I de netop aflagte regnskaber har bl.a. Tryg hensat 50 mio. kr. til at dække forventede tab fra konkursen i Gefion. Forsikringsbranchen forsøger nu at sende aben videre til Finanstilsynet, som klandres for tabene og for ikke at have grebet ind over for Gefion tidligere. Men denne gang kan tilsynet ikke bebrejdes ret meget, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i denne analyse.
For tiden er det ikke nemt at være Finanstilsynet, når det handler om tilsynet med de danske skadesforsikringsselskaber. Kritikken er væltet ind fra flere sider, efter at den fjerde store konkurs i forsikringsbranchen på blot seks år blev en realitet sidste sommer. Alle havde forventet, at nye konkurser kunne afskærmes tabsmæssigt, efter at loven blev strammet. Bl.a. skulle Garantifonden for Skadesforsikring undgå endnu en trecifret millionregning fra udenlandske forsikringskunder.
Nu viser det sig, at der alligevel ligger en regning til de danske forsikringsselskaber på samlet godt 400 mio. kr. Tryg meldte i kvartalsregnskabet om hensættelser på 50 mio. kr. Topchef Morten Hübbe mener, at det er myndighedernes skyld, at branchen nu igen står tilbage med tab efter et dansk forsikringseventyr i udlandet.
Kritik fra flere sider
I Trygs kvartalsregnskab oplyses, at ”Tryg does not find such situations acceptable, ultimately policyholders in financially robust non-life insurers are left paying the bill of irresponsible behaviors. Tryg urges all regulatory bodies to increase surveillance to ensure that situations like this will not happen again.”
Tryg henviser også til konkursen i Qudos Insurance i 2018, hvor branchen ligeledes fremsatte en heftig kritik af Finanstilsynet, efter det stod klart, at regningen kunne løbe op over 1 mia. kr. Også brancheforeningen F&P’s formand var blandt kritikerne. Med den seneste konkurs i Gefion fremsætter F&P igen kritikken i et erhvervsmedie.
Men hvis man i Finanstilsynet i disse dage har svært ved at forstå branchens kritik, så er det forståeligt. For så sent som i februar i år nåede hele fem dommere i Erhvervsankenævnet frem til den direkte modsatte konklusion i en afgørelse, nemlig at Finanstilsynet var faret for hurtigt og for hårdt frem mod Gefion. Den tidligere ledelse af Gefion Insurance mente, at tilsynet havde været for hårdhændet op til konkursen – og dermed unødigt havde forårsaget først en likvidation af Gefion i sommeren 2020 og senere konkursen sidste sommer.
Kort forklaret havde Finanstilsynet givet så mange påbud til Gefion, at Erhvervsankenævnet mente, at de først skulle have lov at virke, før tilsynet kunne indføre det kapitaltillæg, som væltede Gefion. Kapitaltillægget betød nemlig, at Gefion skulle rejse yderligere godt 40 mio. kr. for at styrke sin solvens, og det lykkedes som bekendt ikke.
I det lys kan det være svært at forstå, hvordan Trygs ledelse i dag kan mene, at Finanstilsynet har handlet for langsomt. Vi har derfor spurgt Tryg – som branchens største aktør – præcist, hvad tilsynet kunne have gjort bedre eller hurtigere i sagen om Gefion.
Skylder en tak
Tryg har ikke ønsket at svare på Ugebrevets spørgsmål, men en nærliggende tanke er, at Tryg i det seneste kvartalsregnskab havde svært ved at forklare aktionærerne, at man igen har tabt penge på konkurser andre steder i sektoren. I 2018 skete det også med Qudos Insurance, som man endda henviste kunder til helt op til konkursen, selv om Finanstilsynet i årevis havde haft skærpet tilsyn med Qudos.
Forløbet tyder på, at Finanstilsynet denne gang har begrænset branchens tab og i hvert fald ikke øget dem. Og at branchen måske i stedet for at kritisere tilsynet burde sende en stille tak til vicedirektør Carsten Brogaard i Finanstilsynet, som svarer på kritikken:
”Finanstilsynet fulgte udviklingen i Gefion tæt i flere år op til selskabets konkurs, og anvendte mange forskellige redskaber fra værktøjskassen. Eksempelvis påbød vi i 2019 Gefion et kapitaltillæg. Dette blev desværre underkendt i Erhvervsankenævnet. Det er selvfølgelig en ærgerlig situation, men det er vigtigt at huske, at der er en ret til at etablere sig og en ret til at komme med sine forretningsplaner. Men før der er håndfast bevis for, at det er ved at køre af sporet, så er det være svært for os at forhindre et selskab i at gøre forretning,” siger Carsten Brogaard.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.