Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Stævning: Prominente erhvervsfolk i Alpha-top går fri i erstatningssag

Carsten Vitoft

onsdag 17. marts 2021 kl. 8:00

Artikelserie om Forsikringsmafiaen: Idémagerne bag den famøse danske forsikringsmodel, der har væltet tre danske forsikringsselskaber i milliardklassen, stilles nu til ansvar for de tab, de har påført Garantifonden for Skadesforsikring. Kurator har netop stævnet dem for over 200 mio. kr. for deres rolle i konkursen af Alpha Insurance. KPMG er også stævnet som revisor, mens hovedparten af bestyrelsen, som sad i problemåret 2016, med nød og næppe slipper.

I snart tre år har de tidligere direktører, bestyrelsesmedlemmer og ejere af Alpha Insurance, Leif Corinth-Hansen og Bo Lundqvist, ikke svaret tilbage på Økonomisk Ugebrevs henvendelser i forbindelse med afdækningen i artikelserien om Forsikringsmafiaen. Men nu kan makkerparret ikke længere gemme sig.

I sidste uge sendte kurator Boris Frederiksen på vegne af Garantifonden for Skadesforsikring stævninger ud til Leif Corinth-Hansen og Bo Lundqvist, da han efter flere års gravearbejde nu endelig mener at kunne bevise, at de to tidligere direktører pyntede på årsrapporten flere år før konkursen. Regnskabssminken betød, at forsikringsselskabet undgik at falde under den lovpligtige solvens, hvilket sandsynligvis havde lukket selskabet allerede i 2017.

Problem fra 2016
”Vi har kigget på baggrunden for konkursen, og hvad der er foregået op til, og det har nu ført til, at vi nu har stævnet to personer fra ledelsen og revisorerne i Alpha Insurance med krav for 200 mio. kr. Det handler helt specifikt om 2016-årsrapporten, der aflægges medio 2017. Derfra mener vi, at ledelsen ikke længere burde have videreført selskabet. Efter vores vurdering var Alpha Insurance ikke længere solvent på det tidspunkt. Så de krav, vi fremsætter, læner sig op ad, at de forsikringsaftaler, der herefter er indgået, ikke burde være indgået, da selskabet ikke burde været drevet videre,” siger kurator Boris Frederiksen til Økonomisk Ugebrev.

Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger er de to stævnede altså Leif Corinth-Hansen og Bo Lundqvist. Og de har, som tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev, gennem tiderne tjent et trecifret millionbeløb på selskabet via lønninger, udbytter og samhandel med deres andre selskaber.

Da økonomien så strammede til, og selskabets solvens blev presset, greb de så, ifølge oplysningerne om stævningens indhold, til transaktioner uden realitet, som var så komplicerede, at end ikke Finanstilsynet opdagede det undervejs, men som var med til kunstigt at oppuste solvensen.

Da Alpha Insurance gik konkurs i starten af 2018, medførte det enorme tab i flere europæiske lande, herunder særligt England og Irland. Det lykkes endda Alpha Insurance at rive den tætte australske samarbejdspartner, forsikringsselskabet CBL, med i faldet. Her er ledelsen i dag også stævnet i New Zealand for et stort millionbeløb. Derfor glæder direktør Torben Weiss Garne sig i dag over, at vi i Danmark også går samme vej.

”Garantifondens bestyrelse har nu vist vilje til at gå efter alle de sager, der har påført fonden tab, og det gælder helt tilbage til Plus Forsikring og senest Husejernes Forsikring. Det er klart, vi også har et ønske om at sende et signal her. Og det er, at man ikke bare kan påføre garantifonden så store tab uden at skulle stå til ansvar,” siger Torben Weiss Garne.

Topadvokater er tavse
Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger har der de seneste måneder været intense overvejelser både i advokatfirmaet Poul Smith, hvor Boris Frederiksen holder til, og i garantifondens ledelse. Faktum er nemlig, at Alphas bestyrelse frem til midten af 2017, hvor det misvisende og sminkede regnskab blev aflagt, også omfattede andre prominente erhvervsfolk.

Det drejer sig om to advokater fra et af landets førende advokatfirmaer, nemlig Mazanti-Andersen, samt tidligere Codan-direktør Jens Erik Christensen. Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger har der været overvejelser om også at stævne de tre erhvervsfolk, da de sad i bestyrelsen, mens der angiveligt er begået ulovligheder.   

Så sagen om Alpha Insurances konkurs trækker også tråde tilbage til Husejernes Forsikring, der gik ned to år før i 2016. Her er tidligere bestyrelsesformand Jens Erik Christensen allerede stævnet af garantifonden for godt 100 mio. kr. sammen med et svensk mæglerfirma, Howden, og et internationalt genforsikingsfirma, Barbican.

Jens Erik Christensen var formelt tæt på endnu et søgsmål i den nye sag om Alpha Insurance, hvor han altså sad i bestyrelsen samtidig med, at den sminkede årsrapport kom på gaden. Han forklarer i dag til Økonomisk Ugebrev, at han intet kender til de påståede ulovligheder.

”Jeg har ikke modtaget nogen stævning og ved i øvrigt ikke, hvad sagen egentlig drejer sig om,” lyder det kortfattet i en mail fra Jens Erik Christensen.

Økonomisk Ugebrev erfarer, at bestyrelsen i Garantifonden for Skadesforsikring har ønsket ekstra undersøgelser af netop Jens Erik Christensens rolle, da der allerede var det eksisterende søgsmål omkring konkursen i Husejernes Forsikring.

Samme ekstraundersøgelser har kurator foretaget omkring de to sidste bestyrelsesmedlemmer i Alpha Insurance, advokaterne Bjarke Sanbeck og Thomas Dahl Fredslund fra Mazanti-Andersen. Disse undersøgelser fik Boris Frederiksen til at stille advokaterne spørgsmål om deres rolle, hvilket dog mundede ud i, at han fastholdt sin anbefaling om kun at forfølge Leif Corinth-Hansen og Bo Lundqvist.

”Det afhænger af, hvilke dispositioner der er tale om, når man beslutter om en samlet bestyrelse skal holdes ansvarlig. Det er vores vurdering, at de andre i bestyrelsen ikke har haft viden om det, der er foregået, og derfor tror vi ikke på, at vi kan føre og vinde en sag mod dem. Vi har simpelthen ikke set deres fingeraftryk på det her,” siger Boris Frederiksen.

Sådan gjorde de
Sagen om regnskabssminken i Alpha rummer en vis ironi, når man ser på den måde, årsrapporterne og solvensen er blevet manipuleret på, som det efter det oplyste skulle fremgå af stævningen. Økonomisk Ugebrev erfarer, at Leif Corinth-Hansen og Bo Lundqvist netop brugte deres dybe forsikringsviden til at snyde omverdenen i forhold til, hvor slemt det stod til i Alpha Insurance.

Alpha Insurance blev lige som de andre danske forsikringsselskaber, der gik ned, indhentet af fortiden. Hele ideen var at sælge billige forsikringer – ja, det lignede nærmest prisdumping – på store europæiske forsikringsmarkeder. Så er det nærmest en naturlov, at man også er sårbar overfor efterfølgende tab på forsikringsskader. Den slags truende tab skal man tage højde for i sine solvensberegninger, så der er kapital nok til at modstå tabene.

Leif Corinth-Hansen og Bo Lundqvist havde tilsyneladende ikke denne kapitalbuffer, så de søgte at dække sig ind ved at købe en forsikring mod tabene. Problemet var bare, at de først købte disse forsikringer, efter huset var brændt ned – populært sagt.

Boris Frederiksen mener nu – efter et meget stort gravearbejde og uafhængige revisionsanalyser – at kunne bevise, at disse forsikringer ikke tjente noget driftsmæssigt formål. Man byttede bare penge med et andet forsikringsselskab – som eksempel kunne præmien for debitorforsikringen, som Alpha betalte, gives tilbage i præcis samme størrelse som en erstatning.

Så det var et nulsumsspil for Alpha Insurance rent likviditetsmæssigt, men det forbedrede på papiret solvensen voldsomt.

Ender i forlig
Regnskabssminken taler for, at Alpha Insurance burde have været lukket ned, da 2016-årsrapporten blev offentliggjort i 2017.

”Her burde revisionen have stillet kritiske spørgsmål, men det gjorde de ikke, og det er også årsagen til, at vi har stævnet selskabets revisor,” siger Boris Frederiksen.

KPMG ønsker ikke at forholde sig til dette, men sender en på forhånd forberedt pressemeddelelse til Økonomisk Ugebrev. Den siger, at man er ved at undersøge forholdene, der nævnes i stævningen fra Boris Frederiksen.

Meget tyder på, at det ender i et forlig, hvor det kun er spørgsmålet, hvor meget KPMG skal betale for at slippe af krogen – og for en ubehagelig retssag, der uden tvivl vil få mediedækning. Da PLUS Forsikring gik ned i 2003, var det også Boris Frederiksen, der førte sagen mod selskabet tidligere ledelse og netop revisorerne. Det endte i et forlig, hvor det i sidste ende typisk er forsikringsselskaberne, der må til lommerne.

Ifølge Ugebrevets oplysninger har hverken Leif Corinth-Hansen eller Bo Lundqvist nævneværdige bestyrelsesforsikringer. Ugebrevet har også skrevet artikler om, at de allerede har forsøgt at gemme pengene i konens navn, så alt tyder på, at den største økonomiske tort vil ramme KPMG’s forsikringsselskab, når den rituelle dans omkring fordeling af ansvaret er ovre.

Carsten Vitoft

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

artikelserie
Artikler i serien
Forsikringsbosser vakler i Qudos-sagen

torsdag 28. september 2017

Kaos omkring forsikringsgarantiordning

søndag 11. december 2016

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank