Ledelsen i forsikringsselskabet Qudos er i gang med en omfattende oprydningsplan. Men det er stadig højst usikkert, om den lykkes. Selskabet, der har den tidligere Danske Bankmand, Niels Ulrik Mousten, med i bestyrelsen, forventer en betydelig forbedret solvens ved årets udgang. Men planen forudsætter et solidt overskud i år, og Finanstilsynets godkendelse af en række transaktioner, blandt andet med konkursramte Alpha Insurance, som kammeradvokaten også har luppen på.
Det kriseramte forsikringsselskab Qudos fik sidste forår nye ejere, nemlig et engelsk kanaløselskab, som via et dansk holdingselskab har skudt et stort millionbeløb i selskabet over to omgange. Men alligevel er det højst usikkert, om forsikringsselskabet kommer helskindet gennem hele 2018. Ifølge CVR-registeret har ejeren af Qudos, QIC Holding, der ejes af New Nordic Odin Denmark ApS, der igen er ejet af kanaløselskabet, New Nordic Odin Guernsey Ltd., efter overtagelsen været nødt til at foretage flere kapitaloverførsler. Først 23 mio. kr. i marts 2017 og yderligere 45 mio. kr. lige før årsskiftet.
Alligevel er selskabets solvens fortsat kritisk, og under 1,25, hvilket typisk medfører skærpet overvågning fra Finanstilsynet. En netop offentliggjort solvensopgørelse viser, at selskabets solvens ved årsskiftet, trods kapitalindskuddene, var 1,22 mod 1,05 ved årets start. Af denne forbedring kom tolv procent fra en såkaldt portefølje transfer aftale, som endnu afventer myndighedernes godkendelse. Solvensen er i året dog også forbedret 32 procentpoint af de to kapitalforhøjelser. Men det hele er blevet spist op af behov for at øge reserverne med 36 procentpoint.
Solvensopgørelsen viser også, at Qudos ledelse forventer en betydelig forbedring af solvensen i år, blandt andet ved at restrukturere selskabet. Det fremgår, at ledelsen er ved at afhænde en portefølje på 550 mio. kr., der i sig selv vil forbedre solvensen med 20-30 procentpoint. Transaktionen har været omtalt i internationale forsikringsmedier, hvoraf det fremgår at køberen af porteføljen, det maltesiske firma Darag, har som formål at overtage risikable forsikringsporteføljer, så risikoen begrænses for sælgeren, altså oprindelsesselskabet. Også denne transaktion afventer myndighedernes godkendelse.
I solvensopgørelsen oplyses, at ”Qudos is in the process of transferring additional up to 550 mDKK run off portfolios that in relative size will impact the SCR ratio positively by additional 20-30%.” Samtidig fremgår det af årsregnskabet, at Qudos ledelse I år forventer et overskud på 30 mio. kr. i år, efter fem år med underskud. Holder det hele stik, ser det ud til at Qudos har viklet sig ud af krisen: ”Overall, Management expects that based on these actions and on the continued business performing at the expected level, the SCR ratio by year-end will be at a level of 130-140%,” skriver ledelsen. Er det modsatte tilfældet, ser det sort ud.
FOR TIDLIGT AT DØMME QUDOS UDE
Det er altså for tidligt at dømme Qudos ude, men risikoen er høj. Der er imidlertid tvivl om, hvor meget kapital, ejerselskabet har parat til at bakke op med. Umiddelbart ser regnestykket sådan ud: Ejerne har skudt først 23 mio. kr. og dernæst 165 mio. kr. ind i New Nordic Odin Denmark ApS, altså i alt 188 mio. kr.
Foreløbig er indskudt 67 mio. kr. videre ned i Qudos. Herefter er der 121 mio. kr. tilbage. De nye ejere har også betalt 60 mio. kr. som en del af købsprisen for Qudos til det canadiske forsikringsselskab Echelon. Herefter er der 61 mio. kr. tilbage. Dertil skal så lægges, at Qudos ejere løbende har betalt høje renter på seks procent årligt og skal betale restkøbesummen plus rente på i alt 34 mio. kr. til forfald senest 27. maj 2018.
Er restbetalingen lagt, er der under 30 mio. kr. tilbage i kassen hos Qudos ejere.
Efter gennemsyn af denne artikel oplyser direktør Robert Thornedahl via sin presserådgiver, at han ikke er enig i tolkningen af kapitalforholdene, men han ønsker heller ikke at give sin version. Samtidig tilføjer han: ”Før Alpha gik konkurs havde hhv. Alpha og Qudos nogle non-core aktiviteter, som ville passe bedre hos den anden part. Da Qudos har som erklæret mål at fokusere på Skandinavien havde Alpha noget dansk forretning, der passede godt ind i Qudos’ nye forsimplede nordiske forsikringsstrategi. Qudos var ved at forlade de ikke-skandinaviske markeder og havde derfor nogle aktiviteter, som på daværende tidspunkt passede ind i Alphas forretning,” Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.