Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Konkurs i Gefion: Retssager på vej mod PwC og tidligere ledelse?

Josephine Daniel

mandag 14. juni 2021 kl. 7:00

Ledelsen og revisorerne bag Gefion Insurance stod ellers til at gå helt fri af kurator Boris Frederiksens undersøgelser, som indtil videre har ført til andre store erstatningssager i lignende forsikringskonkurser. Men nu står det klart, at der heller ikke var penge nok til, at Gefion kunne betale sine regninger, og dermed risikerer PwC samt den tidligere ledelse at blive holdt erstatningsansvarlige. Fagredaktør Carsten Vitoft fortsætter her artikelserien om Forsikringsmafiaen.

I sidste weekend blev der skrevet dansk forsikringshistorie, da den fjerde danske forsikringskonkurs på lige så mange år blev en realitet. Mandag morgen stod det klart, at både Garantifonden for Skadesforsikring samt kurator, advokat Boris Frederiksen, igen skal på oprydningsarbejde, og det er ikke umiddelbart gode nyheder for likvidatorerne eller for den sags skyld den tidligere ledelse og revisorerne i Gefion. 

”Vi har udnævnt Boris Fredriksen som en af to kuratorer i det nye konkursbo, og det har vi, fordi han har opbygget en betydelig erfaring med disse grænseoverskridende forsikringsselskaber og den måde, de har opereret på. Det er nu hans opgave at sikre mest muligt til kreditorerne og som led heri undersøge, om der kan gøres et ansvar gældende, samt undersøge mulighederne for at føre erstatningssager mod de involverede parter,” siger vicedirektør i Finanstilsynet Carsten Brogaard.

Til bunds i sagen
Han er ikke den eneste, der nu ser frem til en afklaring af, hvad der egentlig er sket op til denne konkurs, som kommer i kølvandet på konkurser i først agenturet Husejernes Forsikring (2016), Alpha Insurance (2018) og Qudos Insurance (2018). Alle disse konkurser har medført et milliardtab for Garantifonden for Skadesforsikring.

Herfra fortæller direktør Torben Weiss Garne, at der også her er ønsker om at komme til bunds i sagen, altså om ledelsen og revisorerne har levet op til deres ansvar i Gefion Insurance:

”Man kan man vist roligt sige, at der er et slægtskab mellem de her konkurser, og det gælder både forretningsmodellen og persongalleriet. Derfor tror jeg også, at vores bestyrelse i garantifonden vil være meget interesseret i at få belyst de forhold nærmere, som ledte til konkursen, og få placeret et ansvar,” siger Torben Weiss Garne.

Lige så pludseligt likvidatorerne tidligt mandag meldte ud om konkursen, lige så langtrukken har selskabets død rent faktisk været. Allerede tilbage i 2017 stod det krystalklart, at Gefion manglede kapital, og selskabet har længe været under Finanstilsynets skærpede tilsyn. Og sidste forår mistede Finanstilsynets vicedirektør Carsten Brogaard så endelig tilliden til selskabets ledelse, der i flere omgange havde lovet nye kapitaltilførsler – uden at holde ord.

Ultimo 2019 fik selskabets ledelse bestående af Tonny Anker-Svendsen seks måneder til at opfylde tilsynets kapitalkrav. Allerede i marts 2020 kom yderligere et tegningsstop for nye forsikringer, og i juni sidste år blev selskabet så endelig beordret i likvidation af Finanstilsynet. Det er ved den likvidation og optælling af værdierne, det nu har vist sig, at der ikke er penge nok til alle – og at likvidatorerne dermed måtte give op i mandags.

En retssag i Tyskland har medført, at 30 mio. euro er tabt, lød det mandag.

”Vi er meget overraskede over afgørelsen fra den tyske appelret, efter at vi ved første instans fik fuldstændig medhold i vores påstand. Derfor havde vi lagt til grund, at Gefion efter afgørelsen i 2. instans ville få mulighed for at få tilført selskabet mere end EUR 30 mio. Dette beløb ville have betydet, at Gefion var blevet afviklet i god ro og orden, hvor selskabet ville kunne svare enhver sit. På den baggrund er det en meget trist dag, og vi havde ønsket et bedre sidste kapitel i historien om Gefion,” lyder det i en pressemeddelelse fra en af likvidatorerne, advokat Troels Askerud, der også var en af ejerne af Gefion Insurance.

Milliardtab på vej?
Han er den første af folkene omkring Gefion, som nu står i et lidet flatterende lys. Først og fremmest på grund af sine mange roller i selskabet, som en del af den tidligere ledelse, storaktionær og nu senest likvidator i selskabet. Som ejer pegede han ved likvidationen på sig selv til den lukrative opgave at rydde op i Gefion.

