Ejerkredsen i Domus Forsikring er i opløsning. Økonomisk Ugebrev erfarer, at kapitalfonden VIA Equity, som tidligere var ejet af ATP, ikke længere støtter op om forsikringsselskabet og er på vej ud af ejerkredsen. Som tidligere beskrevet i ØU undersøges en anden storaktionær af både politiet og Finanstilsynet. Det kan ende med, at Finanstilsynet må tage over, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Kapitalfonden VIA Equity har nu fået nok af den kontroversielle ejerkreds bag forsikringsselskabet Domus og vil ikke længere bakke økonomisk op om selskabet. Domus Forsikring er et af de to store forsikringsselskaber, som sælger ejerskifteforsikringer, og som tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev måtte selskabet i foråret aktivere nødkapitalplaner efter flere år med store, tocifrede millionunderskud.
Økonomisk Ugebrev erfarer, at VIA Equity, som er den eneste økonomisk solide aktør i ejerkredsen, i al hemmelighed nu er på vej ud af selskabet. Folkene bag kapitalfonden har ikke ønsket at kommentere dette.
Vred storaktionær
Det kan blive alvorligt for det nødlidende selskab, hvis der igen skal bruges kapital til at styrke solvensen, som det skete i foråret. Men ejerne bag Domus vil ikke svare på spørgsmål om den nye uheldige udvikling i selskabet.
”Indtil du fremlægger fakta, vil jeg betragte det som spekulationer, så det kommer jeg ikke til at svare på,” lyder det over telefonen fra en tydeligt ophidset storaktionær Peter Egede Nielsen på spørgsmålet, om VIA Equity er på vej ud af ejerkredsen. Peter Egede Nielsen, der ejer omtrent 30 pct. af aktierne, afviser altså ikke direkte, at Økonomisk Ugebrevs oplysninger er korrekte.
Udviklingen kommer oven i, at partner John Helmsøe-Zinck fra kapitalfonden VIA Equity også opgav sine poster i bestyrelserne i Domus Forsikring og søsterselskabet Frida Agentur hen over sommeren. Det skete til trods for, at han sidder på 40 pct. af aktierne i begge selskaber.
Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger skyldes exitten den økonomiske udvikling og uro i den øvrige ejerkreds i forsikringskoncernen, der består af Domus og Frida.
Heller ikke John Helmsøe-Zinsk ønsker at tale om, hvad der sker i selskabet. Han er ikke vendt tilbage på opringninger og mails fra Økonomisk Ugebrev. Vi ville ellers gerne have spurgt ham, hvorfor han pludselig forlader to bestyrelser, hvor han er hovedaktionær – og endda midt i en økonomisk krise.
VIA Equity og John Helmsøe-Zinck er normalt ikke bange for kontroversielle forretninger. Kapitalfonden har tidligere investeret i et online kasino. En disposition, som for år tilbage fik både ATP og PFA til at trække sig fra investorkredsen. Så når VIA Equity nu vil ud af ejerkredsen af Domus Forsikring, må det antages, at der virkelig er alvorlige problemer.
Men det kan selvfølgelig også skyldes, at VIA Equity simpelthen er kommet frem til den konklusion, at værdierne allerede er tabt. Domus Forsikring bliver ved med at præstere det ene tocifrede millionunderskud efter det andet, mens konkurrenten Dansk Boligforsikring laver rekordoverskud.
Frida Agenturet skaber ganske vist overskud, men har samtidig kurator Boris Frederiksen på nakken med et krav på 112 mio.kr. fra konkursen i Qudos Forsikring (2018). Frida har kun egenkapital for en tredjedel af det krav, og retssagen starter allerede i starten af det nye år.
Mere på spil
Det er derfor forståeligt, hvis beslutningen om at trække sig fra bestyrelserne også skyldes, at John Helmsøe-Zinck er blevet bange for at miste sin egen fit & proper-godkendelse fra Finanstilsynet.
Tilsynet undersøger efter det oplyste allerede de andre ejeres fit & proper-godkendelser – og særligt Aage Vinds. Han ejer 30 pct. af Domus og Frida. Mister John Helmsøe-Zinck sammen med Aage Vind sin fit & proper-godkendelse i Domus Forsikring, vil han formentlig være helt færdig på markedet for kapitalfonde, hvor det vil være nærmest umuligt at tiltrække penge fra investorer, hvis han er kendt uværdig til ledelsen af en finansiel virksomhed.
Mister Aage Vind sin fit & proper-godkendelse, kan han heller ikke længere sidde i bestyrelsen i Domus og Frida. Dertil er det heller ikke umuligt, at han af Finanstilsynet så kan blive tvunget til at sælge sine ejerandele i Domus Forsikring.
Så er det ganske tæt på, at Danmarks næststørste udbyder af ejerskifteforsikringer pludselig kan blive herreløst, og at Finanstilsynet må overtage styringen af selskabet.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.