Flere af ejerne bag det kriseramte Domus Forsikring har netop modtaget dom nummer to på få år for at snyde med ejerandele i forsikringsselskabet. De siger, at det var krav om styrket solvens fra Finanstilsynet, der fik dem til at sælge fiktive ejerandele i forsikringsselskabet. Sagen efterforskets nu også af politiet, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i artikelserien, vi kalder ”forsikringsmafiaen”.
Størstedelen af ejerkredsen bag Domus Forsikring er igen kommet i uføre i forhold til loven. Selskabet har i forvejen haft flere uheldige sammenstød med Finanstilsynet de senere år.
Først og fremmest har Domus Forsikring været særdeles presset på solvensen, og nu viser det også sig, at flere af ejerne har brudt loven i et forsøg på at skaffe den fornødne kapital til at komme fri af Finanstilsynets solvenskrav. Det er i hvert fald en af udlægningerne i en helt ny omstødelsesdom fra Københavns Byret, som Økonomisk Ugebrev har fået indsigt i.
Modtog millioner
I dommen lyder det, at Aage Vind, ejer, tidligere bestyrelsesmedlem og økonomidirektør i Domus og det tilhørende agentur Frida Forsikring, er blevet dømt til at betale godt 2,5 mio. kr. tilbage til fire danskere, som blev inviteret til at investere i Domus Forsikring. De fire danskeres advokat, Christian Ditlev Hindkjær, beskriver ifølge dombogen forløbet således:
”Som sagen er forløbet, tegner der sig et klart billede af, at de adciterede skifter forklaringer undervejs i forløbet og kommer med udokumenterede påstande og generelt hvirvler en masse støv op, som ikke er relevant for den i udgangspunktet ret enkle sag. Samlet set er det tydeligt, at der er tale om en personkreds, som kender hinanden, og som har arbejdet tæt sammen op til og under bedrageriet, og nu også i forbindelse med forberedelsen af nærværende sag.”
Op til at Aage Vind fik en betaling på 2,5 mio. kr. for salg af ejerandele, som han nu er dømt til at skulle betale tilbage, er der et forløb, hvor tre andre ejere af Domus og Frida Forsikring også var involveret. Det drejer sig om Malthe Hestbech, Tor Andersen og Peter Egede Nielsen. Tilsammen sidder de i dag på godt 60 pct. af aktierne i Domus Forsikring.
I den korte version af forløbet beder Tor Andersen sin gode ven Malte Hestbech om at sælge sine aktier i Domus og Frida. Tor Andersen skylder nemlig 2,5 mio. kr. til Aage Vind, efter at de begge i 2019 blev dømt for at have snydt en helt tredje ejer af selskabet for godt 5 mio. kr. Aage Vind må betale pengene, som krævet i dommen, da Tor Andersen ikke havde likvider. Så på dem måde kan det fremstå som om, at en dom i Landsretten blot fører til en ny dom i byretten for de to herrer.
Fire danskere bed på og investerede de 2,5 mio. kr. De betalte pengene i august 2020 og købte sig altså ind i Domus og Frida – troede de. Men straks efter, de havde betalt pengene, bliver disse ført videre til Aage Vind på vegne af Tor Andersen. Ejerandelene så de fire danskere intet til. Og nu skal deres penge altså betales tilbage, ifølge byrettens dom.
Det ophvirvlede støv, Christian Ditlev Hindkjær taler om, er bl.a. skiftevis opbakning ejerne imellem, men også indbyrdes beskyldninger om, hvem der gjorde hvad. Mest iøjnefaldende påstår flere af dem også, at de modtog 2,5 mio. kr. uden at se, hvem der havde sendt pengene til dem. Alligevel sendte de bare pengene videre mellem hinanden.
En retskaffen mand
Alle har siddet i bestyrelsen og haft andre betroede stillinger i Domus og Frida. Der er tale om en tidligere økonomidirektør, en uddannet revisor og en uddannet økonom. De modtog bare pengene og sendte dem videre, lyder altså deres noget utroværdige forklaringer.
Helt tragikomisk bliver det under retssagen, da Peter Egede Nielsen bliver afhørt, og han omtaler sin medejer og hovedpersonen Aage Vind som en ”retskaffen” mand, der ikke laver lette løsninger, på trods af han kort tid forinden altså er dømt i Landsretten for at have snydt en anden af de tidligere partnere for 5 mio. kr.
I retten bemærker han også, at hans medejere har sat en vild overpris på 200 mio. kr. på ejerandelene i Domus og Frida, som han mener er godt det dobbelte af de reelle værdier. Uden han altså reagerede på det.
Nu er det store spørgsmål så, om de kan fortsætte som ejere af Domus Forsikring, da også ejerskab af finansielle virksomheder kræver Fit og Proper-godkendelser fra Finanstilsynet.
Carsten Vitoft
Find artikelserien om Forsikringsmafiaen HER
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.