På kun fem år er omfanget af betalinger til pensionsmæglere fordoblet, og det ser ud til, at mæglerne får mere ud af udviklingen end pensionsselskaberne. Det er ikke en god udvikling for konkurrencen, lyder det fra HK Privat, der længe har ønsket at stække pensionsmæglernes indflydelse.
Danmarks største pensionsmæglere, som Willis Towers Watson, AON, Mercer og Söderberg, tager i disse år en større og større luns af indtægterne på det danske pensionsmarked, viser nye tal fra pensionsbranchen. Sidste år rundede mæglernes indtægter fra rådgivning af firmapensioner 1,1 mia. kr., hvilket er en fordobling siden 2017.
Det fremgår af de nye ÅOP- og ÅOK-metoderedegørelser, der offentliggøres af pensionsselskaberne. Og der er særligt en voldsom udvikling at spotte hos landets største pensionsselskab, PFA, der sidste år betalte næsten 500 mio. kr. til pensionsmæglerne på vegne af PFA’s kunder.
HK Privat har også medlemmer i PFA, og her er man ikke tilfredse med den udvikling.
Ønsker regelændringer
”Jeg er meget forbløffet over den voldsomme stigning i indtjening hos mæglerne. Det tyder ikke godt. Konkurrencerådets anbefalinger fra 2019 lød netop på, at reglerne for pensionsmægleres virksomhed skulle ændres, fordi mæglerne ikke var tilstrækkeligt uvildige. Jeg vil derfor stærkt opfordre til, at myndighederne hurtigst muligt får foretaget ændringerne i reglerne, så vores medlemmer ikke skal betale af deres pensionsopsparinger til mæglere”, siger Simon Tøgern, sektorformand for HK Privat. Betalingerne til pensionsmæglerne har historisk set været et meget mudret område, da mæglernes indtægter er meget uigennemskuelige, og de kan komme fra en række forskellige kilder.
Overordnet set handler det dog om rådgivning af virksomheders medarbejdere. Men det kan skrues sammen på mange måder – herunder en betaling afhængig af størrelsen af medarbejdernes pensionsordninger, og det er også en af årsagerne til den eksplosive udvikling, hvis man spørger Danica.
”Stigningen er et udtryk for, at Danica Pension er inde i en positiv udvikling, hvor vores samlede værditilbud bliver taget godt imod i markedet. Vi havde en vækst på 32 % på det danske marked i 2021, og vores mæglersalg har været kraftigt stigende. Samtidig har vores flotte afkast efter omkostninger givet en stigning i de vederlag, som også er aftalt med kunderne. Under corona-pandemien har både vi og mæglerne været dygtige til at omstille os til digitale møder. Endelig har Danica Pension købt SEB Pension, og det gav en stigning i 2019”, siger Danica Pensions kommercielle direktør Dorte Bilsgaard.
Nogenlunde samme melding kommer fra PFA, der også taler om stor vækst i pensionsindbetalinger. Men herfra understreges det, at det ikke er PFA, der betaler penge for en service, men at betalinger bunder i aftaler mellem mæglerne og firmapensionskunden.
Hos mæglerne brancheforening FMF taler man også om et rigtig godt sidste år, lyder det fra formand Kent Risvad: ”FMF forventer en stigning for året 2021, hvilket kan henføres til en større arbejdspladsrotation end sædvanligt. Desuden er der ekstraordinært mange personer, som har brugt corona-tiden til at få en yderligere gennemgang af deres pensionsordning”, skriver han i en mail til Ugebrevet.
Så både mæglere og pensionsselskaber synes at være tilfredse med udviklingen. Også selv om det umiddelbart tyder på, at mæglerne bør være mest tilfredse, hvis man sammenholder væksten i mæglernes indtægter med væksten i pensionsselskabernes præmier. Også her stikker PFA i øjnene, da betalinger til mæglerne er steget 186 % over de seneste fem år, mens præmievæksten kun har været 29 %.
Denne ubalance gælder også Danica og Topdanmark, mens Velliv synes at have fået mere ud af udviklingen selv. AP Pension er netop endeligt fusioneret med Skandia sidste år, så der skal man være forsigtig med at konkludere alt for meget.
Carsten Vitoft