Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Principiel millionretssag kan udløse to nye forsikringskollaps

Carsten Vitoft

torsdag 16. marts 2023 kl. 10:47

Principiel millionretssag kan udløse to nye forsikringskollaps

I morgen, fredag d. 17/3 ’23, afsiges dom i Østre Landsret i en sag mellem landets største forsikringsselskab: Tryg og Dansk Boligforsikring. Sagen handler om dobbeltforsikring inden for hus og ejerskifteforsikring. Hvis Tryg vinder sagen, kan en stor millionregningen meget vel trække det finansielle tæppe væk under Dansk Boligforsikring og Domus Forsikring. Og markedet for ejerskifteforsikringer kan i en periode fryse til is.  Sagen er dog så principiel, at den vurderes at gå til højesteret uanset udfaldet, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i denne gennemgang af sagen.

Efter fire forsikringsselskabers konkurser på blot seks år, er der nu igen lagt op til et kæmpe drama på markedet for ejerskifteforsikringer, hvor to forsikringsselskaber tørner sammen. Præcis klokken ti fredag vil Østre Landsret afsige kendelse i en prøvesag, som Tryg har anlagt mod selskabet Dansk Boligforsikring.

Afgørelsen er en potentiel bombe under hele den danske forsikringsbranche.

Hvis Tryg vinder retssagen, er der stor risiko for to nye konkurser i to af landets største selskaber inden for ejerskifteforsikring – nemlig Dansk Boligforsikring og Domus Forsikring. Oven i det vurderer forsikringseksperter over for Økonomisk Ugebrev, at en sejr til Tryg kan få priserne på ejerskifteforsikringer til at eksplodere i vejret.

En ejerskifteforsikring koster i dag et sted mellem 15.000 til 35.000 kr., og det kan nemt stige med 5.000 til 7000 kr., hvis Tryg vinder sagen i Østre Landsret.

”Hvis den her sag falder ud til Trygs fordel, så risikerer vi et blodbad på forsikringsmarkedet. Det er min vurdering, at vi så vil komme til at se to nye konkurser. Dansk Boligforsikring og Domus Forsikring vil næppe have råd til at tabe. Set med forbrugerøjne er det bedre, hvis Tryg taber, da det vil skabe mere klarhed om, hvor grænserne går mellem husforsikringer og ejerskifteforsikringer,” siger uafhængig forsikringsmægler, Søren Ahlgren Mortensen fra DinForsikringsekspert, der har 15 års erfaring med netop den type forsikringer.

Hvem skal betale

Sagens kerne handler om bolighandler, hvor boligkøberen både har købt en husforsikring og en ejerskifteforsikring. Og i dette tilfælde i to forskellige selskaber: Altså en husforsikring i Tryg og en ejerskifteforsikring i Dansk Boligforsikring. Begge to landets største selskaber på deres område.

I mange år har man i forsikringsbranchen været enige om, at det i sådan et tilfælde må være husforsikringen, der dækker, når der efterfølgende opstår en skade, som kan dækkes af begge forsikringer. Og sådan har det altså også været i praksis. Det står i en aftale indgået i brancheforeningen Forsikring & Pension, som stadig gælder den dag i dag.

Det vil sige, Tryg har betalt erstatning, mens Dansk Boligforsikring altså er sluppet. Og det er nu denne praksis, Tryg udfordrer i Østre Landsret. Tryg mener ifølge kilder i branchen, at man i et eller andet omfang burde deles om erstatningerne.

Hvis Tryg får ret, er der altså en stor risiko for, at Tryg efterfølgende kan gøre regres hos Dansk Boligforsikring for alle de år, hvor man ikke har betalt sin andel af erstatningerne, når der har været dobbeltdækning hos kunden.

En del af årsagen til denne udvikling har formentlig været en afgørelse i Ankenævnet for Forsikring. Her er forsikringsaftaleloven tolket anderledes end branchens egen aftale.

Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger har det samtidig ført til, at Topdanmark har rejst et lignende krav mod Domus Forsikring, der er nummer to i markedet for ejerskifteforsikringer lige efter Dansk Boligforsikring. Derfor er landets to største aktører på ejerskiftemarkedet nu i umiddelbar fare for at gå konkurs. Altså hvis dommen medfører massive regreskrav fra to af landets største forsikringsselskaber, Tryg og Topdanmark.

Risikoen er, at denne del af forsikringsmarkedet kortsluttes allerede fredag eller i næste uge, hvis de største vinder. Det vil blive næsten umuligt at bestemme, hvad en ejerskifteforsikring så pludselig skal koste at tegne, og potentielt kan boligmarkedet i en periode fryse til is, fordi der ikke er et fungerende marked for ejerskiftsforsikringer.

Forsikring på lerfødder

Det helt store problem er, at Dansk Boligforsikring og Domus Forsikring ikke bare kan hæve præmierne, hvis de taber sagen i morgen. Præmierne på tidligere solgte forsikringer er engangsbetalinger, der allerede er blevet indbetalt, da bolighandlen skete i sin tid.

Her kan man opdele kunderne i tre kategorier. Dem, som allerede har haft en skade og altså fået erstatning i Tryg. Her er spørgsmålet, om Østre Landsret vil mene, at Tryg sagtens kan gå efter Dansk Boligforsikring den dag i dag.

Så er der dem, der har betalt præmien, men endnu ikke har en skade. Også her er det eksplosivt for Dansk Bolig Forsikring og Domus Forsikring, da der heller ikke er mulighed for at kradse ekstra penge ind hos kunderne.

Sidste gruppe er de nye ejerskifteforsikringer, som bliver tegnet klokken 10:01 i morgen. Her vurderer eksperter med indgående kendskab til markedet for ejerskifteforsikringer altså, at præmierne på en ny ejerskifteforsikring kan stige med 5.000 til 7.000 kr. med et slag. Det vil sige, at en af de billige ejerskifteforsikringer kan stige fra 15.000 op til 20.000 kr., mens en af de dyre stiger fra 35.000 kr. helt op til 42.000 kr.

Det siger noget om det hul, der kan gemme sig i sådan en dom. Omfangsmæssigt vurderes Dansk Boligforsikring at have solgt i nærheden af 150.000 ejerskifteforsikringer, som er aktive i markedet. Det kan ende med en regning, som hverken Dansk Boligforsikring eller Domus Forsikring – eller det tilhørende agentur FRIDA Forsikring – er i nærheden af at kunne betale.

Oven i det er både Dansk Boligforsikring og Domus Forsikring skrøbelige selskaber. De er begge vokset massivt i de senere år oven på flere af de tidligere konkurser, og det er netop den slags vækst, der har taget livet af flere selskaber tidligere. Særligt de seneste to konkurser i Qudos Insurance (2018) samt Gefion Insurance (2021).

På trods af den høje vækst har ejerne i Dansk Boligforsikring og Domus Forsikring taget massive udbytter ud af deres selskaber, Og begge havde i de seneste årsrapporter en solvens lige omkring 1,3 til 1,4 gange kapitalkravet, hvilket er meget lavt. Kommer det ned i nærheden af 1,25, hedder det skærpet tilsyn fra Finanstilsynet. Og det er ikke utænkeligt, at de begge befinder sig der efter et meget svært 2022, hvor boligmarkedet gik helt i stå samtidig med, at renten steg, og afkastet på finanserne faldt.

Hverken Dansk Boligforsikring eller Domus og FRIDA Forsikring har ønsket at udtale sig om sagen til Økonomisk Ugebrev. Heller ikke Tryg eller Topdanmark har det været muligt at få en kommentar fra. Advokaterne, Thomas Birch, der fører sagen for Tryg, og advokat Michael Christiani Havemann, der har ført sagen for Dansk Boligforsikring i Østre Landsret, ville i sidste uge ikke tale med Ugebrevet om sagen.

Tryg i voldsomt dilemma over for kunderne

Tryg har i årevis henvist kunder til Domus Forsikring og søsterselskabet FRIDA Forsikring. Men nu risikerer de altså indirekte at være med til at lægge selskabet i graven. Sker det, vil alle Trygs egne kunder stå tilbage med en værdiløs ejerskifteforsikring, og det kan give et forklaringsproblem over for kunderne. En ejerskifteforsikring er den dyreste forsikring, danskerne køber.

For nylig kunne man så på selskabet hjemmeside læse, at Tryg nu er stoppet helt med at henvise kunder andre steder på ejerskifteforsikring. Ugebrevet har spurgt hvorfor ovre i Tryg, men selskabets pressechef Susanne Lindhage skriver blot i en mail, at man har stoppet samarbejdet med FRIDA og Domus Forsikring. Hun svarer ikke på Ugebrevets yderligere spørgsmål på mail eller sin telefon.

Hvis Tryg vinder sagen, og det medfører konkurser, vil det være den danske Garantifond for Skadesforsikring, der træder til og dækker regningen for de kunder, der bliver ramt. Det er allerede sket fire gange med Husejernes Forsikring (2016), Alpha Insurance (2018), Qudos Insurance (2018) og Gefion Insurance (2021).

Omkring Topdanmark er vurderingen, at man ikke har meget mere på spil end at maksimere værdierne for selskabets aktionærer – og dermed få så mange penge som muligt ud af et eventuelt søgsmål mod Domus Forsikring og det tilhørende agentur FRIDA Forsikring.

 

Advokat i tvivlsom dobbeltrolle

Det er ikke bare Dansk Boligforsikring, der kæmper for sit liv i denne sag. Selskabets advokat er Michael Christiani Havemann, og han synes også at have temmelig meget på spil. Han sidder nemlig både i bestyrelsen for Dansk Boligforsikring og fører samtidig sagen for selskabet i Østre Landsret.

Dermed har han som et af tre bestyrelsesmedlemmer i Dansk Boligforsikring efter alt at dømme været med til at hyre sig selv – eller i hvert fald godkende det, lige som han altså også lidt mere indirekte godkender regninger udskrevet til sig selv. Det kan skabe incitamenter til at trække sagen i langdrag – og dermed øge hans egen indtjening.

Eksperter i forsikringsbranchen peger det på det paradoksale i, hvis Havemann ender med at tabe sagen i Østre Landsret i morgen. Dermed kan han ende med at være meget direkte involveret i, at Dansk Boligforsikring ender i konkurs, men han kan også drage stor fordel af, at anke sagen til Højesteret og selv føre sagen – og regningerne videre.

Carsten Vitoft

Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:

Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde

 

 

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag den seneste udgivelse af Finans – det førende magasin om den danske finanssektor.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank