabe skarpe krav fra andre virksomhedskunder om lignende vilkår.
Også Nykredit og Alm. Brand lavede sidste år skift, hvor der utvivlsomt blev givet disse store rabatter. Når medlemmerne i CO-industri kan tilgå den slags oplysninger, er det sikkert også kun et spørgsmål om tid, før man i medierne kan læse, hvor store rabatter Maersk, LEGO og Novo Nordisk henter i pensionsbranchen.
Også pensionsmæglerne får en hel del sværere ved at flytte rundt på firmapensionerne for at maksimere deres egen indtjening, når den åbent bliver lagt frem for den enkelte kunde, der endda kan nægte at lade sig flytte med til det nye pensionsselskab, hvis aftalen eller pensionsmægleren er for dyr.
”Den enkelte medarbejder kan skriftligt modsætte sig skiftet af pensionsordning. Medarbejderen kan i stedet vælge at lade sit depot henholdsvis forblive i eller overføre til PFF (Funktionær Pension, der er overtaget af PFA for mange år siden, red.), og fortsætte sin pensionsordning der. Eventuelt skifte til PFF sker samtidigt med skiftet til den nye ordning,” står der på side 55 af overenskomstens protokollat.
Carsten Vitoft