Kunderne kan for tiden hverken få behandlet deres anmeldte skader eller få erstatning på deres ejerskifteforsikring, da skadesbehandlingen i Domus Forsikring ligger i ruiner. Selskabet er ramt af omfattende medarbejderflugt. Ledelsen forsøger nu, ifølge Ugebrevets oplysninger, at sælge kunderne til andre selskaber, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Kritikken fra kunderne vælter nu ned over et større dansk forsikringsselskab, der meget vel kan blive den fjerde konkurs på forsikringsmarkedet på blot fem år. Det handler om Domus Forsikring, hvis ejere og ledelse netop er gået konkurs med Frida Forsikring med et krav fra Garantifonden for Skadesforsikring på 110 mio. kr. hængende over hovedet.
Nu er den også helt gal med Domus Forsikring, der meget overraskende overtog størstedelen af konkursboet i Frida. Men her kort tid efter den kontroversielle manøvre viser det sig, at ledelsen slet ikke kan håndtere behandlingen af kundernes anmeldelser. Meget tyder på, at skadesbehandlingen simpelthen er gået i stå.
Udsættes igen og igen
”Vi oplever megalang ekspeditionstid, og jeg anbefaler typisk kunderne at gå til Ankenævnet for Forsikring med deres sag. Men vi oplever det samme her, hvor Domus Forsikring bare beder om udsættelse ikke bare én, men flere gange. Jeg synes, det er synd for kunderne, at de ikke kan få behandlet deres sager,” siger den uafhængige skadesbehandler Pia Wange fra Villa Danmark.
”For mig at se er det kun et spørgsmål om tid. For pengene går kun én vej i det her foretagende, og det er ud. Der er tale om cirka 35.000 udstedte policer på ejerskifteforsikringer, så det vil overraske mig meget, hvis ikke myndighederne allerede arbejder på en løsning for Domus Forsikring,” siger Søren Ahlgren Mortensen fra rådgivningsfirmaet Din Forsikringsekspert.
Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om Finanstilsynet har fokus på de aktuelle problemer i Domus Forsikring, og om tilsynet forsøger at afhjælpe dem. Finanstilsynet afviser at kommentere sagen med henvisning til sin tavshedspligt.
Ifølge Økonomisk Ugebrev har Domus Forsikring meget svært ved at tiltrække nye folk. Bl.a. fordi selskabet er i afløb, hvilket vil sige, at man ikke længere tegner nye forsikringer. Der er tale om højt specialiserede forsikringsfagfolk, som der i forvejen er stor efterspørgsel efter.
”Som mange andre husforsikringsselskaber har vi for tiden forlænget sagsbehandlingstid, bl.a. på grund af vejrlig. Domus’ hjemtagelse af skadesbehandlingen efter Fridas konkurs har også haft en betydning,” forklarer adm. direktør Brian Malmros fra Domus Forsikring.
Kundernes aktuelle frustrationer fremgår med al tydelighed på Trustpilot. Domus har ikke orienteret sine kunder om de aktuelle problemer. De har heller ikke informeret de op mod 35.000 kunder om, at Domus har overtaget skadesbehandlingen efter konkursen i Frida. Kunderne aner altså ikke, hvor de skal henvende sig, når skaden sker. De kan blot se, at selskabet, der solgte dem forsikringen, er gået konkurs.
Efter Frida er gået konkurs, er vi overgået til Domus. Vi har dog ikke modtaget nogen information om det og finder ud af det ved et tilfælde. Efter samtale med Domus fortæller de, at de ikke kan sætte nogen svarfrist for vores sag,” skriver Mathias Muurmand på Trustpilot.
Under Frida lå scoren også lavt på trustpilot med 3,4 ud af fem stjerner, men nu er den styrtdykket til katastrofale 1,9, efter Domus har taget over.
Sanna Glad udsender på Trustpilot en decideret advarsel til andre kunder, mens Ramazan Aydin mener, Domus Forsikring bør lukkes.
”Tegn aldrig ejerskifteforsikring via Domus/Frida. Du føler dig meget velkommen til en start, og de lover guld og grønne skove. Men anmelder man en skade, skal man lige en tur igennem en bevidst overdrevet lang ventetid på svar og afgørelser,” skriver en kunde, der kalder sig Søren.
Ifølge Ugebrevets oplysninger har ledelsen nu sat chef for underwriting i Domus Forsikring, Troels Risom, til at sælge kunderne til andre forsikringsselskaber til underkurs. Han har tidligere arbejdet som risikochef i Qudos Forsikring, der også gik konkurs i 2018, hvor det kort forinden lykkedes ham i selskab med ejerne at sælge flere kunder til et skattelyselskab på Malta.
Brian Malmros bekræfter over for Ugebrevet, at Domus Forsikring er til salg, og han siger, at han selvsagt ikke er tilfreds med klagerne på trustpilot.
Carsten Vitoft