Det Danske Bank-ejede Danica har ikke bare tabt markedsandele til ærkerivalen PFA, men er nu også ved at blive indhentet på størrelsen af nummer tre, Velliv. Meget tyder på, at udviklingen dækker over en ledelseskrise på både direktions- og bestyrelsesniveau. Danske Banks CEO Carsten Egeriis bør igen sætte sig i formandsstolen, når den bliver ledig om få måneder, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i denne analyse.
De seneste mange år har der været massivt gennemtræk i toppen af landets næststørste pensionsselskab. Og nu er bestyrelsesformanden og den adm. direktør igen ved at blive udskiftet:
Danicas nuværende bestyrelsesformand, Berit Behring, har sagt op i Danske Bank-koncernen med virkning til sommer, og dermed siger hun også farvel til Danica. Den konstituerede adm. direktør Søren Lockwood er også på vej ud. Hans job overtages derefter af PFA-direktør Mads Kaagaard til efteråret.
Brug for hurtig handling
Det er langt fra en ideel situation for pensionsselskabet, der lige nu er hårdt presset både oppefra og nedefra. PFA trækker fra i toppen, mens Velliv sidste år havde næsten lige så mange præmieindtægter som Danica. Andenpladsen i toppen af den danske pensionsbranche for Danica er dermed i akut fare.
Man kunne sætte det endnu mere på spidsen og spørge, hvem der nu skal træde til og få Danica på rette kurs. Der er brug for handling nu og her.
Berit Behring har åbenbart ikke længere lyst til at være i Danica. Søren Lockwood har arbejdet hårdt på de indre linjer for at fortsætte som direktør. Men ham vil Danske Bank ikke længere have. Han skal erstattes af Mads Kaagaard, som PFA ikke længere ville have.
Ledelsesudskiftningerne har været nogle dyre lektioner, som Danske Bank har måttet betale for sit ejerskab i Danica. Men for Danske Bank kan man måske også lære noget af at kigge i bakspejlet: I 2017 købte man SEB Pension og betalte 6,5 mia. kr. for at vokse med 5 mia. kr. i årlige præmiekroner. Opkøbet har været alt andet end en succes.
Arkitekterne bag dét opkøb er to tidligere topdirektører i SEB Pension, nemlig Per Klitgaard og Søren Lockwood, der begge har siddet længere i toppen af SEB Pension end i Danica.
Økonomisk Ugebrev skrev allerede i 2019, at Danica på mindre end to år havde mistet al den nye forretning fra SEB Pension igen. Alligevel var det først i seneste årsrapport, at den store nedskrivning på 1,6 mia. kr. blev foretaget. Man kunne forsigtigt gætte på, at tålmodigheden dermed hørte op fra Danske Banks side, og at man samtidig mistede tilliden til adm. direktør Søren Lockwood.
Udefra set må det største spørgsmål i dag være, hvorfor skulle der gå så lang tid, før Danske Bank reagerede på noget, der stod klart for alle i markedet allerede i 2019. Måske hænger det sammen med bestyrelsen i Danica.
I gamle dage – under Peter Strarup og Thomas Borgen – var det den øverste direktør i Danske Bank-koncernen, der sad for bordenden i bestyrelseslokalet i Danica.
Mellemledernes tid
I de seneste seks år har det bare været mellemledere fra Danske Bank, der har udgjort bestyrelsen i Danica. Altså folk fra en helt anden liga og med en helt anden beslutningskraft. Det illustreres af et heftigt gennemtræk de senere år, hvor Danica har skiftet bestyrelsesformand fem gange på blot seks år. Danske Bank har med andre ord ikke været tilfredse med udviklingen i lang tid.
Nu er det andet store spørgsmål så, hvem der skal tage over efter Berit Behring, når hun forlader Danske Bank-koncernen til sommer. Der vil ligge nogle gode signalværdier i, hvis Carsten Egeriis vil vende tilbage til gamle tider ved at sætte sig selv i spidsen af bestyrelsen, og måske trække flere andre topfolk fra Danske Bank med sig. Det vil i hvert fald vise en vilje til at få Danica tilbage på sporet.
Hvis det ikke sker, vil spekulationerne sikkert igen starte omkring, hvad Danske Bank egentlig vil med ejerskabet i Danica. Danica tjener ikke penge nok til at leve op til indtjeningskravene i Danske Bank, og så er det måske bedst at sælge Danica. Det er ikke så utænkeligt, og det er tidligere blevet luftet af Eivind Kolding, da han stod i spidsen for Danske Bank.
Hvem ved: Måske vil Nordea købe. De ser i hvert fald ud til at have fortrudt, at de i sin tid skaffede sig af med Velliv.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.