I selskab med en af landets mest kendte konkursadvokater, Søren Aaman, har de sammen brugt det meste af et år på at finde ud af, at der altså ikke var penge nok. Meget overraskende fordi det for få måneder siden lykkedes dem at melde det præcist modsatte ud – nemlig at der var penge nok til alle. Det skete i mediet Inside Business, som også konkluderede, at kammeradvokat Boris Frederiksen fik en lang næse i den konkurs, da Søren Aaman fra advokatfirmaet Accura altså løb med opgaven.

Måske ikke den smarteste udmelding – hverken i betragtning af, at der i dag, seks måneder senere, altså er et hul, som nemt kan nå 200 mio. kr. Men også i betragtning af, at netop Boris Frederiksen nu skal rydde det hele op. Også efter de to likvidatorer Søren Aaman og Troels Askeryd, der selv må antages at have gravet et godt hul i Gefions økonomi efter deres arbejde det seneste år. Alene den regning kan løbe op i millionbeløb.

”Nu skal vi først tage hånd om kunderne og få oprettet et system til behandling af skader, som vi jo har noget erfaring med. Men det er klart, at det er et nyt sæt regler, der nu træder i kraft, når der er tale om en konkurs frem for en likvidation, og vi skal på et senere tidspunkt selvfølgelig også have set, om der kan placeres et ansvar,” siger Boris Frederiksen.

Risiko for større tab
Tabet i Gefion kan også være meget, meget større, hvis man ser på den seneste årsrapport fra Gefion Insurance. Her løb hensættelserne op i næsten 2 mia. kr., hvoraf langt det meste heldigvis var i europæiske nabolande som Tyskland, England, Irland, Polen og Frankrig.

Det er kun godt en måned siden, at Boris Frederiksen fortalte, at han netop har fået grønt lys fra Garantifonden for Skadesforsikring til at stævne den tidligere ledelse og revisorerne i Alpha Insurance for lige over 200 mio. kr. for at pynte på årsrapporterne.

Samme mistanke knytter sig til den tidligere ledelse i Gefion Insurance og revisoren, PwC. Her krævede Finanstilsynet, at selskabets offentliggjorde en ny årsrapport for 2018, da økonomien ikke var retvisende i den reviderede årsrapport – eller for den sags skyld halvårsrapporten.

Dermed vil Boris Frederiksen nærmest være tvunget til at lave de samme undersøgelser i Gefion, hvor tidligere direktør og ejer Tonny Anker-Svendsen er gået igen som ejer i begge selskaber. Han er dog ikke en af de stævnede i Alpha-sagen.

Til Økonomisk Ugebrev siger han, at han er lige så overrasket over konkursen i denne uge, som alle andre er. Men han vil ikke udtale sig om Gefion, da han ikke har været tæt på selskabet i et år. Det vil Troels Askeryd heller ikke. Med-likvidator og med-kurator Søren Aaman lover i telefonen at oplyse, hvor mange timer, han indtil videre har brugt på Gefion, men det løfte svigter han senere.

Sidst skriver partner Pernille Stokholm Bøg fra PwC til Økonomisk Ugebrev, at PwC ingen kommentarer har, da der er tale om et kundeforhold.

En udenlandsk affære
Nu skal Gefion altså igennem samme proces som Husejernes Forsikring, Alpha Insurance og Qudos Insurance. Ledelsen bag Husejernes Forsikring er i dag stævnet for godt 100 mio. kr. af Garantifonden for Skadesforsikring. Den tidligere ledelse i Alpha Insurance er sammen med selskabets revisorer i KPMG lige blevet stævnet af Garantifonden for lidt over 200 mio. kr. Ifølge ugebrevets oplysninger er det også den vej, det går efter konkursen i Qudos Insurance.

Men i hvert fald en ting bliver anderledes for Gefion Insurance, fortæller Torben Weiss Garne.

”Denne gang kommer garantifonden ikke til at stå næsten alene med tab på en forsikringskonkurs. Ved Gefions konkurs skal fonden ikke længere dække tab i andre lande. De største tab kommer til at ramme garantifonde og andre kreditorer i andre lande. Så med Gefion kan man allerede nu sige, at det bliver en bredere fordeling på kreditorer. Og de kan også have en interesse i at placere et erstatningsansvar. Nogle af dem kender Boris Frederiksen fra de tidligere konkurser i Alpha og Qudos Insurance,” siger Torben Weiss Garne.

Dermed kan det nemt blive en koalition af den danske og flere udenlandske garantifonde, der i fællesskab beslutter, om den tidligere ledelse og revision i Gefion skal holdes ansvarlige for de tab, der nu er på vej.

Garantifondene i særligt England og Irland har tidligere dækket store danske tab på konkurserne i Alpha og Qudos Insurance, og dermed får Boris Frederiksen næppe svært ved at overtale disse garantifonde til en retssag omkring Gefion, hvis det er den vej, undersøgelserne peger.

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Forsikringsbosser vakler i Qudos-sagen

torsdag 28. september 2017

Kaos omkring forsikringsgarantiordning

søndag 11. december 2016

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank