Retsopgøret mod forsikringsmafiaen, der har kostet Garantifonden for Skadesforsikring tab på over 1 mia. kr., er nu i fuld gang. Hen over sommeren er et tidligere bestyrelsesmedlem i Qudos Insurance blevet dømt til privat at betale 15,6 mio. kr. tilbage til konkursboet. To er blevet idømt konkurskarantæne, mens et tredje medlem gik fri. Fagredaktør Carsten Vitoft fortsætter artikelserien om Forsikringsmafiaen.
Kurator Boris Frederiksen går nu for alvor efter forsikringsmafiaens bagmænd bag konkurserne i selskaber som Alpha Insurance, Qudos Insurance og Gefion Insurance.
Det står nu klart, at det har været en hård sommer for bagmændene bag Qudos Insurance, som er den største, dyreste og mest komplicerede af de efterhånden mange konkurser, som i den grad har drænet garantifonden for midler.
Enige dommere
Tidligere bestyrelsesmedlem i Qudos Insurance, advokat Anders M. Hansen, fik lige før sommerferien den indtil nu hårdeste dom, da han blev dømt til at betale 15,6 mio. kr. tilbage til konkursboet efter Qudos.
Sagen omhandlede fire dispositioner foretaget i Qudos. Dels et tilbagesalg af aktier fra bestyrelsesmedlemmets selskab til Qudos og dels betaling af tre fakturaer udstedt af Anders M. Hansens eget selskab til Qudos. I dommen lød det bl.a.:
”Konkursboet havde krævet, at bestyrelsesmedlemmet og hans selskab skulle betale 16,8 mio. kr. tilbage til konkursboet. Konkursboet anførte, at en aktieoverdragelse og to fakturaer efter konkursboets opfattelse var omstødelige. Konkursboet argumenterede med, at dispositionerne skete på et tidspunkt, hvor selskabet var insolvent, hvilket bestyrelsesmedlemmet vidste, og at dispositionerne var utilbørlige. En tredje faktura var efter konkursboets opfattelse betalt, uden at arbejdet vedrørte det konkursramte selskab.”
Dommen blev afsagt af Retten i Lyngby den 30. juni 2021, og de tre dommere var enige.
”Vedrørende aktieoverdragelsen blev der lagt vægt på, at der var et væsentligt misforhold mellem aktiernes værdi og den betaling, bestyrelsesmedlemmets selskab modtog. Betalingen skete i form af, at en gæld, bestyrelsesmedlemmets selskab havde til Qudos, blev anset for indfriet. Bestyrelsesmedlemmet blev også anset for personligt ansvarlig for beløbene på baggrund af sin rolle som bestyrelsesmedlem i Qudos og ejer af det selskab, der blev dømt til at betale tilbage. Der blev her bl.a. lagt vægt på bestyrelsesmedlemmets indsigt i Qudos’ økonomi. Vedrørende faktureringen blev der navnlig lagt vægt på den nære tidsmæssige sammenhæng mellem, at der blev faktureret, og at selskabet trådte i likvidation, samt at det ikke var bevist, at faktureringen var sædvanlig,” lød det yderligere i dommen.
Anders M Hansen optrådte også som likvidator i Qudos Insurance og skulle rydde op efter sine egne transaktioner så længe, der var tale om en likvidation. Men få uger efter hans udnævnelse til likvidator ultimo 2018 gik Qudos konkurs.
Men her stopper advokatens nye lidelser ikke. For blot en måned forinden var han også blevet idømt konkurskarantæne for sin rolle i Qudos Insurance. Sammen med tidligere direktør i Qudos Insurance Robert Thornedahl og arkitekten bag hele konstruktionen, Nicolai Borcher Hansen, er de indstillet til konkurskarantæne i tre år.
Robert Thornedahl blev frikendt, mens de to andre blev idømt tre års konkurskarantæne i byretten.
Ugebrevet har forsøgt at få interviews med de involverede parter, men de oplyser via deres presseagent, at de ikke ønsker at lade sig interviewe. De oplyser dog, at sagerne er anket, og dermed er konkurskarantænen ikke trådt i kraft endnu.
Kort om retsopgøret mod den danske forsikringsmafia
Ugebrevet startede dækningen af de mange danske forsikringskonkurser i 2015. Først faldt Husejernes Forsikring sammen med Gable Insurance i 2016. Dernæst Alpha Insurance og Qudos Insurance i 2018. Og sidst faldt Gefion i 2020.
Boris Frederiksen fra advokatfirmaet Poul Schmith er kurator på de tre seneste, og han har allerede her i foråret stævnet to i ledelsen af Alpha Insurance samt revisorerne her. Han vil have mere end 200 mio. kr., da han mener, at Alpha Insurance burde have været lukket tidligere, og at både ledelsen og revisorerne burde have opdaget elle vidst dette.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.