Flere pensionskasser risikerer nu medlemsoprør, efter de har udmeldt kontorenter ud for det kommende år, der giver medlemmerne i samme pensionskasse enten rekordstilskrivning på op mod 20 pct. eller et stort rundt nul – i de helt de samme produkter, der endda sælges som solidariske.
Normalt kan det blive et problem for pensionskasser, hvis afkastet vedvarende er meget lavt. Men nu står flere pensionskasser over for det omvendte problem – at afkastene er blevet for høje. Det fremgår af de netop udmeldte kontorenter for næste år, hvor sikre pensionsprodukter med en garanti nu er begyndt at give afkast helt op mod 20 pct. årligt.
Eksempelvis Pensam har nu udmeldt en kontorente for det kommende år på næsten 18 pct., mens P+ har meldt 11,5 pct. ud. Det er endda på et traditionelt pensionsprodukt med garanti.
Vil møde kritik
Problemet er, at det kun er en del af pensionskassernes kunder, der får dette store afkast. Andre i samme pensionskasse må nøjes med en forventning om et afkast på et stort rundt nul eller få pct. i 2022. Og det, selvom de har helt det samme traditionelle produkt med en garanti. Forskellen er, at de tilhører en anden medlemsgruppe i deres pensionskasse.
Eksperter forventer, at forskelsbehandlingen vil møde kritik fra de medlemmer, som får tæt på nul i afkast – især fordi pensionskasserne stolt markedsfører sig på deres hjemmeside med de tårnhøje afkast.
”Det er klart, at det her kan skabe utilfredshed blandt de medlemmer og kunder, der ikke kan genkende sig selv i det billede, der markedsføres. De skal jo helst få en opfattelse af, at afkastene fordeles rimeligt og på den måde have tillid til, at deres pensionskasse forrenter deres pensioner ordentligt. Det kan blive en stor kommunikationsudfordring i forhold til medlemmerne. De må enten forklare medlemmerne, at de selv har valgt den vej, eller at de selv kan vælge anderledes,” siger Jens Almegaard, som er selvstændig og tidligere chef for kommunikation i Industriens Pension.
Men kunderne kan ikke vælge de høje afkast, og nogle steder kan de ikke en gang vælge sig over i et moderne markedsrenteprodukt, hvor afkastene historisk har været meget højere. Det gælder eksempelvis i Lærernes Pension.
Om det ligefrem kan skabe en shitstorm mod pensionskasserne i de mest ekstreme tilfælde, er nok tvivlsomt. Men i stedet for at prale af de høje kontorenter, kunne flere pensionskasser måske have gavn af at få strikket deres egen historie sammen, så den holder. Der er så småt utilfredshed rundt omkring på de sociale medier, hvor P+ eksempelvis oplever medlemmer, som ønsker nye produkter, som er mere for de unge og kan skabe højere afkast.
”Depotrenterne er forskellige, fordi der ikke må ske en omfordeling fra ét medlem til et andet. Vi arbejder generelt på at gøre det så enkelt som muligt for vores medlemmer at få indblik i deres pension. Derfor er det også en løbende og vigtig kommunikationsopgave for os at forklare baggrunden for depotrenterne til vores medlemmer. Det er relativt teknisk og knyttet op på flere forskellige gamle regulativer. Derfor oplever vi også, at medlemmerne løbende henvender sig og spørger ind til deres depotrente,” forklarer konsulent Johan Trærup fra P+.
Svaret til medlemmerne indeholder en forklaring af, hvordan deres depotrente er fastlagt ud fra de regler, der gælder for deres pensionsordning (f.eks. ”rentegarantier”). Og P+ arbejder også på et omvalg til sommer.
Nogle var fremsynede
Også i Sampension beskriver medlemmer en kontorente på 3,5 pct. som lavt. Men generelt set er det Sampension, Pensiondanmark og Industriens Pension, der var mest fremsynede her, da de for år tilbage tvang alle medlemmerne væk fra de traditionelle pensioner og over på markedsrente, hvor alle kunder får det samme afkast.
Her vælger de også selv, og så det nemmere at fortælle dem, at de kan vælge anderledes, hvis de ikke er tilfredse med det løbende afkast. Disse omvalg skete efter enighed med baglandet i fagbevægelsen, og her kan andre pensionskasser godt få de samme udfordringer med at forklare, hvorfor der er så store forskelle – og at man samtidig er tvunget til at spare op i en pensionskasse, hvor man ikke en gang kan vælge et andet produkt.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.