Domus Forsikring går et meget vanskeligt 2023 i møde: Økonomisk Ugebrev erfarer, at flere potentielle investorer har sagt nej tak til at komme med ny kapital til selskabet, bl.a. fordi der er opstået stor usikkerhed om, hvorvidt selskabets hensættelser er tilstrækkelige. Fagredakør Carsten Vitoft fortsætter her artikelserien, vi kalder ”forsikringsmafiaen”.
Mens ejerne bag Domus Forsikring har brugt det seneste halve år på at tiltrække ny kapital, enten i form af lån eller nye ejere, viser det sig nu, at flere investorer har afvist at investere i selskabet, fordi de frygter, at selskabet allerede i dag er værdiløst eller vanskeligt at redde.
Jagten på kapital sker på bagtæppet af et turbulent 2022, hvor Domus Forsikring i foråret først aktiverede nødkapitalplaner. Hen over sommeren blev der så udarbejdet planer om at rejse yderligere kapital, mens hele boligmarkedet så i efteråret frøs fuldstændigt til is.
Ikke flere penge
Det fik salget af ejerskifteforsikringer til at gå i stå for både Domus Forsikring og søsterselskabet Frida, der er arbejder som agent for selskabet, men som har samme ejere.
Den stigende inflation har udløst endnu flere problemer for selskabet, og der er stigende risiko for, at forsikringsselskabet kan blive den næste konkurs i forsikringsbranchen efter de fire andre, nemlig Husejernes Forsikring, Alpha, Qudos og Gefion Insurance. Endnu en konkurs vil igen udløse en milliardregning til den danske Garantifond for Skadesforsikring.
Det mest presserende problem, ud over at skaffe ny kapital til at styrke solvensen, er inflationen. Den er et problem for alle i forsikringsbranchen, men den er et helt særligt problem for forsikringsselskaber med ejerskifteforsikringer på programmet.
Det er nemlig såkaldt langhalede forsikringer, hvilket betyder, at erstatningerne kan falde langt ude i fremtiden, da det ikke er unormalt med ejerskifteforsikringer med en løbetid på op til ti år.
I sin enkelhed er problemet, at Domus allerede har kradset præmien ind med en indbygget inflation på måske 3 pct., men håndværkernes priser er steget langt mere. Det skaber usikkerhed om, hvorvidt der er hensat nok penge til at betale de fremtidige skader – især i de første to-tre år af forsikringens løbetid, hvor de fleste skader erfaringsvis anmeldes.
Potentielle investorer spørger sig selv, om bøgerne er retvisende i Domus Forsikring – eller om selskabet måske allerede er blevet værdiløst oven på den katastrofale udvikling sidste år, hvor Domus Forsikring samtidig tabte markedsandele, og præmierne faldt med over 20 pct. Oplysningerne fremgår af et prospekt udarbejdet af ejerne i jagten på ny kapital.
Udviklingen i Domus Forsikring ligner altså mere og mere den, man så i både Qudos og Gefion, der også kæmpede med at overholde Finanstilsynets solvenskrav og var på pengejagt i flere år. Begge selskaber er nu konkurs. Hensættelserne viste sig simpelthen ikke at være store nok til at svare de forventede erstatninger.
Kan Frida stå alene?
Et afledt spørgsmål er, om agenten Frida kan stå på egne ben og finde en anden risikobærer, hvis Domus Forsikring skulle gå konkurs. Svaret på dette er også et stort nej, lyder det fra flere potentielle investorer.
Og et yderligere problem er, at det også vurderes at være særdeles svært for Domus og Frida at genetablere samarbejdet med ejendomsmæglerne, der henviser huskøberne til at tegne ejerskifteforsikring i Domus. De er alle gået til andre udbydere – primært konkurrenten Dansk Boligforsikring. Heller ikke her vurderer potentielle investorer, at der er meget at hente, efter at Domus selv smed flere af mæglerne på porten i 2021, da markedet stadig gik strygende. Det har altså nu vist sig som en katastrofal beslutning.
Sidst er der så spørgsmålet, om de eksisterende ejere kan fortsætte i selskabet, hvis der skal friske øjne og kapital til Domus Forsikring. De private ejere, Peter Egede Nielsen og Aage Vind, vil næppe lade sig købe ud, mens prisen nu er lav, og Domus af flere anses som helt værdiløs. Storaktionæren Kapitalfonden VIA Equity er nok mere til at tale med, men så vil man stadig skulle slås med de private ejere, der tidligere primært har ønsket at trække penge ud af både Domus og Frida.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.