Polacks exit løser ikke PFA’s kroniske ledelsesproblemer

For tredje gang i træk er en topdirektør nu på vej ud af PFA under stor dramatik. Men det bliver næppe sidste gang, det sker. Roden til PFA’s ledelsesproblemer ligger nemlig gemt i bestyrelsen, der har alt for mange medlemmer, som har hver deres særinteresser, og de mangler helt oplagte fagkompetencer. Med nyansættelsen af Ole Krogh Pedersen fra Danica har PFA sikkert kun købt sig et pusterum, skriver fagredaktør Carsten Viftoft i denne kommentar.

Kendetegnende for PFA Pension gennem de seneste 30 år har været, at selskabet, der er branchens største, til enhver tid også har haft landets stærkeste og mest markante pensionsdirektør ved roret. Helt tilbage fra André Lublin, som stoppede i 2001, over efterfølgeren Henrik Heideby og endelig til Allan Polack, har topcheferne aldrig været bange for at gå enegang mod resten af pensionsbranchen – eller at fortælle konkurrenterne, hvordan de skal drive deres virksomhed.

Men det modsatte har til enhver tid været gældende for bestyrelsen, herunder formændene.

Direktørerne har altså været utroligt stærke, mens bestyrelserne har været tilsvarende svage og profilløse.

Mister grebet
Udfaldet af denne skæve magtbalance har også været det samme i de seneste 30 år: Med tiden tager topdirektøren helt over, med styring af strategi, kommunikation og pensionspolitiske holdninger. PFA’s bestyrelse har hver gang siddet tilbage helt anonyme, og den har hver gang fuldstændig mistet grebet med både direktør og selve virksomheden.

Det skete under André Lublin. Det skete under Henrik Heideby. Og det er sket under Allan Polack. Der er efterhånden et overvældende bevismateriale for, at denne uhellige kombination af en stærk direktør og en svag bestyrelse ikke virker for PFA. Polacks nylige exit drejer sig derfor om langt mere end PFA’s dårlige investeringsafkast i de senere år: PFA har et kronisk strukturelt ledelsesproblem.

Problemet med bestyrelsen er for det første dens størrelse på hele 15 medlemmer. Velkendt er det, at et effektivt beslutningsforum højst skal bestå af fem-seks personer. For det andet er hovedparten af bestyrelsens medlemmer udpeget af arbejdsmarkedets parter, der har vidt forskellige særinteresser og synspunkter, ikke mindst på kerneområdet kapitalforvaltning.

Værre endnu er det kun fire ud af de 15 ved bestyrelsesbordet, der sidder der på grund af deres faglige erfaring og evner. Størstedelen af bestyrelsesmedlemmerne har altså ingen som helst faglig baggrund for at tage stilling til afgørende strategiske og forretningsmæssige spørgsmål, eksempelvis om pensionsprodukter, kapitalforvaltning, forsikringer og investeringsmarkeder.

Lidt frækt kunne man jo forsigtigt spørge, hvad forbundsformand Heino Kegel fra politiforbundet egentlig bidrager med i sådan en bestyrelse. Eller Per Tønnesen fra HK Handel, der sidder der på nu niende år. Altså ud over at varetage særinteresser.

Dyr inkompetence
Inkompetence og manglende handlekraft kan hurtigt blive katastrofalt i en så kompleks virksomhed som PFA. Tag nu eksempelvis investeringsområdet, som nok var den udløsende faktor bag Allan Polacks nylig udmeldte exit.

Bestyrelsens investeringsudvalg består af fire bestyrelsesmedlemmer. To af medlemmerne, Bodil Nordestgaard og Laurits Rønn, har ifølge deres CV ikke nogen erfaring med investering. De gør sig begge i fagligt arbejde i henholdsvis Ledernes Hovedorganisation og Dansk Erhverv. Det tredje medlem er medarbejdervalgte Lars Christoffersen, der er ansat i PFA.

Kun udvalgets formand Niels-Ulrik Mousten har erhvervsmæssige kompetencer inden for investering. Han er til gengæld bestyrelsesformand i ti andre virksomheder og menigt bestyrelsesmedlem i yderligere 11 andre bestyrelser, så han har nok at se til. Nogle af disse andre bestyrelsesposter er endda i virksomheder, der som PFA lever af at forvalte kapital, og dermed kan der nemt opstå interessekonflikter, hvis PFA placerer penge i disse kapitalforvaltere, eller hvis de investerer i samme aktiver, eller handler med hinanden. Hvem holder øje med det?

Nu har Allan Polack så altså meldt ud, at han vil jagte bestyrelsesposter – nøjagtig som hans forgænger Henrik Heideby meldte det ud ved sit exit i 2015. Det er så nok også det eneste, der kommer tæt på sandheden i forhold til historien om hans exit. Den officielle forklaring fra FPA var, at der var tale om et generationsskifte, som længe har været undervejs.

Allan Polack er kun 62 år, og han må vel aldersmæssigt betegnes som værende på toppen lige nu. Hans forgænger sad næsten dobbelt så lang tid på posten, så timingen synes heller ikke at matche kommunikationen fra PFA, der her er gået træskolængder for, at fratrædelsen ikke blev udlagt som en fyring.

Hvorfor gik formand Peder Hasslev ud i medierne kun to uger før Polacks exit, og beskyttede ham efter heftig kritik af hans milliardtab på investeringen i NAC? Hvis bestyrelsesformanden vidste, at Allan Polack var på vej væk, var der vel ikke nogen grund til at hoppe ned til ham i den synkende båd og dele ansvaret for danmarkshistoriens største pensionstab? Den historie virker simpelthen ikke troværdig.

Det samme med denne uges melding om, at Allan Polack nu skal sidde i Danske Banks bestyrelse. Banken ejer som bekendt PFA’s ærkerivaler i Danica, og det er svært at se en bestyrelsesformand, der bliver begejstret, når hans adm. direktør går direkte over til fjenden med alle statshemmelighederne. Der sker altså en masse i kulissen, som vi intet får at vide om, endsige kan få en rimelig forklaring på, når PFA er helt tavse, selv om de forvalter hele vores pensionsopsparing.

Medgives skal det, at denne uges ansættelse af Danicas topchef Ole Krogh Pedersen i PFA var et flot comeback for Peder Hasslev, som stadig er bestyrelsesformand.

Men man sidder stadig tilbage med fornemmelse af, PFA ikke har lagt den sande version på bordet.