Mangeårig og erfaren forsikringsdirektør Jens Erik Christensen, der som bestyrelsesformand og medejer stod bag konkursramte Husejernes Forsikring, står nu frem og siger, at der gik flere dage før Husejernes Forsikring og han blev klar over forbuddet mod at sælge flere forsikringer fra Gable.
Ingen undskyldning, lyder det fra førende jurister, der peger på, at han kan ifalde erstatningsansvar. Han sidder, den dag i dag, i spidsen for to andre milliardforretninger.
I kølvandet på årets store forsikringskonkurs, hvor 25.000 danskere er kommet i klemme, står det nu klart, at der kan komme et dramatisk retsligt efterspil. To store undersøgelser af forløbet er på vej, dels fra Garantifonden for forsikring og dels fra Finanstilsynet. Meget tyder på, at sagerne kan få store personlige konsekvenser for de involverede bag Husejernes Forsikring.
Særligt det faktum, at Husejernes Forsikring fortsatte med at opkræve penge fra kunderne efter der var udstedt et forbud, som beskrevet i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev , vækker undren hos flere førende danske erhvervsadvokater. Tidligere kunder er i en stribe tilfælde blevet opkrævet betaling for forsikringer lang tid efter Finanstilsynets forbud.
”Problemet er, hvis nogle kunder efter den 9. september har betalt præmier til Husejernes Forsikring, for så betaler man jo ind i et konkursbo, og så er det ikke sikkert man kan få sine penge igen. Når man har fået et forbud mod at udstede policer så skal man heller ikke modtage præmier, da man jo ikke længere kan levere modydelsen. Samtidig er man ikke sikker på, at man kan betale præmien tilbage. Så vi er der, hvor det kan være retsstridigt,” siger advokat Morten Samuelsson, partner i advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen, til Økonomisk Ugebrev.
Erhvervsadvokat Gert Willerslev er enig i, at Husejernes Forsikring skulle have stoppet straks på det tidspunkt, hvor der var usikkerhed om at de kunne holde deres del af aftalen.
”Det er min grundlæggende opfattelse, at Husejerne burde være ophørt med at sælge forsikringer fra det tidspunkt, hvor de vidste eller burde vide, at der var usikkerhed om Gable Insurance’ evne til at dække dækningsberettigede skader,” siger Gert Willerslev fra Elmer Advokater.
”Efter den 9. september, hvor forbuddet trådte i kraft, må Husejernes Forsikring sige til kunderne, at vi beklager, men du bliver nødt til at finde et andet forsikringsselskab, da vi kan ikke længere kan opfylde vores del af aftalen. Hvis der har siddet nogle ansatte i Husejernes et par dage efter og ikke vidst, hvad der skete, kan det undskyldes. Men har ledelsen i Husejernes Forsikring kendt til forbuddet, skal man øjeblikkeligt standse udstedelsen af policer,” siger Morten Samuelsson.
Netop tidspunktet for kendskab til forbuddet synes at spille en rolle, når man spørger tidligere ejer og bestyrelsesformand Jens Erik Christensen. ”Husejernes Forsikring (HFAA) modtog aldrig det påbud, som Gable fik fra Finanstilsynet i Liechtenstein (den 7. september, Red). Hverken fra Gable selv eller fra Finanstilsynet i Liechtenstein. HFAA fik mandag eftermiddag 12. september besked fra Finanstilsynet i Danmark om, at de havde modtaget et brev fra Liechtensteins Finanstilsyn, som havde bedt Gable om at stoppe nytegning. Efter aftale med Finanstilsynet i Danmark stoppede vi herefter omgående tilbudsafgivning. Den 15. september ved middagstid bad Gable – uanset de juridiske konsekvenser – os om at tilbagetrække alle allerede afgivne og ikke tegnede tilbud, hvilket HFAA også omgående gjorde,” skriver han i en mail til Økonomisk Ugebrev.
Skal undersøges
”Hvis tilsynet udsteder den slags forbud, er det jo en ledelsesopgave at gøre det fornødne. Det kan jo kun komme fra bestyrelse og direktion at føre forbuddet ud i livet. Fra det øjeblik hvor direktion og bestyrelse i et forsikringsselskab ved, at nu må man ikke længere udstede forsikringer, så skal man sørge for at kunderne bliver orienteret – og navnlig skal man sikre, at kunder der er på vej til at betale præmier får at vide, at det skal de ikke gøre. Ellers risikerer kunderne at miste deres penge. Så kan bestyrelsen ifalde ansvar. Der skal det til, at man har handlet forsømmeligt. Ikke gjort det man skulle, da forbuddet bliver udstedt,” forklarer Morten Samuelsson.
Jens Erik Christensen er i dag bestyrelsesformand i et af landets største pensionsselskaber Skandia, og han sidder i bestyrelsen for Alpha Insurance, der sælger arbejdsskadeforsikringer for over en milliard kr. hvert år. Ugebrevet ville gerne have interviewet Jens Erik Christensen nærmere omkring særligt det faktum, at kunderne stadig blev opkrævet penge helt ind i oktober, selv om Husejernes Forsikring altså burde have kontaktet dem og stoppet betalingerne allerede efter 9. september. Han ønsker ikke at svare på spørgsmål, men har beskrevet sin opfattelse af forløbet her .
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.