Artikelserie om Forsikringsmafiaen: Kammeradvokaten undersøger nu i al stilhed de ansvarlige bagmænd for det seneste års konkurser på det danske forsikringsmarked, der har kostet Garantifonden for Skadesforsikring et milliardbeløb. Der er tale om en lille håndfuld erfarne forsikringsfolk, hvor flere allerede har forsøgt at flytte værdier ud af Kammeradvokatens rækkevidde med ”konefinter” og lignende.
Som kurator i de seneste store forsikringskonkurser graver kammeradvokat Boris Frederiksen sig fortsat ned i baggrunden for de milliardtab, som konkurserne i Alpha og Qudos Insurance har påført de danske forsikringstagere. Han forsøger netop nu at skabe et samlet overblik over transaktioner og forretningsmetoder op til konkurserne, med henblik på at afdække om ledelserne i de to selskaber kan holdes ansvarlige for de store økonomiske tab.
”Vi er ikke færdige med vores undersøgelser (af Alpha Insurance, red.) endnu. Jeg tror, at vi kommer ind i tredje kvartal, før vi har en endelig konklusion. Ligesom i Alpha, undersøger vi i Qudos, om der måtte være grundlag for at gøre et ledelsesansvar gældende. Vi er nok fremme i fjerde kvartal, før vi har en konklusion,” fortæller Boris Frederiksen.
KONEFINTEN
Flere af de ansvarlige bagmænd, der af Økonomisk Ugebrev er blevet døbt ”Forsikringsmafiaen”, er godt i gang med at flytte rundt på de værdier, som de har tjent på at drive de nu konkursramte forsikringsselskaber. Eksempelvis ser det ud til, at flere af bagmændene allerede har gjort brugt af ”konefinten”, hvor man flytter sine personlige værdier i kreditorly hos sine familiemedlemmer.
Kammeradvokaten oplyser, at han er opmærksom på den udfordring: ”Hvis eventuelle overdragelser af aktiver er foretaget umiddelbart op til eller efter konkursen til nærtstående, det vil sige bl.a. familiemedlemmer, og hvis det måtte umuliggøre betaling af et eventuelt erstatningskrav, består der i konkursloven mulighed for at omstøde overdragelser, der er skævdelende eller har karakter af gaver. Disse muligheder vil om nødvendigt blive bragt i anvendelse,” siger Boris Frederiksen. Et eksempel er Bo Lundqvist, der både har været medejer af, i bestyrelse og direktion for selskaberne omkring Alpha Insurance. Forsikringsselskabet blev erklæret konkurs den 8. maj sidste år. Blot en uge inden konkursen flyttede Bo Lundqvist ejerskabet af sit personlige selskab til et familiemedlem, viser registreringer i CVR-registret. Hans kollega og medejer Leif Corint-Hansen har også for år tilbage fået familien ind i bestyrelsen i sit personlige selskab. Her er værdierne også faldet markant, efter han sidste år hev udbytte på 7 mio. kr. ud. Hans selskab har for nylig skiftet navn til Rein Services og også ændret formål. Også to andre tidligere ejere har undervejs overdraget ejerskab af deres personlige selskaber med Alpha-aktier til familiemedlemmer.
Økonomisk Ugebrev beskrev tidligere på året, at ejerkredsen bag Alpha Insurance nåede at hive en kvart mia. kroner ud af selskabet i form af lønninger, honorarer og udbytter ( ØU7 ). Så Spørgsmålet er, om værdierne nu er flyttet uden for Kammeradvokatens – og ikke mindst garantifondens – rækkevidde.
QUDOS AFVISER
Garantifonden har allerede stævnet folkene bag konkursen i Husejernes Forsikring (2016). Her har et centralt issue været, at man lod selskabet fortsætte driften for længe. Det samme ventes at blive undersøgt omkring Qudos. Men også her kan Kammeradvokatens jagt på værdierne vise sig mere end almindeligt kompliceret. Den centrale bagmand er en udlandsdansker ved navn Nicolai Borcher Hansen. Hans ejerskab går dog gennem en række selskaber, der er registreret i skattely på kanaløen Guernsey, hvor man hverken kan se værdier eller ejerskab.
Han skriver til Økonomisk Ugebrev omkring Kammeradvokatens undersøgelser. ”Kurators opgave er vel altid at undersøge dispositioner og forhold op til en konkurs, og det antager jeg også er tilfældet med Qudos. Jeg er ikke bekendt med, at jeg personligt skulle være under mistanke for uregelmæssigheder. Vi har ingen gemte værdier. Jeg vil gerne understrege, at hvis der er nogen, der har tabt penge på Qudos’ konkurs, så er det New Nordic Holding og selskabets investorer. Vi har tabt et større trecifret millionbeløb på selskabet.”
Nicolai Borcher Hansen understreger, at han kun er delvis ejer af selskabet bag konkursramte Qudos Insurance.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.