Markedet for udbud af firmapensioner er nu blevet så økonomisk attraktivt for pensionsmæglerne, at både danske og udenlandske mæglere flokkes om det danske marked. Pensionsmæglerne tjener kassen på udbud for store erhvervsvirksomheder, der gladeligt lader medarbejdere i andre virksomheder betale for de mange udbud med tilhørende rådgivningsydelser. Pensionsmæglerne har taget magten på firmapensionsmarkedet, skriver fagredaktør Carsten Vitoft
Omfanget af udbud af firmapensioner slår rekord år for år. Ligesom pensionsmæglernes overskud i en grad, så udenlandske mæglere og kapitalfonde står i kø for at komme ind på det danske marked. Omvendt står pensionsselskaberne over for at skulle spare. Alt sammen er udtryk for, at mæglerne har taget magten på pensionsmarkedet. Og det er dyrt for kunderne. PFA betaler f.eks. hvert år næsten 600 mio. kr. fra kundernes pensioner til en pensionsmægler for at rådgive PFA’s egne kunder, mens PFA selv skal spare millionbeløb. For sektoren som helhed flytter næsten en mia. pensionskroner fra kundernes depoter ned i lommerne på private pensionsmæglere.
Baggrunden for markedssituationen er groft sagt, at de danske pensionsselskaber har opgivet at konkurrere mod mæglerne om at yde rådgivning på firmapensioner.
Eksperter opfatter situationen på den måde, at pensionsselskaberne nu svigter firmakundernes ansatte – ved at lade mæglerne levere dyr rådgivning i stedet for egne prisbillige alternativer.
”Pensionsselskabernes ledelser vil rigtig gerne af med deres egne sælgere og kunderådgivere, fordi de jo er krævende hele tiden. Men sådan er det, når man har dygtige sælgere, der skal klare sig i konkurrencen. Så personligt tror jeg, at mange på direktionsgangene er glade for naturligt at kunne give afkald på sælgere til fordel for mæglere, uagtet at selskaberne samtidig lader mægleren styre deres kunder, og hvor de kunder må havne i fremtiden. Det synes jeg, er en farlig tendens,” siger Jesper Winkelmann, tidligere direktør i Danica.
Pensionssektoren har i dag kun få hundrede kunderådgivere tilbage, mens mæglernes rådgivere er vokset til flere tusinde. Det har ændret styrkeforholdene i sektoren markant i mæglernes favør.
Myndighederne opgivende
Afgørende er, at pensionsselskaberne er kommet til at betale den fulde omkostning for udbud af de firmapensioner, som mæglerne gennemfører. Det er blevet en fast praksis. Og det står fast i udbudsmaterialet, at vinderen skal betale omkostningerne. Mæglerne siger derfor til selskaber med firmapensioner, at det er gratis for dem.
Det er også blevet normen, at der gives tilskud til betaling for mæglerens efterfølgende rådgivning af de ansatte under de enkelte firmapensioner. Dette tilskud kaldes egenkapitaltilskud, fordi pengene skal tages fra pensionsselskabernes egenkapital. Og det er godkendt af Finanstilsynet.
Så når mægleren siger til virksomhederne med firmapensioner, at det er gratis at gå i udbud, så er det kunderne i det vindende pensionsselskab, der betaler regningen. På det grundlag er det ikke svært at forstå mæglernes enorme vækst og indtjening, fordi de får virksomhederne til at gå i langt flere udbud end tidligere.
Oven i det er det også lykkedes mæglerne at holde pensionsselskaberne udenfor markedet for rådgivning. I mange år har der ligget en aftale mellem pensionsbranchen og mæglerne, at mægleren kan holde den efterfølgende rådgivning af medarbejderne ude af udbud og beholde den for sig selv.
Den aftale har mødt voldsom kritik fra konkurrencerådet, der i 2019 krævede det forbudt.
”Konkurrencerådet anbefaler stadig, at der indføres et forbud mod, at det på forhånd er fastlagt, at den mægler om, som står for at udbyde en pensionsordning, også skal stå for den efterfølgende rådgivning. Forbuddet kan for eksempel implementeres gennem lovgivning, hvilket er en politisk beslutning,” oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Men intet er sket, og i december 2024 forlængede parterne igen aftalen. Tilsyneladende har pensionsbranchen opgivet kampen mod mæglerne. Sikkert fordi det er nemmere at samarbejde med mæglerne, hvis man vil have en chance i udbuddene af firmapensionerne.
Også Konkurrencerådet synes at have givet op.
”Den opdaterede aftale er sendt til såvel Finanstilsynet som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Hvis de to myndigheder har kommentarer, er F&P og FMF selvfølgelig lydhøre,” lyder det fra underdirektør Jan V. Hansen fra Forsikring & Pension, der peger på, at aftalen og udbudsformen stadig ikke er ulovlig.
Carsten Vitoft